Køb af lejlighed.

En dag, da jeg lige var kommet hjem fra indkøb, fortalte Fritz, at han havde investeret 50.000 dollar i guld. Overrasket gav jeg til svar:" Du kunne ellers godt lige havde spurgt mig om det først". "Jeg følte, det skulle jeg ikke", gav han til svar. Den troede jeg ikke på og hvad skete der, guldet sank og sank, som det ikke havde gjort i mange år. Nu var jeg for alvor overbevist om, at Fritz havde gjort det helt forkerte. Vi havde aldrig før investeret et større beløb i noget, dette her blev nok en god lærestreg for ham. Robert var oftere forkølet i denne tid. En morgen vågnede han ved at næsen igen løb. Jeg sagde:" Åh, Robert, nu er du igen forkølet"." Ja, ved du hvorfor", gav han til svar: "Jeg drømte, jeg skulle drikke vand med et sugerør igennem næsen ude i børnehaven. Det var det vand vi bruger til at dyppe penslerne I, når vi maler med vandfarve". Bekymret lyttede jeg til hans forklaring, hvorfor havde han haft sådan en afskyelig drøm, var der noget som plagede ham. Hvordan kan det ske, når man er kristen, spurgte jeg Gud. Samme aften bad vi sammen om, at Gud ville give ham gode drømme om natten. Tidligt næste morgen kom han ind i soveværelset ivrig efter at fortælle, hvad han havde drømt i nattens løb. Da han stod i døren spurgte jeg:" Drømte du godt i nat". "Ja, gav han uskyldigt til svar, jeg drømte, at far stod på et bjerg med en sæk guld i hånden, først tabte han det, men han fik det hele tilbage igen". Måbende betragtede jeg min lille søn, om de 50.000 vidste han ikke besked, derfor havde han heller ikke fundet på det. Fritz nikkede samtykkende med hovedet og bemærkede: "Ja, far får guldet tilbage, det tror jeg også". Jeg havde ikke mere at skulle have sagt i den sag. Nu var jeg kun spændt på, hvad der ville ske. En ting vidste jeg, Gud var ved at lære Fritz noget angående penge, og jeg skulle ikke involveres.
   Sommeren efter Fritz var begyndt i SATS skrev vi 1982. Vi besluttede at vove det store spring med køb af en lejlighed. Vi ferierede i Fritz forældres hus for anden gang efter forældrenes død, men det ville vi ikke vedblive at kunne, for søstrene var blevet enige om at leje det ud. Et ældre hus skal også holdes ved lige og ses efter. Vi havde kun så og så mange ugers ferie til rådighed, derfor kunne vi ikke være alt for kræsne, når det kom til at træffe et valg. Vi havde også for at møblere det og holde lidt ferie den samme sommer. Hver morgen studerede vi aviserne og ringede forskellige steder. Fritz havde en tante i Berner Oberland. Det blev aftalt, vi skulle besøge dem, de ville samtidig vise os et par nye lejligheder som var til salg. Burgmatt ligger helt idyllisk ved siden af skov og sø. Vi forelskede os i stedet lige med det samme. Fritz og jeg havde i forvejen aftalt, at det sted vi syntes om første gang, det ville vi købe. I løbet af kort tid blev vi blevet ejere af en fire og en halv værelses lejlighed. Den uge vi skrev under på dokumenterne, begyndte priserne på guld at stige igen. Det var et under, for vi havde ikke indrettet køb af lejligheden efter guldpriserne. Gud havde vidst det hele forud. Det gav os fornemmelsen af, at have en velsignet lejlighed. Gud mener det godt med os og er interesseret i alt hvad vi foretager os.
   Det var den 12. august, en pragtfuld dag. Det var højsommer, solen skinnede fra en skyfri himmel, og fuglene kvidrede fra morgen til aften. Tuner søen indrammede byen perfekt til den ene side, mens bjergene i fornem afstand afspejlede sig i søen på den anden side. Bjerget, Niesen, kunne ses i sin fulde højde, af det kan man aflæse vejret. Hvis det har en hat af skyer på toppen, blev vejret godt, havde den en krave på, kan man vove sig ud, var der et bælte midt på, regnede det højst sandsynlig før aften. Længere oppe kunne man skimte skoven som satte skillet til den næste lille by. Under skoven befinder jernbanestationen sig, af og til hørte man i det fjerne, et tog køre forbi. Ved skovkanten skimter man marker beplantet med vindruer. De grænser ned til et urgammelt slot som passer perfekt ind i billedet. Langs søen er der en vidunderlig strandvej som benyttes af mange hver dag som spadserevej. Fem minutter fra strandvejen, ved siden af skoven, ligger huset, hvor vi købte vores lejlighed.
