Det følgende forår besluttede vi at tage på en længere rejse. Fritzli blev hjemme hos Jossy i Singapore. Fritz sekretær og en anden ung pige kom hver aften og overnattede i huset. Hver anden dag ringede vi hjem for at finde ud af om alting var i orden, og det var det hver gang, Gud ske tak og lov. Vi fløj på vores årlige fribilletter og kunne rejse på første klasse. Efter et stop over i Tokyo sad vi nu i flyvemaskinen på vej til Hawaii. Jeg sad sammen med Robert og Silvia og Fritz sad bag ved os. Ud af det lille vindue betragtede jeg fuldmånen, det så morsomt ud, fordi vi ligesom fløj forbi den. Robert stirrede fascineret ud af vinduet, med en gang udbrød han i fuld alvor og meget højt:" Hold fast i stolen mor, for nu flyver vi ud i verdensrummet". Jeg måtte le, ja, jeg boblede over og lo højt. Fritz gjorde tegn til mig bagfra:" Du kan ikke tillade dig at grine sådan på første klasse, det er der ingen som gør", men Fritz' alvorlige, forklemte ansigt fik mig til at le endnu mere. Kort tid før vores afrejse havde han beskadiget sin store tå alvorligt. Der var gået betændelse i såret og det var ømt, når han støttede på foden. Jeg lavede et godt sæbebad og satte det ved siden af sengen for at løse det betændte, bagefter skulle tåen desinficeres. Efter en halv time tog han foden ud af vandet, og kom derved til at dryppe på gulvet. Det endte med, han gled i sæbevandet og kom til at støde den allerede mishandlede tå som begyndte at bløde. Han hoppede rundt på gulvet, mens han udstødte høje smerte råb. Selvfølgelig vidste jeg, at det gjorde meget ondt, men det så aldeles komisk ud. Jeg pressede munden sammen, gik ind i badeværelset og lukkede døren og lod mit latter anfald få frit udløb. Med en gang blev der helt stille i soveværelset, langsomt åbnede jeg døren. Fritz lå på sengen med et fornuftigt udtryk i ansigtet og havde tilsyneladende glemt, at tåen gjorde ondt. Sammen betragtede vi den og blev enige om, at det bedste ville være, at overlade det hele til lægen. Efter lægen havde fået hele historien den følgende dag, behandlede han den og forlangte, at ingen måtte tage bandagen af de næste par dage. Tåen var hel og fin den dag vi rejste.
   Personligt var jeg meget spændt på Hawaii. Da vi landede, blev vi mødt af stationsmanageren for Singapore Airline som også havde reserveret en lejlighed til os. Vi så mange ting de følgende dage, men der er ikke noget som overgår Guds prægtige natur. Det jeg husker bedst, er den dag vi tilbragte i lagunen. Vi havde købt brød og taget med, fordi vi hørte, at man kan fodre fiskene i vandet og duerne på stranden. Vandet var strålende klart, og solen glitrede på overfladen som utallige små diamanter. Længere ude forenede havet sig med den skyfrie blå himmel. Hvilket pragtfuldt syn og vidunderlig harmoni vi her oplevede. Med begejstring betragte vi stime af fisk i alle mulige mønster, farver og størrelser, som smuttede rundt imellem benene på os. Silvia og Robert fordelte brød til dem, mens jeg tog billeder. Vi var overrasket over, at de ikke var det mindste bange for os. Bagefter sad vi på stranden og solede os. Da de smukke snehvide duer opdagede, at der var brød at få, kom de flyvende til og satte sig på os i lag. Tre eller fire duer sad oven på hinanden, mens de flagrede med vingerne og ihærdigt prøvede at pikke brød, alle på en gang, det så morsomt ud. Robert sad fuldstændig stille som en statue og strakte sine arme ud til begge sider med brød i hænderne. Snart så vi kun et bjerg af hvide duer som prøvede at få fat på en bid alt imens jeg tog mange fotos.
   Man kan ikke have besøgt Hawaii uden også at have oplevet Hawaii danser. Til rytmiske toner blev der svajet og danset af barfodede piger med langt hår, blomsterkranse om halsen og bambusskørter om lænderne. Jeg nød den sydende blide rytmiske musik, der lå en velsignelse i tonerne. Danserne var færdige med at danse og inviterede gæsterne til at danse med. Silvia og Robert blandede sig hurtigt med de dansende. Denne lejlighed kunne de ikke lade gå fra sig, de vrikkede og svajede i hofterne, det bedste de kunne, alt imens jeg benyttede lejligheden til at klikke med fotoapparatet.
   Vores næste stop var Los Angeles. Det tog sin tid at komme igennem tolden, fordi i den række vi stod i kø i, sad der en dame med meget lange negle foran ved bordet. Hun kunne næsten ikke blade i passene på grund af de lange kunstige negle. Vi fik den største lyst til at klippe dem af. Endelig stod vi uden for i den bidende vind og spurgte os selv: Hvordan kommer vi til hotellet. Efter at have ventet en times tid på det forkerte sted, fandt vi ud af, hvorfra bussen gik. Det berømte Los Angeles med Hollywood, luksus og glimmer, glimrede ikke rigtig den første dag, som vi havde forestillet os det. Jeg var meget skuffet over at se bliktage på små huse, da vi kørte ind til byen fra flyvepladsen. Ankommet til hotellet besluttede vi os til at spise et eller andet sted, hvor de havde rimelige priser. Vi slentrede ned ad gaden, en mørk dame for ud af en damefrisørsalon lige for næsen af mig. Hun hvinede: Jesus Kristus, jeg stoppede et øjeblik og spurgte:" Kender du min bedste ven". I det øjeblik fik damen et fornuftigt udtryk i øjnene. Skal vi misbruge Guds navn? Det tror jeg ikke.
