De som boede oven på havde en også en sweeper som kom og vaskede toiletterne - den hjælp benyttede jeg mig ikke af. Det er ikke så underligt at mange velstående indiske husfruer har et stort bundt nøgler hængende på sig, fordi alting er låst inde. En dag da jeg stod ved køkkenvinduet og kikkede ud i baggården, fik jeg pludselig øje på en halvtreds-rubbi-seddel, jeg gik ud og samlede den op. Et øjeblik efter så jeg fra køkkenvinduet, sweeperen som vaskede toiletterne ovenpå undersøge hvert eneste hjørne i baggården meget omhyggeligt. Snart hørte jeg, at de ovenpå manglede pengene og gav dem tilbage. Fra Daisy fik jeg at vide, at sweeperen som vaskede toiletterne, havde opdaget, at den yngste dreng havde 50 rubbi i hånden. Hurtig havde hun taget ham hen til balkonen og rystet hans hånd sådan at han tabte pengene som fløj ned i baggården. Nu forstod jeg, hvorfor hun havde haft så travlt med at undersøge hvert hjørne. Næste gang jeg så hende, hævede jeg min pegefinger advarende og lod hende vide, at jeg vidste besked. Sandheden ville komme frem, hvis jeg en anden gang hørte at penge var blevet stålet. Hun gav mig et bredt grin vendte sig om og gik.
   Penge blev stjålet igen, hørte jeg fra Refindern. Den boy som arbejdede ovenpå manglede 50 rubi, pengene var blevet stjålet fra hans værelse, Refindern virkede meget bekymret. På et senere tidspunkt fortalte den ene af svigerdøtrene ovenpå, at hun en dag havde bemærket, at hun manglede 50 rubi, og hvem ellers skulle have stjålet dem, hvis ikke det var deres boy. Hun sendte ham i byen for at købe ind, og mens han var væk, gik hun ind og undersøgte hans værelse og fandt lige præcis 50 rubi, som hun var overbevist om tilhørte hende og derfor tog hun dem. Alle mistænkte alle, jeg foretrak ikke at blande mig i det og undlod at nævne, hvad jeg vidste om sweeperen. Selv låste jeg omhyggeligt penge og smykker ind i skabet i soveværelset og passede på, at der ikke lå noget nogen steder som kunne friste øjnene, på den måde behøvede jeg aldrig at mistænke nogen.
   En indisk kvinde i nabolaget kom tidligt en morgen hastigt forbi hos os med sin datter som gik i samme børnehave som Silvia. Nervøst spurgte hun, om datteren kunne vente på skolebussen hos os, for alting var i oprør hjemme hos dem. Svigermoderen var blevet myrdet og hendes smykker stjålet. Chaufføren var sporløst forsvundet, de ville melde det til politiet samme dag. Jeg fik endnu engang en klar fornemmelse af, hvor let fattige mennesker fristes.
   Et større problem var tiggere. Fra de første dage vi flyttede ind, stod de foran havelågen. Vi gav nogle mønter til dem og sendte dem væk, men de som kom tog andre med, sådan at skaren voksede. En af dem fik den gode ide at bo ved vores havelåge dag og nat. Det blev for meget for mig, tiggere var ved at blive en plage. Fritz og jeg aftalte at give et lille pænt beløb til en gammel mand en gang om ugen samt en god mellemmad. Daisy forklarede manden, at han kun fik noget en gang om ugen og derfor ikke behøvede at komme hver dag. Resten blev sendt væk uden at få noget. For det meste gav vi til sådanne, som vi mødte på vejen. Man kan ikke hjælpe alle fattige i Indien, nogen er også professionelle tiggere som hellere vil tigge end at arbejde, men Gud siger en masse om at hjælpe de fattige i biblen.