   Så snart vi havde fået overrakt nøglerne, blev vores ting bestilt til lejligheden. Da vi forlod Svejts for at rejse til Indien, var vores møbler blevet sat ind til opbevaring. Fritzli var kommet på et hjem en måneds tid i Wildersmeth, sådan at jeg havde god tid til at få alt i orden. Det var dejligt at se alle vores ting igen. Det hele passede så fint ind, selv om det var gamle møbler og lejligheden var ny. Silvia fik lov til at lægge det pæne sølvtøj på plads i buffeten. Beundrende sagde hun:" Mor jeg vidste ikke, vi var så rige". Ja, det var sandt, vi havde altid levet beskedent, med det vi havde brug for og forsøgt at spare, hvor det var muligt, men i dette øjeblik følte vi os alle rige. Det at eje noget i Svejts gav os også på fornemmelsen at være ægte svejtser. Nu kunne vi komme på ferie flere gange om året, og det ville børnene have rigtig godt af. Vi var også blevet kørende, Fritz' tante havde lånt os deres bil. Hans, som manden til tanten hed, havde været lokomotivfører før han blev pensioneret. De foretrak ofte at tage med toget, når de skulle et eller andet sted hen og brugte derfor sjældent bilen. "Den har godt af at køre nogle kilometer", påstod onkel Hans. Da vejret var mildt og varmt, legede børnene ude en stor del af tiden. De kom hurtig i kontakt med nabobørnene, snart følte vi os hjemme i de skønne omgivelser. Nu da vi var kørende, ville vi gerne vise børnene det kønne Svejts. Vi opsøgte familie og venner kørte igennem dale og bjerge. Børnene var ved at blive rigtige svejtser.
   Fritzli blev hentet i Wildersmeth, før jeg tog ham hjem, havde jeg en samtale med den kvindelig læge som var ansvarlig for afdelingen. Fritzli var blevet undersøgt, man gjorde mig opmærksom på, at den ene hofte var ude af led. Hun rådede mig til at operere ham, for ellers ville det plage ham senere i livet. Jeg havde godt nok lagt mærke til, at det ene ben var blevet en lille smule kortere end det andet, men han havde ingen smerter, det var jeg overbevist om. Af den grund ønskede jeg også at vente med operationen. Fik han virkelig smerter senere hen, så kunne vi tale om det igen, men for øjeblikket plagede det ham ikke. Ferien var forbi for denne gang, men vi ville komme tilbage igen, til dette velsignet kønne sted imellem bjerge og dale.
   Ferie.
   Når vi kom tilbage fra en ferie, varede det ikke længe, før vi planlagde den næste. Denne gang ville vi gerne opleve vinteren og foråret i Svejts. Den 27. marts 1983 rejste jeg med alle tre børn alene til Svejts. Fritzli blev pakket godt ind, når vi var ude på vores daglige spadsereture. Han sad i en varm, foret pose, af og til følte jeg efter på benene, om de var ved at blive kolde. Når vi tog på en længere tur, havde jeg en varmeflaske med. Blev benene kolde, gik vi ind i en restauration og fik den fyldt op med varmt vand. "En lille smule kulde for en gangs skyld skader ikke, han overlever". tænkte jeg. Han var begejstret for afvekslingen i hverdagen, blot det at sidde en halv time i solen ude på balkonen ved middagstid godt klædt på, var noget han nød i fulde drag. Når vi spurgte ham ud om, om han kunne lide kulden, spærrede han munden vidt op og viste alle tænderne, mens øjnene strålede. Et par dage før vi skulle rejste tilbage, skete det alligevel, Fritzli fik høj feber. Jeg spurgte lægen, om jeg kunne tage ham med i flyet, når han havde feber, det mente han jeg kunne. Indvendig var jeg ikke overbevist, og den stemme skulle jeg havde lyttet til. I toget på vej til flyvepladsen sov han det meste af tiden. Ude på flyvepladsen blev han set efter og