Caminoen
   Jeg kan ikke fransk. Er i vildrede. Henne ved en bænk står en mand med rygsæk, vandrestav og bredskygget hat. Undskyld. Do you speak english? Yes det gør han. Ved du hvor toget til Saint Sean de Port kommer? Han kan fransk og skal også ned og gå Caminoen. Jeg og manden slår følgeskab på togrejsen. Men først må han efterlade en masse cremer, salver og plastre på perronen. Hans hustru havde givet sin mand rigeligt med i den bedste mening. Skal man holde til at vandre hele ruten, tager det ca. 3 mdr. Så det nytter det ikke at have mere end 15 kg. at bære på. Jeg har kun 3 uger før jeg må vende hjem. Manden vil gå hele turen og jeg spørger hvad der driver ham til det. Er du træt af konen, spørger jeg. Nej da. Han elsker sin kone og har 3 voksne børn, der klarer sig rigtig godt. Og hvad med dig selv? Har du ikke andet at lave. Jo tak han er filialchef i en større hollandsk bank og ejer alt det han kan ønske sig. Men der noget han lige vil overveje. Skal jeg sige ja tak til bankens tilbud om at gøre mig til koncernchef, siger han stille, nærmest for sig selv. Ja hvorfor ikke siger jeg glad. Kan man overhovedet sig nej til sådan et tilbud. Han kigger ud ad vinduet mens toget bumler afsted på de ujævne skinner, som snor sig ned af det næste bjerg. Solen forsvinder bag sneklædte tinder. Der er ved at blive lidt småkoldt i kupeen. Ser du, sagde manden efter lang tavshed. Flere af mine kollegaer og venner er allerede gået bort, selv om de ikke var blevet 60 endnu. Vores job er temmelig belastende for helbredet og der er koldt på toppen. Jeg vil også gerne nå at se mine børnebørn nå de kommer, og ikke mindst at have tiden. Tiden til at leve, tid til at være noget for min hustru og mig selv.

Hanne havde lovet sig selv at gå hele vejen fra Saint Jean de Port til Santiago, i alt 767 km. hvis hun blev helbredt fra sin sygdom. Det blev hun. Et års tid gik med at forberede rejsen, både fysisk, mentalt og helt praktisk. En veninde ville følges med Hanne hele vejen. Det magtede hun dog ikke. Jeg var lige blevet kæreste med Hanne og ville gerne gå med et stykke ad vejen. Hjemme skulle jeg afslutte en uddannelse, så jeg fik noget færre kilometer i benene. På pilgrimskontoret købte jeg et pas og kort, fandt herberget og fik det første stempel. Næste morgen ude inden 8. Lidt morgenmad og så finde en taxa. Hanne og veninden var rejst i forvejen, så vi havde aftalt at mødes i en lille spansk by. I mit budget var der ikke regnet med at ca. 50 km. i taxa ville koste 100 euro.
   Afsted alle tre med drikkedunk og lidt mad. "Den gule musling" viste vej. Det var bagende varmt, så vores bredskyggede hatte skærmede os godt mod den stegende sol. På de støvede stier fandt vi jævnligt vandposter. Forude lå et par bjerge. På vej op blev det koldere, tåget og vinden tog til. Hurtigt fat i det varme og vandtætte tøj øverst i rygsækken. Små pauser og videre. Spise medbragt mad og videre. Det er jo egentlig meget enkelt. Flyt en fod frem ad gangen. Andet skal du ikke den dag, eller næste dag. På vej ned i dalen dukker det frodige grønne landskab op igen. Vandløb og masser af små kryb i luften og vandet. Sveden driver ned ad ryggen, så tilbage med det varme og vandtætte tøj og lyne buksebenene af ved låret. Den første dag nåede vi frem til et herberg kl. 17. Alt var optaget, så vi rullede vores liggeunderlag ud under et halvtag. Hev støvler og 2 par sokker af og lå med fødderne på en stol til de var dampet af og skrumpet til normal størrelse. På med sandalerne og ud og finde en cafe' med et solidt måltid mad.
   Om aftenen lagde vi en plan for næste dag. Der var 23 km. til næste herberg. Med afgang kl.8 kunne vi være fremme ved 14-tiden og dermed sikre os et ordentligt sted at sove, måske med seng og madras. Hvis vi var heldige, kunne vi måske nå et varmt bad, når vi stod op kl.6. Kl.7 var der kun det kolde vand tilbage.
   Vi nåede alle tre det varme bad og på skift holdt øje med hinandens bagage. Jeg var kommet tilbage efter mit bad, klædt mig på og pakket rygsækken. Opdager at jeg mangler min tegnebog med kontanter, visa kort og alle nødvendige papirer. Panik. Hvor har jeg efterladt min pung? Leder. Har jeg tabt den? Nej for H... Den havde været med mig ude i det store fælles baderum og efterladt på en hylde over håndvasken. Der var vel 50 andre på herberget. Med hjertet oppe i halsen styrter jeg derud, ser den ligger på hylden - og intet mangler.