   Efter vi havde spist, besluttede vi os til at komme i gang med Disney-land med det samme. De næste par dage levede vi i fantasiland, det var sjovt også for os voksne, det eneste man behøver er tålmodighed. For hver ny ting vi prøvede, måtte vi stå i kø op til en halv time de fleste gange. Børnene var utrættelig fra morgen til aften. Der kom et tidspunkt, hvor jeg sagde: "Jeg bliver siddende her et øjeblik". De andre forsvandt i menneskemylderet uden rigtig at have hørt efter, hvad jeg havde sagt. Så sad jeg helt alene for mig selv og undrede mig over, hvornår de ville opdage, at de lige havde mistet mig. Der gik 20 minutter før søgende spejdende øjne fik øje på mig. Derefter fulgtes vi pænt af hele tiden.
   Efter nogle indholdsrige dage forsatte vi turen til San Francisco. Havde vi haft en bidende vind i Los Angeles, var det endnu værre i denne by. Det værste ved det hele, Fritz havde rådet mig til, ikke at tage en jakke eller en trøje med. Siden den tid har jeg altid sørget for at have noget varmt i kufferten, når vi tog på en længere rejse, man kan aldrig vide, om man får brug for det. Den første dag stod jeg i middagssolen langs en husmur og prøvede, at varme hænder og fødder som var begyndt at krible for kulde. Fritz og børnene var beskæftiget med at veksle penge. Ved samme mur sad en mand i sorte pjalter sunken sammen, som en der har opgivet alt godt i livet og blot venter på enden. Måske var han et offer fra Vietnam-krigen og havde begyndt med droger for ikke at tænke på krigens grusomheder. Sådan forestillede jeg mig det, jeg måtte også tænke på, at tigge er forbudt i Singapore. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne de sociale forhold i dette øjeblik. Havde denne mand siddet langs en husmur i Singapore, ville han i kort tid blive anbragt et sted, hvor man så efter ham. Vi kan lige så godt melde os på en tur for turister, blev vi enige om. På den måde ser vi mest på kort tid og får lidt kendskab til byen. Vores turistfører var usædvanlig godt begavet i at fortælle. Han fik os alle overbevist om, at der havde været et jordskælv i nattens løb. Heldigvis havde alle sovet godt og ikke mærket til noget. San Francisco har flere gange været plaget af jordskælv og brande. Det imponerede mig en del, da han fortalte, om den sidste store brand som næsten udslettede byen. I en bestemt gade boede alle missionærer, da branden kom dertil, drejede vinden sig, og derfor blev denne del af byen sparet. I dag er det den ældste del af byen. Den nye bydel er inddelt i meget lige firkanter. Fra et bestemt sted kan man tydelig se ud over bydelene. I fjernsynet havde vi flere gange set den berømte gyldne bro, og nu kørte vi over den. Turistføreren skildrede levende alt i detaljer. Da vi efter et par timer forlod bussen, gav vi ham også en god skilling. Det havde været en meget indholdsrig tur.
   Vores sidste stop blev Taiwan. Fritz havde sørget for, at vi kom til at bo på byens dyreste kinesiske hotel med airline reduktion, men det var dyrt alligevel. Overbevisende forklarede han:" Af og til skal vi også nyde det". Jeg vidste, det var hans hemmelige ønske en gang at have boet på det flotteste kinesiske hotel i verden. Det var godt vi kun tog et værelse, for sengen var så stor, at vi alle fire uden videre havde plads i den. Fritz bestilte en ekstra seng og sov for fodenden af den store seng som børnene og jeg delte. Ligeledes var badeværelset og balkonen af usædvanlig stor størrelse. Vi hørte, at det oprindelig skulle have været et kinesisk tempel, men i stedet for blev det besluttet at lave et hotel ud af det. Det må være derfor, der ikke var blevet sparet på noget. Det var en fornøjelse at gå rundt og kigge på de mange pæne træsnit som pyntede væggene. Over alt var der tykke tæpper på gulvet, jeg satte mig ned et øjeblik i lobbyen for at nyde synet af de aldeles flotte tykke tæpper. Da døren til en af de dyreste lejligheder var åben, fordi tjenestefolket var ved at gøre rent, stak vi lige næsen indenfor. Meget venlig viste man os rundt og forklarede, at det hovedsagelig var statsbesøge som boede her, og de betalte ikke selv deres regning. Det var næsten synd at tage på ture, når vi boede sådan et flot sted, tænkte jeg ved mig selv.