ordnet, før vi steg ind i flyvemaskinen. Vi var blevet placeret i businessclass. Ved siden af mig sad en høj kraftig mand. Han havde lagt sine briller og en bog på sædet imellem os. Der var ikke nogen vej uden om, jeg brugte det sæde til Fritzli. Undskyldende gjorde jeg ham opmærksom på, at jeg var nødt til at gøre brug af den stol. Undskyldende fjernede han sine ting, jeg flyttede over ved siden af ham, og Fritzli blev lagt på et par sæder. Det er sidste gang jeg flyver på denne måde, tænkte jeg, fra nu af er jeg nødt til at flyve første klasse, når jeg har ham med. Fritzli havde det stadigvæk ikke for godt. Efter aftensmaden udbrød Silvia med en gang:" Kik på Fritzli, mor, han kan næsten ikke få luft, du er nødt til at gøre noget". Det var rigtigt, han lå og kæmpede for at få luft. Hurtigt sagde jeg: "Læg din hånd på ham og bed i dit hjerte, jeg gør det samme". Det blev ikke til en lang bøn, kort og godt bad jeg: "Jesus har du givet Fritz stillingen ved Singapore Airline, for at hans søn skulle dø i en flyvemaskine. Jeg er absolut ikke ansvarlig for, hvad der sker her, jeg træder ud af denne situation, kom ind så hurtig som mulig". For mine lukkede øjne så jeg et mægtigt vandfald, jeg vidste det symboliserede den Hellige Ånd, Jesus forklarede kvinden ved brønden, at i den som tror på ham, springer kvælder af levende vand frem. Med en gang følte jeg mig meget træt. Jeg åbnede øjnene og kikkede på Fritzli, han var faldet i søvn og trak vejret roligt og langsomt. Gud ske tak og lov til den som sidder i det højeste og hører vores bønner. Jeg blev så glad, situationen havde været meget kritisk. Selv om jeg var træt nok til at døse lidt, foretrak jeg at love og prise Gud de næste par timer. Han havde igen, som så mange gange før, reddet situationen. Den kraftige mand ved siden af mig sov mindst lige så dybt og godt som Fritzli. Guds velsignelse må også havde ramt ham, fordi han sad ved siden af os. Han snorkede højlydt, og hvis han ikke havde været så kraftig, var han muligvis gledet ned ad stolen. I tankerne gennemgik jeg vores samtale. Han kom fra en familie af 14 søskende, rejste rundt i verden og solgte noget som havde med atomkraftværker at gøre. Hans børn var fløjet ud af reden, og derfor havde hans kone dårlige nerver. Han livede tilsyneladende op på sine udenlands ture, det gav ham, det ekstra han trængte til. Jeg havde prøvet at dreje samtalen, til den indflydelse kvinder kunne have i verden, hvis de opdragede deres børn i den kristne tro. Fordi han kom fra en børnerig familie, syntes jeg, det var et mægtigt godt emne. Han mærkede hurtigt, hvorhen jeg ville, og et blik på Fritzli var vel nok til at fortælle ham hvorfor, men han havde ikke været åben til samtalen. Her sad han ved siden af mig og sov trykt som en baby med Guds velsignelse og anede ikke det mindste om det.
   Et par timer før vi landede, vågnede han, strakte sig og gav udtryk for, at han havde sovet usædvanligt godt, ja, så godt sov han ellers ikke på sine lange rejser. Jeg havde den største lyst til at fortælle ham hvorfor, lige rent ud. I dag havde jeg bestemt gjort det. Han som solgte noget som havde at gøre med kraft, havde siddet og sovet med velsignelse fra den som sidder i det højeste og som har al kraft, uden at han anede det mindste om det. Silvia havde fået vindue plads på den anden side. Robert havde derfor to sæder at sove på. Stewardesserne begyndte at servere morgenmaden. Fritzli sov stadigvæk, fordi han sov så trykt og godt, vækkede jeg ham ikke, han havde mere brug for søvn end noget at spise, besluttede jeg.