   Jeg fandt ud af at det ikke betaler sig at stryge selv. Strygefolket bag ved gjorde det så spotbillig, at man ligeså godt kunne spare sig det arbejde. En vaskerimand havde også meldt sig. Han kom en gang om ugen og tog alle lagner og håndklæder med. Han var ligeledes spotbillig, og det så altid rent og pænt ud når han afleverede det. Min husholdning begyndte at blive ret interessant, med alle de mennesker som kom og gik i dagens løb. Bimlas og Gamlas far stod en dag sammen med et par andre i gule lange klæder foran vores havelåge, da de ikke talte engelsk, måtte Daisy oversætte. De var kommet for at bede for Fritzli, sådan at han kunne blive helbredt. Jeg forklarede Daisy, at hun skulle fortælle dem, at jeg var kristen, og at jeg ikke blandede min tro med andre religioner. De ville ikke give op, og jeg vidste at alle mente det godt. Der var mange ting som jeg endnu ikke rigtig forstod i biblen, men jeg kunne og ville ikke tillade, at de bad for Fritzli, derfor åbnede jeg havelågen og gjorde det klart, at de skulle gå. Bimlas og Gamlas far var både skuffet og vred, det kunne jeg se på hans ansigtsudtryk, men jeg havde ikke bedt dem om at komme, og de havde heller ikke spurgt først.
   Nu havde jeg rigtig god tid til at læse i biblen, og det gjorde jeg fra begyndelsen til enden. Når børnene var kommet i seng om aftenen, og Fritz var i hotellet, gjorde jeg mig bekvem på sofaen og læste i timevis. Noget af det som står i det Gamle Testamente og Åbenbaringen, begyndte jeg først at forstå senere hen. Fritz forblev også trofast i troen, han vidste, at Gud havde hjulpet ham flere gange, og så godt han formåede, forsøgte han at omsætte det i det daglige liv. Han følte sig hurtigt hjemme i det indiske miljø, det var heller ikke hans første udenlandsophold. Der var gange, hvor han forventede for meget af personalet, i sær af orden og disciplin. En anden hindring for ham i begyndelsen var forholdet til den indiske mad og beverage-manager. Det resulterede i, at han en skønne dag blev kaldt til et møde med vicepræsidenten i Medens hotel, som også hørte til Oberoi. Børnene og jeg tog med og tilbragte ventetiden ved swimmingpoolen. Efter et par timer kom han tilbage og så lidt nedtrykt ud. Det gik hårdt til, sagde han. Det var klart, at mad og beverage-manageren havde besværet sig over ham. Så vidt det er muligt fra vores side, skal man prøve at leve i fred og harmoni med sine medmennesker. Næste dag satte jeg Fritzli i vognen og med Silvia ved siden af, spadserede vi over til mad og beverage-managerens hus. Han var gift med en fra Østrig, havde jeg hørt. Hun så meget overrasket ud, da jeg stod i døren og spurgte, om hun ikke havde lyst til at gå en tur med børnene. Hurtigt fattede hun sig og satte sin yngste i vognen. Vi sludrede om alt muligt, og før jeg begav mig på hjemvejen, vidste jeg, at jeg igen havde fået en ny veninde, og resten ville af sig selv komme i orden. Senere på aftenen, da Fritz kom hjem fra køkkenet, spurgte han: "Hvad har du gjort, ved du, at jeg nu er bedste venner med mad og beverage-manageren." Fritz kørte til og fra arbejde på cykel, noget alle andre managers undrede sig over, for de var alle kørende på motorcykel eller i bil. Efter arbejdet havde de truffet hinanden på vejen hjem og talt venligt med hinanden i lang tid, på hjørnet hvor vejen drejer af til vores bopæl. Jeg var lettet over at situationen havde taget en positiv vending, men jeg tror nok, at Fritz først skulle vænne sig til det nye venskab. Som tiden gik, blev vi rigtig gode venner. En anden indisk manager var også gift med en fra Østrig, og vi tilbragte alle af og til hyggelige timer sammen.
   I samme uge som alt dette skete, vågnede Fritz en tidlig morgen med sang på læberne. På mit spørgsmål om hvad grunden var til hans gode humør, forklarede han, at han havde haft en meget vigtig drøm, som han var overbevist om kom fra Gud. Han havde drømt, at han befandt sig i et fornemt indisk palads, gulvet var dækket med smukke indiske tæpper, som var meget støvet. Han begyndte at støvsuge dem, derved faldt han igennem gulvet og vågnede." Ja, og hvad skal det betyde"? spurgte jeg. Han forklarede: "Ved du, jeg har været alt for kritisk indstillet til personalet, jeg er nødt til at lade visse ting glide, som de bedst kan, ellers går det ikke.