   På en af vores ture ud i landet faldt Fritz for et gammelt sværd. På afstand så jeg, at han forhandlede med sælgeren. Blot der ikke er afguder på det, tænkte jeg, og begav mig straks hen til dem. Det var for sent, Fritz havde allerede købt det og så tilfreds ud med købet. Selvfølgelig havde han i dette øjeblik glemt vores aftale om, ikke at have fremmede guder på noget i vores hus. Jeg kunne ikke nænne at sige noget i dette øjeblik. Da vi kom tilbage til Singapore, forklarede jeg ham, at jeg ikke helt var klar over, hvor jeg ville anbringe det, så foreløbig blev det lagt op på skabet i stuen. Hemmeligt bad jeg Gud om at få ham til at glemme det, og det gjorde han også fuldstændig. Efter så og så mange uger smed jeg det i affaldsspanden, og væk var det.
   Man kan ikke have været til Taiwan uden også at have været på museum besøg. Det benyttede vi lejlighed til den sidste dag før vores afrejse. Vi havde kun en halv dag til rådighed, så vi slentrede igennem forskellige sale og kikkede her og der. Mange værdifulde fine ting var blevet smuglet ud af Kina og blev opbevaret her.
   Det bedste ved at komme tilbage til Singapore var, at Fritzli ventede på os. Det var godt at blive modtaget af hans strålende smil og se ind i hans gode øjne. Han var en del af os alle sammen og vi af ham.

Korea
   Hvor skal vi hen i sommerferien? spurgte Fritz. Kort tid efter kom han hjem og fortalte, at han havde set en film i Sats fra Korea. Det skulle være et meget smukt land, bemærkede han. Kunne jeg tage med og overlade Fritzli til Lucie. Jeg vidste, jeg kunne, hvad nu hvis der også skete noget med hende. Ikke at jeg troede, at der ville ske noget med hende, men man skal altid være på den sikre side, så vidt det er muligt. En god venindes ahma lovede at komme og overnatte hos Lucie.
   Først fløj vi til Soul, hovedstaden. En storby som så mange andre. Det udsædvanlige ved denne by er, at der er mange underjordiske trapper over hel byen. Da kun få taler engelsk, er det ret besværligt at spørge nogen ud om noget. Hvis vi standsede og spurgte en eller anden på gaden om vej, samlede sig i løbet af et øjeblik en skare af mennesker rundt om os som gerne ville øve deres få engelske ord med os. Silvia, nu en køn teenagerpige, blev åbenlyst beundret. Her så vi kun få turister i modsætning til mange andre steder i verden. Det var måske derfor vi tiltrak os sådan en stor opmærksomhed. Allerede den første dag fandt vi ud af, hvordan vi kom på en lokal bus som kørte øst på igennem landet. Rejseburet offererede to forskellige busture at komme over til østkysten på. Den første kørte igennem forskellige byer og tog kun så og så mange timer. Den anden startede tidligt om morgenen og ankom ved aftenstid. Den kørte over bjerge og igennem dale tæt ved grænsen til nord Korea. Fritz forhørte sig, om det var farligt at køre over så nær ved grænsen. Damen rystede på hovedet og forklarede, at det var en meget køn tur. Fritz forlangte fire billetter, han kunne næsten ikke tro, at det var sandt, de kostede kun 12 S Dollars for hver person - og det for en hel dags rejse.
   Næste dag satte vi os ind i en moderne bus med bekvemme sæder og aircondition. Desværre var der noget i vejen med vores flotte Canon-fotoapparat. Dagen før havde vi spurgt i en forretning, om det kunne repareres hurtigt, det kunne det ikke. Heldigvis havde Robert taget sit lille fotoapparat med. Jeg fik lov til at låne det og trykkede en masse billeder. Over for mig sad en ung kone i en køn blå kjole med en baby på ryggen. Hun lænede sig fremover på sædet, for at give plads til babyen. Jeg knipsede et par gange med apparatet, da hun kikkede ud af vinduet for at beholde indtrykket. "Jeg vil også fotografere", forlangte Robert." Mor har lov til at fotografere, så meget hun vil først", afgjorde Fritz. Jeg havde ærgret mig over Fritz' komplicerte apparat som ikke ville fungere, nu hvor vi så gerne have taget nogle gode billeder, og lovede mig selv at købe et apparat som ikke var for kompliceret, før vi igen tog på en rejse. Himlen var mørkeblå uden en sky. Langs vejkanten, på begge sider, voksede gule blomster kilometer efter kilometer, det så kønt ud. Vi kørte i timevis igennem det smukkeste bjerg landskab fra Korea og nød hver time af turen. Koreanerne måtte være flittige og arbejdsomme mennesker ligesom kineserne og Japanerne, kunne vi iagttage. Landet lå også klemt ind imellem det mægtige Kina og Japan. Markerne var