   Silvia sad med høretelefonen på og morede sig øjensynligt meget. Ved siden af hende sad en af udseende at dømme indisk business mand som også havde høretelefon på. Han morede sig øjensynligt også meget og gjorde samtidig sit bedste til at undertrykke det. Silvia gjorde tegn til os om at lytte. Robert begyndte også at lytte og snart lo han af sine lungers fulde kraft, ja han stod op på sædet og lo og lo. Nu blev jeg også interesseret og begyndte at lytte. Det var en komedie med den amerikanske komiker Cosby, men så sjov som han var denne gang, har jeg aldrig før eller senere oplevet ham. Det handlede om en familie, hvor moren var syg, derfor var faren nødt til at stå op og lave morgenmad til alle seks børn. Snart kunne jeg heller ikke side ned for latter. Jeg stod op, gik om bag ved stolen, som var den sidste på linjen og lagde armene over ryglænet og lo og lo. Jeg havde på fornemmelsen, at kunne le syv gange mere, hvis det havde været muligt. Ingen længe sad alle passagererne med høretelefoner på og lo og morede sig hjerteligt. Jeg betragtede dem alle bagfra, det var et morsomt syn. Stewardesserne gik omkring med et spørgende udtryk i ansigtet forundret over situationen med passagererne.
   Det der var sket med Fritzli om natten var ligesom skubbet 100 år væk. Alle omkring ham lo og morede sig, mens han sov sødt og godt. Med engang vidste jeg hvorfor, jeg havde sagt til Jesus, at han skulle skynde sig at komme. Hvor Jesus er, er glæden meget stor, måske sad han også og lyttede til Cosby et eller andet sted. Langsomt gik jeg en tur rundt i flyet og betragtede passagerne, jeg genkendte ikke Jesus nogen steder. Hans Ånd havde i hvert fald været til stede, det havde jeg fået klare beviser for. Jeg tvivlede ikke på at englene som havde været til stede i det kritiske øjeblik også morede sig med os. Fritz stod ved indgangen til flyvemaskinen ved vores ankomst. Vi sagde farvel til den kraftige mand, han havde været så venlig og taget noget af min bagage i hånden på vejen ud af maskinen, selv om det stort set ikke var nødvendigt, børnene var flinke til at hjælpe til. Fritz fik vores natlige eventyr med det samme." Ja, fint," sagde han uden større begejstring. Der er visse ting som næsten ikke kan forklares. Hjemme ventede Devi med aftensmaden. Jeg forklarede hende, at Fritzli havde været meget syg i flyet, men at han havde det meget bedre nu. Måske jeg selv bliver nødt til at give ham noget at spise, han har ondt i halsen, forklarede jeg. Fritz mente, jeg først skulle sætte mig ned og spise, og lade Devi prøve at give Fritzli hans mad, hun havde ventet hele dagen på os. Efter en halv time kom hun ind i stuen, fæstnede sine øjne spørgende på mig, imens hun forklarede, at Fritzli havde drukket syv kopper te og spist et stort tallerken af grønsager. Hvad hun ikke sagde stod tydeligt skrevet på hendes ansigt, nemlig at jeg havde været for magelig til at give ham noget at spise og drikke i flyet. Jeg opgav at forklare mere om Fritzlis halsbetændelse, som han ikke mere havde. En ting er sikkert, børnene og jeg vil aldrig glemme den flyvetur.
   Uden tvivl er der menneskelige normer, men der er også himmelske. Hvor de to kommer tæt på hinanden, kan det være svært at forstå, hvad der i grunden skete. Fritz fortalte, at Singapore Airline i samme uge måtte mellemlande uden om ruten, fordi et mindre barn havde haft respirationsproblemer og måtte under lægebehandling

Livet på Oriole Cresent

Jul og nytår var forbi en gang til. Her går tiden som et hjul, der vedbliver at dreje sig. Det at der ingen årstider er, er svært at vænne sig til i begyndelsen, men når først tiden er begyndt at rulle, går den meget stærkt i denne del af verden. Man spørger sig selv, hvad har vi nået i den forgangne uge eller det sidste halve år. Måske hænger det sammen med, at befolkningen er af den stræbsomme slags, og vi er blevet smittet af stræb og flid, og altid synes, vi skal nå noget. Snart begynder man med at tage kurser her og der ligesom befolkningen, og en skønne dag spørger man sig selv hvorfor, for det lærte skulle også helst omsættes, altså begynder man at overveje, hvor det lønner sig at investere sin kostbare tid.
