Silvia var begyndt i en lokal børnehave et par timer om formiddagen, en af de bedste i byen fortalte svigerdøtrene ovenpå. Silvia var meget begejstret, en halv time før bussen kom om morgenen, stod hun ved vinduet og holdt udkik efter den, så snart den ankom, løb hun glædesstrålende ud til bussen. Når hun kom hjem om middagen, havde hun altid en masse og fortælle.
   Hos os i Nizamuddin kom der regelmæssig underholdning forbi ude på vejen især lørdag og søndag. En af de første til at besøge os var en slangetæmmer med en masse slanger i sin kurv. Først løftede han forsigtigt låget på kurven og udsøgte sig en, derefter smed han den ind i en anden kurv og begyndte med det samme at spille på sin fløjte, alt imens slangen langsomt og majestætisk rejste sig op og drejede hovedet. Jeg blev aldrig træt af at betragte denne kunst. Selvfølgelig fik slangetæmmeren en skilling hver gang.
   En mand med aber kom også forbi, børn er altid begejstret for små morsomme aber. I løbet af et øjeblik samledes en skare af børn omkring ham. Den morsomt klædte på lille abe begyndte at danse og springe efter mandens dressur, alt imens den af og til gav os et stirrende blik eller viste os et grin med skarpe tænder. Mønterne klingede i mandens hue efter forestillingen. Selv vi mødre syntes det var morsomt at kikke på. Inderst inde syntes jeg alligevel, at det var synd for aben, at den var blevet dresseret til arbejde for mandens underholdning.
   Af og til stod en kamel foran havelågen, så hed det, kan vi få lov til at få en ridetur, hvad de fleste også fik. En dag stod en elefant foran havelågen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Betaler det sig at samle skillinger ind med en elefant, for den kræver vel meget at spise. Det var en søndag formiddag, Silvia blev skubbet op på elefanten. Da hun sad deroppe blev hun pludselig bange og begyndte at hyle. Hurtig fik mændene hende ned igen, og de fik naturligvis en skilling.
   En karrusel mand viste sig også regelmæssigt, så var det om at få en tur. I grunden var det morsomt, ikke alene for børnene men også for os voksne at samles udenfor og betragte et eller andet.
   Vi havde nu været her flere måneder og julen nærmede sig. Vejret er koldere i december måned, det kan gå under frysepunktet om natten. Jeg benyttede disse dejlige kølige dage til at lære byen nærmere at kende sammen med Daisy. Af og til pakkede vi en taxi sammen med børnene og hunden og kørte et eller andet sted hen. New Delhi har mange interessante bygninger, et af dem befandt sig i nærheden af hvor vi boede. Der er en hvis hygge ved at gå og spadsere imellem gamle ruiner. Man prøver at forestille sig hvordan det var før i tiden. Indere har sans for underholdning og drama, det er måske derfor at der var bygget små platforme overalt i haverne til at optræde på.
   Blot det at gå en tur i nabolaget, hvor vi boede, var en oplevelse for sig. I udkanten af området tuttede af og til et dampende gammelt tog forbi, som regel dekoreret med mennesker uden på og oppe på taget. Små butikker uden døre og vinduer befandt sig ned til jernbanelinjerne. Her blev de nødvendigste ting til en husholdning solgt. Om aftenen blev butikkerne lukket med massive metaldøre og omhyggelig låst, sådan at tyve ikke kunne brække ind. Jeg opdagede en tendori oven på et hjørne og lagde mærke til, at folk hen imod aften i skumringen kom forbi med deres kød eller nan - et slags flat brød, som blev bagt i den glødende oven.
   Det blev juleaften, vi fejrede traditionel juleaften sammen med børnene Daisy og Refindern. Jeg havde sammen med Daisy klippet julestads til at pynte træet med. Vi spiste en vellavet julemiddag, sang julesalmer og fik gaver, det hele var meget hyggeligt. Daisy havde katolsk bagrund, men Refindern havde en hinduistisk baggrund og misforstod det hele. Den gule trøje, som jeg havde købt til Fritz til jul, var forsvundet den næste dag. Uden at spørge om tilladelse, gik Fritz ud i hans værelse og kikkede under sengen og fandt det han søgte - trøjen i en papæske. Refindern forklarede, at han ikke vidste trøjen var inden i. Han blev afskediget samme dag og fik ekstra løn til at holde sig oven på for et stykke tid. Jeg havde ikke meget brug for ham alligevel. De typer som holdt til i hans værelse og som spyttede efter os når vi gik ud af huset, syntes vi heller ikke om. Jeg havde sat mig for ikke at have nogen i huset som stjal, og det holdt jeg fast ved.
   Fritz var klædt godt på i sin gule trøje, når han cyklede på arbejde, for vi købte ikke bil i Indien. Hvis jeg besøgte ham i køkkenet om aftenen, sad jeg på baggebæreren på hjemvejen ligesom de fattige indiske koner. En hel familie har plads på en cykel, to små børn kan sidde foran på stangen, konen og en baby har uden videre plads bagpå. Der var noget romantisk ved at slynge armene om Fritz liv, læne hovedet imod hans stærke ryg.
   Alt det børnetøj jeg havde fået foræret i Schweiz, fik jeg god brug for i den kolde tid. Det var en stor fornøjelse at klæde de fattige børn i nabolaget godt på. Hver gang jeg forærede noget væk, måtte jeg tænke på, hvad jeg havde svaret, når man gav mig noget: Mange tak det kan jeg godt bruge. Sandelig Gud sørgede for at mine ord gik i opfyldelse.
   Efter Refindern var rejst, ansatte jeg en fattig enke med 7 børn, derved lærte jeg en hel del. Jeg lod hende arbejde en halv dag for samme løn som en hel dag. Dertil fik hun en god pakke med madvarer med hjem hver uge. En lille smule til Daisys utilfredshed, for hun arbejdede jo hele dagen. Denne fattige kone havde en udsædvanlig gave, alt hvad hun kogte blev til mere end det så ud til. Da jeg spurgte hende ud om det, svarede hun med et meget sigende blik. Jeg vidste hun var katolsk ligesom Daisy. Desværre gik det heller ikke, fordi hun stjal madvarer. Derfor afskedigede jeg også hende, lidt til Daisys misbilligelse. Vi skiltes som venner og vedlige holdte forbindelsen.
   Min beslutning om ikke at have nogen som stjal i huset, holdt jeg fast ved. Fra nu af klarede Daisy og jeg husholdningen sammen med sweeperen. En anden sweeper, af en lidt højere kast, kom en gang imellem for ekstra rengøring, dermed klarede vi os.