velplejet, husene solide bygget og velholdte. Hver anden time standsede bussen ved et busstoppested, hvor vi også kunne benytte et toilette og købe forfriskninger. Da ingen i bussen talte engelsk, fik vi hver gang en seddel stukket i hånden. Derpå stod, om hvor mange minutter bussen kørte igen. Et sted midt på vejen stod nogle soldater med gevær i hånden. De stak hovedet ind i bussen, underholdt sig et øjeblik med chaufføren og vinkede så med hånden, bussen kunne køre videre. Hen imod aften skimtede vi i det fjerne dybt blåt vand, nu er vi der snart, sagde vi til hinanden. Vi kørte et stykke langs kysten til bestemmelsesstedet. Vi lagde mærke til, at ståltråd adskilte landevejen fra havet." Det er for flygtningenes skyld", forklarede Fritz. I syden har de det meget bedre end i norden, og mange prøver at flygte. Ankommet til den lille havneby, fik vi fat på en taxi med det samme. Det eneste chaufføren forstod var hotel, han smilede og nikkede til alle vores spørgsmål. Tyve minutter kørte vi tilbage den samme vej, vi lige var kommet. Hver gang Fritz sagde noget til ham, smilede og nikkede han. Til sidst sagde Fritz:" Stop", ret højt. Manden kikkede over skulderen, Fritz pegede i den anden retning, manden smilede og nikkede igen og kørte samme vej tilbage. Lige ved siden af busstationen kørte han op foran et pænt hotel og lasede vores bagage ud. Hotellet var nyt og komfortabelt og havde den vidunderligste udsigt over havet. "Vi må hellere skynde os at få set noget af fiskerbyen, før det bliver mørkt", afgjorde vi. Vi fik øje på en fiskebåd som langsomt sejlede ind. Da den lå stille, kunne vi se, at skibet var fuld med sorte glinsende snoende ål et udsædvanligt syn. Over alt i den lille fiske turist by fandtes levende fisk i akvarier i restaurationerne. Ved vejkanten var tørrede fisk i enhver størrelse hængt op. Lugten af fisk blandede sig med lugten af det friske havvand, som den stærke vind uafbrudt blæste ind over byen. Fritz rynkede på næsen, hvis der er noget svejtserne ikke bryder dem om, er det lugten af fisk. Ikke sådan i Korea, her er fisk et meget vigtigt næringsmiddel og fisk skal spises frisk eller tørret. Fiskene bliver opbevaret levende i beholdere og større bassiner. Man udvælger sin fisk som derefter bliver tilberedt og serveret med ris og koreansk kim chi, lige min smag, jeg var begejstret for retten fra den første dag. Om hvert hjørne solgtes svesker, Fritz favorit frugt. Ellers var udvalget af frugter ikke særlig stort, i modsætning til andre lande i Asien.
   Vi havde lagt mærke til, at der næsten ikke fandtes køer i landet. Vi var nødt til at tage til takke med mælkepulver til kaffen, andre lande andre skikke. De tørrede fisk som vi så overalt var uden tvivl et nærende kalciumfødemiddel for befolkningen. De fleste så sunde og raske ud, i modsætning til Amerika så vi ingen her som var for fede eller tykke. De fleste levede af fisk, høns ris og forskellige slags grønsager som champion, kål, kartofler og gulerødder. Grønsagerne blev syltet i en beholdere, og serveret som det der hedder kim chi som i øvrigt er meget sundt, fordi vitaminerne er ikke blevet ødelagt ved kogning. De næste par dage forsatte vi vores rejse ned af østkysten. Vores mål var havnebyen Pusan som ligger på samme bølgelængde som Hiroshima i Japan. Vi havde været usædvanligt heldige med vejret, det var hverken for koldt eller for varmt. Regnetiden skulle have sat ind her i juli måned, men ud over tunge skyer hængende på himlen af og til, var vi heldige. Det regnede kun et par gange på hele turen, ellers var vi velsignet med solskin, blå himmel, frisk vind og blåt hav og venlige nysgerrige mennesker.
   Robert kom til at sidde ved siden af en ung koreaner i bussen. Efter et øjeblik stod han op og søgte sig en anden plads." Jeg ved ikke, hvad der er i vejen med ham der", forklarede han. "Han smiler hele tiden til mig, og ville have at jeg skulle smage på noget mærkeligt noget, og da han også begyndte at røre ved mig, følte jeg mig ikke så godt tilpas". Måske følte den unge koreaner sig heller ikke godt tilpas, efter Robert forlod sædet, for han sank ned i stolen, og ved næste stop steg han af bussen. Som var tilfældet på hele turen, var vi de eneste turister fra den vestlige verden. Det var ikke så underligt, at man gerne ville lære os nærmere at kende. Kun i Soul så vi få andre udlændinge. Korea har ellers meget kønt at byde på sammenlignet med andre asiatiske lande.