   I disse så vigtige gyldne år, havde familien altid første prioritet hos mig, og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg er fuldstændig overbevist om, at den bedste investering man kan gøre i livet, er at investere i sine børn, ikke blot af penge men af tid, kræfter og kærlighed. Året 1986 blev lidt anderledes for befolkningen, fordi indtægternes stejle kurve på kalenderen gik lidt nedad i stedet for opad, som den havde gjort siden vi kom her til. Recession havde ikke undladt at besøge det succesfulde land. Priser begyndte at falde, først på biler og derefter på huse og lejligheder. Kineserne sover ikke længe, det er rigtig i ordets bogstavelig forstand, mange behøver ikke så meget søvn. Derfor har de tid til at arbejde ekstra timer og se midnatsfilme. Nye betingelser til at regulere økonomien blev forklaret over fjernsynet, radioen og avisen. En god måde at regulere lønninger på, er den ekstra bonus som udbetales mange steder hvert år. For eksempel hvis man regner med at få fire måneders ekstra løn i slutningen af året og kun får to, mærkes det. Her er der ingen som dør af sult, fordi de ikke har nok at spise eller af sygdom fordi de ikke har råd til at blive behandlet, men selvfølgelig er der også dem som ikke tjener for meget og som havde hårdt brug for pengene. Skatten betales på en årlig basis af dem som tjener nok, derfor er bonussen en kærkommen gave i slutningen af året.
   En dame, som også gik til Wesly Metodist kirke ringede en dag og spurgte, om vi havde i sinde at flytte fra landet:" Ikke så vidt jeg ved, gav jeg til svar". Hun begrundede spørgsmålet med, at hun havde haft en drøm om, at jeg flyttede ind i et hus, hvor jeg havde meget at gøre. Efter en uges tid drømte jeg også, at vi flyttede ind i et hus. Prøver Gud at fortælle os noget, spurgte jeg mig selv? Jeg begyndte at studere avisen og blev meget overrasket over, hvor meget priserne på huse var faldet. Jeg gjorde Fritz opmærksom på det. "Du kan undersøge, om der er noget der passer dig, så kan vi se på det sammen om lørdagen, når jeg har fri", svarede han. De næste par måneder så vi på huse næsten hver lørdag formiddag. Hvis vi havde besøgt fem, seks steder og ikke brød os om noget af det, vi havde set på, var humøret derefter. I det tilfælde ville vi hellere blive boende på det sted vi havde boet i 10 år, afgjorde vi. Gud måtte have et bestemt hus for os, ellers havde den dame ikke ringet til mig, og jeg havde ikke selv drømt det, derfor vedblev jeg at studere aviserne. En lørdag så vi på et hus ikke langt fra svejtserklubben. Huset lå på en bakke, var i spansk stil med buede vinduer og døre lige efter vores smag. Der var ingen trapper i huset heller ikke udenfor, det var noget, vi også måtte tage i betragtning på grund af Fritzli og hans rullestole. Det bedste ved det hele, til huset hørte en stor have med buske og træer og en lang stor terrasse med en aldeles vidunderlig udsigt. Det var muligvis omkring 40 år gammelt og godt bygget med tykke mure. "Det tager vi på stedet", sagde jeg til Fritz på tysk. Han svarede: "Prøv ikke at vise din begejstring til jeg har diskuteret prisen". Det lykkedes ham at trykke prisen 500 dollar ned under den første pris, Fritz er meget god til den slags. Mens de forhandlede, kikkede jeg ud over skrænten, nød den dejlige udsigt og bad til, at Fritz ikke begyndte at løbe væk, fordi prisen ikke passede ham. Kontrakten var udløbet for mange år siden, på det sted hvor vi boede. De sidste par måneder havde jeg ikke haft en for god følelse angående trapperne. Fritzli var trods alt vokset en hel del de sidste år og hans rullestol var ikke mere af den mindre slags. Vægteren foran måtte altid hjælpe til med at få ham op og ned ad trapperne. Stedet på Oriole Cresent fik vi så billigt, fordi Fritz lovede at tage vare på huset. Det førte med sig, at vi selv var ansvarlige for alt, som skulle males og vedligeholdes. Vi fik nøglen udleveret et par uger før vi flyttede ind, og i den tid havde vi meget travlt med at male og gøre rent indvendig i huset, alt var hvidt både inde og udenfor. Køkkenskabene var ikke de nyeste men pyt med det. De fik en god gang tyk maling, og så de næsten nye ud. Badeværelserne var heller ikke de nyeste, men det gjorde ikke noget, de passede til husets stil. De tre soveværelser og stuen var meget rummelige, større end i mange moderne nye huse eller lejligheder. Det var en ting vi satte høj pris på, vores møbler fra Filippinerne ville rigtig komme til anseelse her. Ved siden af stuen var der et ekstra værelse, som vi planlagde at indrette til et kontor. Naturligvis var der også et lille pigeværelse med tilhørende badeværelse ved siden af køkkenet.
