Når min barndoms angst var stor, og vi var på besøg hos nogen, fandt jeg deres badeværelse.
   Jeg låste døren, og så lukkede jeg op for det kolde vand fra vandhanen. Jeg lyttede til vandet der fossede ned i vasken, mens jeg lukkede verden ude.

Så begyndte jeg at tælle. Jeg tror, jeg lige var begyndt at lære bogstaverne. De bogstaver der måtte tælles var a e i o u y æ ø å. Og det skulle ende med et 5 tal, 10 tal eller på 15. Så jeg gik rundt og undersøgte alle ting på badeværelset for at finde bogstaver. WC pulveret bagved toilettet, sæber, sommetider måtte jeg kigge ekstra godt efter for at finde et bogstav mere for at få det til at passe, alt imens vandet strømmede ned i vasken.
   Lyden af vandet var altid beroligende. Jeg har altid elsket vand. Og sådan er det også i dag.
   Første bogstav i højre side, andet i venstre side, næste højre og næste venstre. Når det skulle ende på 5, var det sidste bogstav midt imellem. Så var ringen sluttet, og det passede sammen. Det var det samme, når det skulle ende på 15, det var det bedste. 10 var lidt dårligt, men sommetider var jeg nødt til at bruge det. -
   Der kunne godt gå lang tid. Og sommetider måtte jeg kravle under vasken eller toilettet eller undersøge vinduet for at finde bogstaver, så det hele kunne passe.
   De rigtige bogstaver skulle samles, så det hele gik op.

Når vi kørte i bil, var det næsten det samme. Telefonpælene skulle tælles og passe på 1 2 og højre og venstre, og een midt i mellem som afslutning. Det var ligesom, det holdt mig fast at tælle. Så var jeg helt min egen, der.
   Jeg elskede mine dukker, og følte mig altid som en mor, når jeg gik op og ned i skolegården med slæbende træsko uden hæl med min nye dukkevogn. Mine dukker var levende, og de var altid hos mig. Jeg husker en dag, jeg ikke måtte få min ene dukke med, da vi skulle besøge nogen. Den sad i gangvinduet og kiggede på mig, og jeg kunne ikke tåle at forlade den. Jeg følte, at den græd. Jeg kan ikke huske, om jeg fik den med til sidst, eller ej. Jeg husker bare så tydeligt endnu, hvordan den sad der og var ked af det, og min mave der snurrede i angst over at skulle forlade den. Det var forfærdeligt.
   Jeg kunne være bange for så meget. Min angst satte sig altid på et eller andet. Tandlægebesøg var jeg rædselsslagen for. Engang brugte jeg dage på at rykke en rask tand ud, fordi jeg troede, der var noget galt med den. Jeg var ligeglad med, at det gjorde ondt. Jeg ville bare ikke til tandlæge.

Engang imellem opstod der perioder af lettelse, over een alle anden angst der var gået over.
   Solen skinnede. Det var forår. Mit nye sippetov var selvlysende grønt og lyserødt. Jeg sippede i glæde over alt, for min angst var pludselig drevet over, som en stor sort sky for solen der var forsvundet. Alt i mig var pludselig opfyldt af en helt ny lykke. Den var dyb, og der var ikke noget der kunne slå den ud. Det var bare en fantastisk følelse, som altid kun varede i alt for kort tid.
   Så genopstod angsten igen. For noget andet. Det kunne være så meget.
   Jeg ved ikke, hvorfor det var så vigtigt, at få det at tælle bogstaver til at gå op. Men sådan skulle det være. Og det var meget vigtigt. Så var det ligesom, jeg også selv kunne være der.
   Ligesom vandet, der altid skulle risle i mine ører, selv længe efter jeg havde lukket for hanen.