   Pusan er en gammel havneby og ligeledes en vigtig fiskerby. Den har mindst en million indbyggere. Efter flere mislykkede forsøg fandt vi et hotel midt i byen med en engelsktalende person i receptionen. Vi var meget lettet og også udmattet. På vores taxi tur rundt i byen var Fritz kommet til at placere en kuffert på min store tå. Senere kom han også til at træde på den, i det øjeblik jeg betragtede pelse i en forretning. Neglen var nu splittet, og tåen begyndte at hæve og gøre ondt. Næste morgen sad vi mat øjet ved morgenmaden. Vi var ikke klar over, da vi logerede os ind, at der befandt sig en tilsyneladende berømt natklub i kælderen. Fritz mente, vi kunne lige så godt blive en nat til, derefter ville vi tage på en tur ind midt i landet. Hotellet serverede noget som lignede western mad i den eneste restauration som befandt sig i lobbyen. Dagen benyttede vi til at lære byen nærmere at kende. Uden tvivl var den en ret gammel by, det så man tydeligt af de mange gamle, til dels forfaldne bygninger som her og der var ved at falde i knæ. Vi vandrede de enge gader op og ned på udkik efter koreanske møbler. Jeg havde længe ønsket at eje sådan et stykke, blot et lille stykke forklarede jeg Fritz. Vi fandt ingen pæne stykker, det vi så var utroligt dyrt og ikke så pænt, som det jeg havde set i Singapore. Derefter bestemte vi os til fiskemarkedet, det var en sand oplevelse. Overalt svømmede fisk i alle mulige størrelser i tanker, spande og beholdere. Jeg fik øje på en lille blæksprutte som forsøgte at sno sig væk i menneskemylderet og følte medlidenhed med den. Med et bredt grin på ansigtet puttede en kone den tilbage i en lille spand. Hvad for et stress for et levende væsen jeg ynkede inderligt på fiskens vegne. Bagefter fortrød jeg, at jeg ikke havde købt den og sat den fri i havet. Den havde forsøgt at finde en vej ud, det ville have været et under for den at blive sat fri. Her så vi også slagtede fisk, grønsager, mærkelige rødder og andre udefinerbare ting i mærkelige farver. Færdigkogte retter var her og der til salg, eller man hang selv ind over bordet og spiste, mens man underholdt sig med hinanden. "Lad os spise til middag her", afgjorde vi. Vi havde opdaget små lave borde og måtter til at sidde på. Til vores store overraskelse var fiskene meget dyre, og det et sted hvor det vrimlede med fisk. Vi prøvede andre steder, men overalt var det forholdsvis dyrt. Vi bestemte os til en ensom fisk, fik spist og fortsatte turen.
   Den engelsktalende person i hotellet hjalp os til at organisere en tur for de næste par dage. På busstationen købte Fritz billetterne, det var ikke så nemt, fordi der var ikke en der talte engelsk. Med kortet i hånden og en seddel, hvor manden fra receptionen havde skrevet bestemmelsesstedet på, pegede han på sedlen og viste samtidig fire finger. Efter mange ord som han ikke forstod, fik han fire billetter. Jeg benyttede lejligheden til at kikke på ting i en kiosk, en hat havde fanget min interesse og snart sad den på mit hoved. Den var et lille kunstværk flettet af meget fine bambusstrå, jeg havde glæde af den i mange år, indtil den til sidst gik i stykker. Den kunne også trykkes sammen og lægges i en kuffert. Så snart jeg tog den frem, fandt den sin form igen. Efter et par timers kørsel kom vi til en gammel landsby, hvor man kunne se, hvordan befolkningen havde levet før i tiden. En sort gris gryntede fornøjet i en slags indhegning af sten. Jeg var overrasket, for svinekød var noget af en mangelvare på disse kanter. Måske turisterne skulle have fornøjelsen af at se, hvordan en gris så ud. Imellem husene var stole og borde af sten anbragt og en kæmpe statue stod midt på en åben plads, ligeledes af sten. Her i landet var man gode til at arbejde med den slags, bemærkede vi. I cafeteriet fik vi øje på en gammeldags nudel-maskine. Under latter og fnisen fik Fritz dem til at demonstrere den, mens jeg tog billeder. Bagefter spiste vi alle en god portion nudler.
   Det næste stop var de berømte kongegrave fra omkring det sjette århundrede. Af de mange grave og deres utrolige store størrelse fik man indtryk af, at livet efter døden var noget man beskæftigede sig med - også dengang. Et af gravkamrene var åbent for publikum, i et kammer lavet af træ var forskellige ting som kongerne havde haft brug for pænt arrangeret, der i blandt en guldkrone, krukker, pynt og ting for deres heste. Hvad for forestillinger havde disse mennesker haft til livet efter døden? Efter gravmælet at dømme, ønskede de ikke at blive glemt. Fritz skyndte på os, han ønskede ikke at dvæle for længe ved de døde. Det var sandt, en mærkelig, stikkende følelse kunne fornemmes på stedet. Robert følte sig dårlig, og jeg begyndte at få ondt forskellige steder. Hurtig bad jeg for Jesus blod som beskyttelse, for hvad det nu kunne være. Vi blev enige om, at det ikke havde noget at gøre med Guds kraft og skyndte os at forlade stedet.