   Fritz ville have nye gardiner til stuen, jeg mente, det behøvede vi ikke, fordi vinduerne var buede, og huset lå sådan, at der ikke var nogen, som kunne kikke ind. "De som boede der før havde det heller ikke, protesterede jeg". Jeg ved ikke, om Fritz bad om det, men en nat drømte jeg, at jeg hang de flotteste gardiner op i stuen. Den følgende søndag kørte vi ud til huset for at tage mål til nye gardiner. Vi havde Fritzli med, ankommet ude ved huset, blev han sat i sin rullestol. Fritz og Robert kørte på indkøb i mellemtiden. Jeg drejede mig om og stak nøglen i døren, bag ved mig hørte jeg en mærkelig lyd. Jeg vendte mig om, hvor var Fritzli? Han sad ikke mere i vognen bag min ryg som for et øjeblik siden. Jeg flyttede øjnene ud imod haven, der hang han frit i luften i sin rullestol, kun støttet af fødderne som lige præcis sad fast midt i rendestenen imellem haven og terrassen. Hvordan var det muligt, at han kunne balancere der uden at styrte forover, hvordan havde han fået fødderne ned i rendestenen? Hurtigt trak jeg rullestolen tilbage til døren og satte bremsen på. Jeg havde ikke lagt mærke til, at terrassen hældede en lille smule ned imod haven, lige nok til at vognen kunne rulle af sig selv. Fra dette øjeblik af var hans vogn altid bremset, når han stod et eller andet sted. Gud ske tak og lov var han ikke styrtet forover i stolen og slået hovedet imod kanten af den hårde cement rendesten. Jeg var, som så mange gange før, fuldstændig overbevist om, at en engel havde været til stede og holdt hans fødder fast, indtil jeg kom til hjælp. Den følgende lørdag købte vi nye flotte gardiner. Fritz ville have flotte gardiner lige meget, hvor meget det kostede. Da de var blevet syet og hængt op, måtte jeg tilstå, at stuen så aldeles nydelig ud, det havde jeg ikke forudset. Den første juni tog vi stolte vores hus i besiddelse. Det var et dejligt hus, og møblerne passede fint ind over det hele. So storslået havde vi aldrig før boet i udlandet, omgivelserne hørte til de dyreste i landet. Hovedsagelig udlændinge og rige kineser boede der. Hver aften spadserede en minister med sin familie forbi vores hus på sin daglige runde og politiet cirkulerede flere gange om dagen, fordi der boede indflydelsesrige mennesker i området. Det bedste ved det hele, for Roberts vedkommende var, at han var en af de første til at komme hjem med skolebussen og også en af de sidste til at blive hentet om morgenen, nu kunne han sove en hel time længere. Fritzli elskede at sidde udenfor i sin vogn både foran og ved siden af huset. Den kinesiske storfamilie ved siden af, forældre og gifte børn som bor sammen, stirrede nysgerrigt hver gang Fritzli var ude at sidde i vognen.
   Naboerne rundt om kikkede forbavset, hver gang Fritz og jeg arbejdede udenfor i haven. Jeg fik en tydelig fornemmelse af, at det gør man ikke her på disse kanter. Efter et par uger kom en havemand forbi og tilbød at tage sig af haven. Da der var et par timers arbejde hver uge med at feje, rydde op og slå græs, ansatte jeg ham. Her vokser alting meget stærkt, buskene skulle klippes regelmæssigt, ellers ville alting komme til at se vildt ud meget hurtigt. Blomster og planter tog jeg mig selv af, heldigvis havde de forrige ladet deres planter blive, da de flyttede.
   Det blev en fast regel for familien at indtage de fleste måltider på terrassen, alt imens vi nød den storslåede udsigt i de skønne omgivelser. Den vidunderlige udsigt blev beundret af mange som kom på besøg i årenes løb. Vi var rigtig stolte af vores nye hjem. Fugle i kønne farver fløj fra det ene træ til det andet og sang fornøjet. Ofte efterabede jeg dem til Fritzlis glæde, når jeg sad udenfor på terrassen og var beskæftiget med hans morgenmad. Det morede vi os begge to af, for nogle af dem gav helt tydeligt og klart svar på tiltale.
