Har lige modtaget meddelelse om en kollages alt for tidlige død.
Det sætter tanker igen - hvad sker der med den døde, hvad er døden. Vi tror hver især, på det vi tror, men ingen af os ved det.
Nogen mener at når man dør, så er det slut - helt slut.
Jeg tror på livet på den anden side - efter at have fulgt min Mor af sted, har jeg fået et noget anderledes syn på døden. Nu ser jeg den som noget smukt, for den som skal dø, lys, fred, ro, en følelse af at alt er godt.

I nogle kulturer her på jorden fejre man døden som fødslen, tankevækkende.
Måske er vi her i vores kultur, så bange for døden, fordi vi er så bange for at give slip, at blive tilbage alene, at skulle undvære.
Da min mor skulle dø, sagde hun en dag: "Du skal vide, at jeg ikke er bange for at dø."
Jeg hørte mig selv svare hende: "Mor, jeg er heller ikke bange for at dø, men jeg er frygtelig bange for at miste." Lige der vidste jeg, at døden ikke skræmmer mig, måske endda tværtimod, men at min angst for at miste på det tidspunkt var enorm.
Det er nu snart 3 år siden hun døde, og siden da har jeg mærket en del på den del af livet, som er døden.
Jeg ser mange mennesker, som er enormt angste for at dø eller at miste, mange som enten fuldstændig ignorerer det, ikke vil se at det er resultatet af livet, ikke snakke om det osv.

Da jeg fik meddelelsen i dag, tænkte jeg: "Det viser hvor sårbart livet egentlig er, hvor hurtigt tingene kan blive anderledes." Jeg bliver meget nærværende og får øje på nuet, når noget sådan sker tæt på mig. Mærkelig nok går livet videre rundt om en, når man sidder der i sin egen verden, hvor alt er brudt sammen.
En af mine kollegaer mistede hendes mand, hun sagde: "Der sad jeg en sommerdag i min bil, min verden var gået i stå, men ud af vinduerne kunne jeg se livet gå videre, jeg tænkte - jeg må have fat i livet igen - gribe fat i halen af det og komme med, ellers går mit eget liv i stå."
Sådan kom hun videre.

For mig at se, er det at ville vide noget om døden - konfrontere sig med den via sin egen angst, virkelig at ville vide noget om livet. Hvorfor frygte døden så man ikke kan leve sit liv af angst for at miste det?
Efter jeg har konfronteret mig med døden, oplever jeg en stor tillid til, at døden er en ok oplevelse af livet, det har givet mig meget ro og fred til at leve.
Dybest set er det jo at vælge en af to tanker:

1. Jeg er bange for at dø, frygter den dag det sker
2. Jeg lever mit liv i fuld tillid til, at den dag jeg dør, så er det ok

Hvorfor bruge tid på at tænke på det som man frygter, hvorfor ikke leve i tilliden til, at alt er som det skal være også døden.
Når et menneske man holder meget af forlader en, det kan jo ske på mange måder ikke kun ved døden. Ofte ærgre vi os over, at noget fint og godt ikke er mere, vi bliver måske endda bitre, føler os svigtet osv. Hvorfor er det at vi glemmer de mange gyldne stunder vi havde med vedkommende, alt det som vedkommende berigede os med imens tiden var.
Hvorfor giver vi ikke bare slip og husker på alt det smukke, sender vedkommende af sted med kærlighed og taknemmelighed over det vi har fået lov at opleve sammen. Bevarer mindet i vores hjerter og føler os rige over det som var – i stedet for at føle os fattige over det som ikke er mere..
Min filosofi er, at et hvert menneske er her for at lære præcis deres lektie i dette liv, nogen skal være her længe, andre kort, men uanset hvad så slutter livet og vi kan glæde os over de gode ting som vi fik.
Da jeg var omkring 10 år døde en gammel mand som jeg holdt meget af, han var en slags reserve bedstefar. Jeg græd og var ked af det. Min Mor sagde: Det er helt fint at være ked af at du ikke skal se ham mere, men han har det godt nu og husk på at han ville hellere se dig smile end græde. Så hvis du vil gøre det godt for ham, så smil – dine tåre handler kun om dig selv ikke om ham….
Det har jeg tænkt meget over siden da…