   Igen rullede vi hen ad landevejen, her og der solgte man grønsager og svesker ved busstoppestederne. Rigtig fattigdom som i Afrika og Indien får man ikke indtryk af, alle synes at have nok til det daglige. På vores 14 dages rejse rundt i landet så vi heller ingen som tiggede. At dette ikke er tilfældet i Nord Korea, det ved man god besked om, og skulle det ikke minde en om, hvor vigtigt det er altid at bede for regeringen, lige meget om man kan lide dem eller ikke. Gud kan give, hvad han vil, til hvem han vil, hvornår han vil. Ordsprogenes bog kapitel 21 vers 1: En konges tanker er under Herrens kontrol, han styrer dem som vandet der ledes til den tørre mark. En turistby, som jeg har glemt navnet på, men som vi var meget imponeret over, var vores næste stop. Selv i Svejts kan man ikke bygge flottere træhuse. Desværre var den, ellers så interessante by, næsten mennesketom. Vi indlogerede os i et moderne hotel i chale stil. Dernæst var vi ude at se på byens største attraktion, et kæmpe stort buddhist tempel. En tropisk kaktushave, en bro, dekoreret med mange drager, og en lille sø med springvand fik vi også set på og tog nogle interessante billeder. Fritz håbede meget at man her serverede ordentlig mad, siden det udadtil var en flot by. Desværre måtte han lade sig nøje med kogt ris med champion og høns samt en masse kim chi. Han var selv ude i køkkenet og se på, hvad de havde. En ældre kone, med få tænder i munden, viste ham med fornøjelse rundt i det lille køkken. "Det er utrolig så enkelt man lever her", bemærkede han. Før vi kom tilbage til Singapore havde han tabt fire kilo. Næste dag gik turen ned til spidsen af Korea. Der ventede vi et par timer på færgen som bragte os til Cheju-øen, eller Honeymoon-øen som den også kaldes, fordi det er et berømt sted at tilbringe flitter-ugerne.
   Det var begyndt at banke i min store tå, den var også meget rød og hævet. Endnu engang kom nogen for nær til den, denne gang blev en håndtaske placeret oven på den. Jeg skreg højt af smerte og beordrede min hensynsløse familie til at passe bedre på. Alle var en lille smule slukøret, det var da også meget uheldigt. Vi sejlede over om natten, men jeg kunne ikke finde søvn, fordi tåen gjorde meget ondt. Den splittede tånegl borede sig ned i det ømme kød. "Giv mig et godt råd" bad jeg indtrængende. Jeg stod op og gik op på dækket og bestilte noget is. To timer sad jeg på trappen ved siden af cafeteriet og afkølede tåen, derefter begyndte jeg forsigtigt, at klippe de spidser af som borede sig ned i kødet. Det hjalp, tilfreds med resultatet gik jeg tilbage til min slumrende familie og faldt i søvn. Næste morgen spurgte Fritz pænt til min tå, jeg kunne vise dem, at den var ved at helbredes.
   Den dominerende farve på Cheju-øen er en ret usædvanlig farve, nemlig sort. Kan man forestille sig at noget er kønt, når det er sort. Sandet er sort og passer vidunderligt til det blågrønne hav. Vi solede og badede os det meste af dagen. Hvad for en oplevelse at slappe af på en sort strandbred, og sole sig på sorte stene. Jeg puttede et par af de porøse stene i tasken til minde om den vidunderlige dag. Det klare saltvand skyllede de sidste bakterier ud af huden på tåen og den hævede ikke igen. Gud ske tak og lov. Det var ikke kun sandet som var sort på øen men også huse og vejstene, jeg fik til og med øje på en sort kirke på vores bytur. Vi havde indlogeret os, på et af de få hoteller som fandtes i byen.
   Vi fik øje på noget som hed en ride-stald, da vi sammen studerede kortet over den lille ø om aftenen. Det lyder interessant, mente børnene og begyndte at overtale Fritz til en ridetur. Efter morgenmaden næste dag steg vi på bussen. Den var tom da vi steg på, derfor havde vi alle vindue pladser. Ikke længe efter steg den ene ældre person efter den anden på bussen. Snart havde vi alle en ældre person ved siden af os, også selv om der var andre tomme sæder i bussen. En ældre kone, som sad ved siden af mig, betragtede mig nysgerrigt. Når vores øjne mødtes, smilede hun hjerteligt med en tandløs mund og et glimt i øjnene. Af og til rodede hun i tasken foran sig, og prøvende tilbød hun mig noget, som jeg umuligt kunne definere. Jeg rystede smilende på hovedet, mens jeg afværgende vinkede med hånden, også selv om hun var gammel, var hendes barnlige ærlige nysgerrighed meget charmerende. Jeg undrede mig over hvor gammel hun kunne være, og hvorfor der var så mange ældre mennesker med bussen. Vi passede godt på at følge med på kortet. Tilsyneladende var der ikke kun en ride-stald på øen men mange. Her og der så vi små flokke af heste med deres herrer, men vi havde udsøgt vores bestemmelse sted, og der skulle vi hen. Fritz mente, efter en times tid, her må det være at dømme efter kortet. Vi steg ud af bussen, ligesom de fleste af de ældre mennesker, og begyndte at spadsere op til noget som kunne ligne en større moderne farm. For første gang på hele turen så vi køer. Flotte sortbrogede køer græssede på store marker til venstre og højre af vejen. Nogen måtte have haft en mægtig god ide med at importere køer. Ankommet oppe ved farmen begyndte vi at holde udkik efter en hestestald. Til vores skuffelse fandt vi ingen, derimod landede vi på et kontor, hvor vi venligt blev modtaget af en nonne. Vi fik tilbudt en varm drink, nonnen begyndte at forklare. Stedet var et alderdomshjem, som var stiftet af en katolsk præst, som var fra Irland ligesom hende selv. Han havde også set til at køer blev importeret. Farmen havde mange små huse, der boede de familier gratis som, så længe de arbejdede på farmen, tog en ældre person i pleje. Mens hun således forklarede, gik den ene ældre person efter den anden hurtigt igennem kontoret, alt imens de verfede nysgerrige blikke efter os, vi var sandelig også værd at se på. Jeg kikkede ud af vinduet, fordi over for var en ældre kone klatret op på en stol. Omringet af andre ældre mennesker, prøvede hun at komme ind igennem et vindue. Nonnen rejste sig hurtigt og gik over for at finde ud af, hvad der var i vejen. Efter et øjeblik kom hun tilbage, den ældre kone havde mistet sin nøgle og kunne ikke komme ind i værelset, forklarede hun. Vi takkede for sluderen og den varme drink og begav os på vej til ride-farmen. Fritz og børnene fik hver en lille hest, og det blev forklaret hvor de havde lov til at ride. Jeg tog fotos og så fornøjet efter dem, da de red ud på marken under opsyn af ejerne. Når jeg havde et øjeblik for mig selv, bad jeg for Fritzli og Lucie i Singapore, og for en velsignet ferie som var værd at huske på.
