Man kan komme ind i rejsens rytme, genfinde den som et elsket og mærkbart og ærefuldt spor i sit indre, der krydses af nuet i det ydre, af situationerne dagen lyser op med.
   Det er sket for mig nogle gange, men det kan være hårdt altid at forsøge at jage netop den rytmes flow og hemmelighedsfuldhed. Hvad er det med uskylden i den rytme, der pludselig kan blive til skyld hurtigere end et øksehug?

Nu er det længe siden jeg var en ung mand der satte en ære af at have fem år uden kalender. For dermed at gøre fundet af livsrejsens rigtige rytme mere sandsynlig.