   En dag spurgte Robert, om han ikke måtte få en kat. Nogle arbejder I nærheden havde bundet en kat fast ved et træ, han kunne købe den for 10 dollar. Modstræbende gav jeg efter på den betingelse, at katten skulle opholde sig i haven i begyndelsen. Lykkelig svang han sig op på cyklen med ti dollar i lommen. Et øjeblik efter holdt en lastbil foran huset, en mand med tykke handsker på, tog et kat lignende dyr med røde øjne, skarpe tænder og busket hale frem og holdt den op foran mig. Forbavset stirrede jeg på den og udbrød: "Er det en kat Robert"? Det er en mongokat, rettede han mig, hvis du ikke havde købt den, var den blevet kvalt, det sagde arbejderne. Den var blevet bundet til et træ med en snor om halsen. Hver gang den trak i snoren, strammedes den om halsen, sådan tog den langsomt livet af sig selv. En ikke særlig human måde at blive af med et dyr på. Jeg fik manden med handskerne til at sætte mongokatten fri imellem bambustræerne. Vi så den aldrig igen, selv om jeg en tid lang satte mælk ud på skråningen, for at få den til at føle sig hjemme. De tager uden videre kampen op imod slanger, derfor syntes jeg, den kunne blive i området.
   Store firben på en halv meters længde med halen, som udgjorde tre-fjerde del af kroppen, smuttede lynhurtigt omkring imellem blade og buske. Kun sjældent fik vi øje på dem, for de var kvikke til at gemme sig under et eller andet blad, der kunne de sidde musestille til alting var roligt og sikkert. Til og med slanger besøgte os et par gange. De gør os ikke noget, hvis man blot lader dem være i fred.
   For en kort periode havde vi en lille abe som snoede sig rundt i de store bambustræer foran ved skråningen, men den forsvandt heldigvis igen. Oppe på det lave loft bumlede det af og til om aftenen, vi undrede os over, hvad der foregik deroppe. En aften ved solnedgang så vi et langsnuet, halvstort dyr med en lang hale, spadsere hen ad den elektriske ledning for at forsvinde i de store bambustræer. Efter hende balancerede tre unger. Nu vidste vi det, vi havde naboer ovenpå.
   Hvis Jossy overså nogle krummer i køkkenet, når hun ryddede op om aftenen, kunne hun være sikker på, at myrer ville strømme ind i nattens løb. Et par gange var det så slemt, at myrerne strømmede ind i hendes lille værelse ved siden af køkkenet om natten. Efter en tid lagde jeg mærke til, at skråningen foran køkkenvinduet var blevet større og havde fået mærkelige huller, den var blevet til en større myretue. Når jeg vandede haven om aftenen, blandede jeg noget klor i et par spande vand og hældte det på skråningen, det blev enden på deres bolig.
   I løbet af de godt 12 år vi boede på Oriole Cresent, malede vi selv huset indvendig og udvendig, flere gange. Vi var ret stolte, da vi mærkede, at naboerne begyndte at gøre det samme. Efter jeg engang havde malet vores havelåge ud til vejen, malede lægefruen over for også deres sammen med hushjælpen. Til og med chaufføren hos den kinesiske storfamilie ved siden af måtte af og til opfriske huset med rulle og pensel. Det blev Fritz hobby at save grene af træer sammen med havemanden med jævne mellemrum om lørdagen. Vi havde syv træer i haven, deraf to meget store Rambutan træer som gav frugt op til to gange om året.
   Hver lørdag formiddag kørte Fritz, Fritzli og jeg til Fahrer markedet. Mens jeg købte ind af grønsager, frugt og fisk, sad Fritzli foran i bilen sammen med Fritz, og betragtede mennesker som kom og gik. Fritz havde for det meste avisen hos sig, som han ligeså godt kunne blade igennem, mens han ventede på mig.
   Spotty mærkede hurtigt hvad der hører sig til, når man bor i et hus. Dvælede nogen for længe foran havelågen, gøede den, det bedste den kunne. På begge sider af huset havde vi store hunde, dem skældte han ud på en gang imellem. Nabohundene svingede interesseret med halen, men den havde ikke i sinde at stifte venskab med hunde i den størrelse.