   Igen tilbage på festlandet satte vi os ind i et tog som i en dag bragte os tilbage til hovedstaden Soul. Dagen fløj forbi i et nu. Fritz og jeg begyndte at fortælle om vores ungdom og om hvordan vi havde lært hinanden at kende. Det blev til flere historier og børnene lyttede, lo og spurgte os grundigt ud. Det havde ikke stået på vores rejseplan at tage strækningen tilbage til Soul på en dag, for vi havde stadigvæk et par dage til rådighed, før vi skulle rejse tilbage til Singapore. Sent fredag aften ankom vi til det samme hotel, vi havde boet på den første dag. I receptionen meddelte man os, at de desværre kun havde et ledigt værelse til rådighed, hotellets honeymoon-værelse. Vi var oppe og kikke på det først, børnene blev med det samme aldeles begejstret. Det var en glimrende ide at overnatte i et honeymoon-værelse efter at have været på honeymoon-øen. En dobbeltseng var redt op på gulvet med bløde satinlagner. Man kunne uden videre rede op til to til. Værelset var meget stort med et værelse som indgang eller opholdsrum. "Så prøver vi det også", afgjorde Fritz. Man forsikrede os om, at vi kunne få et andet værelse den næste dag, hvis vi ønskede det. På vej ned til restaurationen havde vi tittet ind i andre værelser, hvor døren stod lidt på klem og derved opdaget at det måtte være skik og brug her i landet at sove på gulvet. Vi blev så begejstret for de gode tynde madrasser og de fine silkelagner, at vi blev der de to følgende nætter. Så snart vi var tilbage i Singapore, bestilte jeg en ny hård madras til vores seng, og så mig om efter satin pysjamaer.
   Eftersom vi var kommet tidligere tilbage, blev det besluttet, at vi skulle besøge den største kirke i verden den følgende søndag. Næst efter den findes også den største protestantiske kirke og den største katolske kirke i Soul. Vi havde et par gang hørt præsten Dr. Yongi prædike i Singapore. Fra toget havde vi set mange små kryds på hustagene, da vi kørte ind i byen. "Er de alle sammen katolske?" spurgte Fritz. Jeg kunne forklare, at korsene var tegn på, at her befandt sig en bibel kreds." Det er bedst, vi først finder ud af, hvor kirken ligger", sagde Fritz eftertænksom "så kommer vi ikke for sent til gudstjeneste om søndagen". Kirken var ikke en almindelig kirke i ordets forstand, men kæmpe bygninger som befandt sig på en halvø. Vi så os om i hovedkirken, en kvinde bad højt og hjerteskærende oppefra, kirken bestod af flere etager. Noget vidnede til mig, at hun bad for sådanne som havde det svært med sig selv. Vi så også bede-kamrene, små kamre hvor mennesker opholdt sig for kun at bede og søge Gud. Jeg havde læst om dette og vidste, at de blev flittigt benyttet. Jeg vidste også at her bad mennesker 24 timer i døgnet dag ud og dag ind.