Vi holdt et langsomt stabilt tempo og slog følge med andre noget tid. En flok friske unge mennesker indhentede os. De havde en lille sød taske på ryggen og sandaler på. Det holder I næppe til, belærte vi "gamle" dem. Ok jo for vi bliver samlet op af bussen henne om hjørnet. Nogle havde valgt at cykle hele vejen. Nu mødte vi et nyt landskab. Store vinmarker så langt øjet rakte. Et kæmpemæssigt skilt viste at her lavede de den kendte rødvin med tyren. En lille krumbøjet vinbonde trak afsted med sit æsel der var spændt for en gamle vogn. Det kan da ikke være særlig effektivt, blev vi enige om. Vi så ingen mere moderne landbrugsmaskiner. Ofte blev vi indhentet af yngre folk, der gik rask til. Tre amerikanere havde virkelig fart på og nåede lige at råbe hello og more sig lidt over vi os "gamle" langsomme nisser, før de susede videre.
   Det herberg vi havde som mål den dag, lå i en mindre landsby med en bager og et større spisested. Her donerede man et beløb efter evne og lyst. Frivillige fra kirken drev stedet, som både havde fælles køkken og brusebad. Vi spyttede hver fem euro i bøssen for de holdt det pænt og rent. Der var god plads den dag, så vi fandt tre rolige pladser i et hjørne. Selvfølgelig var de tre kvikke amerikanere kommet en time før os. Nu skulle der vaskes tøj med den sidste pose vaskepulver. Vi var på vej ud for at handle og spise, da vi ser dem sidde med store vabler og få behandling. De fødder kunne nok første gå videre om et par dage. Næste morgen var vi på vej videre mens staklerne måtte blive tilbage. Det våde tøj blev hængt til tørre med et par tøjklemmer på rygsækken, så det kunne tørre på turen.

Flere stede langs ruten lå der bunker af småsten, nogle med et lille kors på toppen. Vi havde også vores småsten med i bagagen hjemmefra. Hver sten symboliserede en sorg eller bekymring. Noget der havde tynget længe. Noget der belastede os hver især og som vi gerne ville af med. Når man var klar til at give slip, blev den lagt ovenpå de andres og kunne fortsætte lidt lettere. Jeg havde en del tunge byrder at bære på, som jeg forsøgte at lægge fra mig. Måske var det bare en slags overtro, men jeg havde det bedre efter rejsen.

Vandringen bød på en lang række ydre udfordringer med kulde, varme, stejle våde stier og steder hvor der var langt imellem de gule muslinger og det var svært at finde vej. Vi gik forkert et sted og efter to timers vandring så vi heldigvis lidt bebyggelse. De var meget gæstfrie og bød på både mad og vin. Det var blevet sent og vi var alle en smule snalrede. Men præsten ville partout vise os den lokale kirke, der lå 30 meter oppe i en grotte, der var indrettet med alter, kors og det hele. Altervinen skulle også smages. Imponerende. Vi kom alle ned i god behold og fik tilbudt overnatning i en nedlagt butik. Vi sov som sten, fik morgenmad og blev vist vej tilbage på ruten.

Efter alle de meget varierede landskaber, var der udsigt til flere dages vandring uden andet end en lang flad vej. Ingen vegetation. Ingen bjerge. Gå i tavshed lød budskabet. På denne strækning havde flere oplevet en dyb indre rejse i deres egen sjæl. En meditativ tilstand som kunne give en ro og dermed åbne sindet. Enkelte havde endog fået store åbenbaringer.

Hanne og jeg valgte at springe denne unikke mulighed over. Vi Tog toget. Min tid var ved at løbe ud. Jeg måtte hjem og gå op til eksamen. Hanne fortsatte og nåede et par måneder senere til den store katedral i Santiago. Efter en lang udmattende rejse stod jeg på havnen i Rønne. Hjemrejsen med bus, tog, fly og færge var langt mere trættende end de mange strabadser på Caminoen. Jeg var lige ved at ringe efter Hannes far, så han kunne hente mig. Så slog det mig, at der jo kun manglede 15 km. til mit hjem. Så på med rygsækken, hen til nærmeste bager og nyde to basser og en Cocio i skæret fra de bulede røde skyer, der bød solen velkommen. Jeg bestod eksamen og gik i flere uger og følte mig utrolig privilegeret med eget bad, køkken og en lækker varm seng.