   Om eftermiddagen så vi på butikker, men ingen af os var i stand til rigtig at glæde os, over det vi så. Noget var sket inden i kirken, derfor havde vi ingen glæde af alle de fine ting. Jeg købte alligevel en af den slags fodrede frakker, som Korea er berømt for at sælge billig. Min sidste vinterfrakke havde jeg købt før vi blev gift i Svejts. Jeg begyndte at føle mig nedtrykt og bedrøvet, bare alting er i orden med Fritzli tænkte jeg ved mig selv. Silvia hang også med hovedet, lagde jeg mærke til. Hun, ligesom jeg, vidste ikke rigtig hvorfor. Fritz ville ikke være ved det, men noget måtte være forkert. Om aftenen ringede vi hjem, Lucie beroligede os alle sammen med at alting var i orden med Fritzli. Vi tændte for fjernsynet og prøvede at skubbe de urolige tanker væk, at noget var forkert et eller andet sted, med nogen vi kendte. Søndag morgen gik det os alle en lille smule bedre, men den mismodige stemning fra dagen før, var der stadigvæk. Med taxi ankom vi rettidigt til kirken. Mange tusinde mennesker stod og ventede på, at dørene skulle åbne. Færdselspolitiet holdt øje med trafikken og dirigerede alle den rigtige vej. Efter måske 10 minutter, kom en mand hen til os. Med hånden vinkede han os efter sig i menneskemylderet. Vi fulgte efter ham ind i kirken igennem en sidedør, og efter et øjeblik sad vi på et bekvemt polstret sæde på en af balkonerne. Foran os havde vi øre-fon til at indstille på tysk, engelsk, fransk, og japansk, det lod os vide for hvad det skulle bruges til. Et øjeblik efter blev dørene åbnet, folk strømmede som myrer hen til sæderne. Det er virkelig sandt, de gik ikke, men løb for at få et sæde så hurtigt som muligt. Det varede ikke længe, før de mange tusinde mennesker, omkring 40.000, var placeret under kirkens blå tag, hvorfra det blinkede med mange små lamper ligesom en stjerneklar himmel. Et kor på omkring 200 personer sang aldeles vidunderligt. Senere fik vi at vide, at der var fem kor i alt på samme størrelse - et kor til hver gudstjeneste om søndagen.
   Menneskeskaren begyndte at synge, og et brøl af pris og lov fyldte kirken fra væg til væg, det var umuligt at høre, hvad man selv sang. Derefter blev der bedt, og det på en måde vi aldrig før havde oplevet. Folk bad med hele kroppen, råbte til Gud og stampede i gulvet for omkring fem minutter. Præsten selv kom frem på podiet, der blev givet en invitation, for sådanne som ønskede at omvende sig, til at stå op. Foran os sad en ung mand og en ung pige. Pigen klappede den unge mand på ryggen, og han stod op, jeg bad også for ham. Præsten begyndte at prædike, teksten var taget fra Mattæus 11, 28: Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder, jeg vil give jer hvile. Med enkle ord forklarede præsten en lignelse, om en kvinde som steg ind i en taxi med en kurv på hovedet. Mange af os var ligesom hende, vi beholdt vores byrden, selv om Jesus havde sagt, han ville tage den for os.
   På vej ud af kirken i menneskemylderet opdagede jeg, at byrden fra dagen før fuldstændig var væk. Jeg følte mig glad og let om sindet, det samme var tilfældet med de andre. Hvis den som prædiker kender Gud personligt, er det ord Gud giver ham levende og de som hører det oplever også Gud på en meget personlig måde. Uden tvivl, Guds Ånd virkede meget stærkt på dette sted. Vi fulgte efter en person med et hvidt flag, og efter få minutter sad vi i et konferenceværelse sammen med andre besøgende fra udlandet. En amerikansk dame, som i mange år havde arbejdet for kirken som missionær, forklarede os, hvordan det hele var begyndt. På vægen hang billeder, af de 100 præster som Dr. Yongi havde under sig. Videre forklarede hun, at han tilbragte fire timer i bøn hver dag, han bad meget for sine præster. De havde utroligt mange hus-kirker, de deltagende bad trofast for familie, venner, bekendte og naboer. Hvis nogen var syge, blev der bedt for dem af de kristne, og når de var helbredt, hvad de næsten altid blev, fordi de var meget stærke i forbøn, blev den helbredte inviteret med i en hus-kirke for at fortælle, hvad der var sket. For det meste omvendte de sig allerede anden gang. Den amerikanske dame tilstod, at det var svært helt nøjagtig at vide, om de enkle medlemmer også var fuldstændig overbevist og voksede rigtig i troen, fordi det hele var så enormt stort. De antog at måske 20 procent hang et sted midt imellem. Doktor Yongis prædikener blev optaget på video og sendt ud til de forskellige kirker, fordi han altid havde et ord direkte fra Gud, som de forskellige menigheder ikke ville gå glip af. Selv var han imod at alle absolut ville høre ham hver uge, men det havde udviklet sig således. En gang om ugen havde de forbøn fra aftenen til tidligt næste morgenen. Klokken 12 midnat gik de fleste udlændinge hjem. Koranerne selv forsatte til morgengryden. Medbragte børn blev lagt på gulvet et eller andet sted, mens forældrene sang i 20 minutter, bad i 20 minutter og lyttede til Guds ord i 20 minutter for derefter at begynde forfra igen. Den amerikanske dame fortalte om en ung mand som havde været lam og ligget til sengs længe. Pludselig var han stået ud af sengen, gået ud på vejen, mens han højt lovede og priste Gud for sin helbredelse. Skarer af mennesker fra landsbyen fulgte efter ham meget oprevet af det skete. Hun forklarede, at man vidste i kirken, at der ville komme et tidspunkt før Jesus anden komme, hvor mange tusinde af de kroniske syge også ville blive helbredt. De vidste ikke helt bestemt hvornår, men formåede, at tiden var meget nær. Disse ord varmede mit hjerte, ja en følelse af fuldkommenhed tog plads i mit indere, det var det, jeg havde ventet på i mange år.
   Tilbage I Singapore ventede Fritzli på os. Allerede efter to uger savnede jeg ham meget og var glad for at finde ham og Lucie i god behold