En sen aften hvor jeg sad sammen med min kæreste, havde han stille spurgt mig, for han forstod ikke, hvordan jeg var endt med en tro om, at jeg ikke var god nok, jeg ikke var pæn nok.Hvor var mit selvværd blevet af? Alt han så var noget smukt og noget enhver mand ville vende sig om og kigge efter. Jeg svarede ham- Det kan jeg fordi, det der var, blev flået ud af mig. Taget fra mig. - - - - Men hvorfor? Spurgte han. Stilheden lagde sig over mig, som en grålig tåge, hvor en indre kamp med mig selv om, hvor vidt jeg skulle fortælle ham det, uden jeg ville såre ham. - For at du forstår det, må jeg starte et andet sted.
   Jeg var lige vågnet, denne mandag morgen. Som altid, stod jeg op, lavede min kaffe, og satte mig ved min computer ved det lange spisebord, med et par hurtige tryk på tasterne, var jeg inde på boligsiderne. Jeg følte det.
   Jeg vidste godt at jeg endnu engang bevægede mig ud på usikker grund. Rædslen for at tage det valg som jeg inderst inde vidste ville det rigtige. Tankerne gav frygten næring.
   Hvordan ville jeg klare det? Hvordan ville fremtiden blive for mig? Måske ville jeg ende med at blive alene...Alene for altid. Hvordan ville andre se mig? Se på mig? Hvorfor skulle de være anderledes? Hvem ville dog have en som mig? Billedet, havde stået stod helt for mig. Der ville være mig, og en masse katte.
   Hans liv var ødelagt. HANS drømme var ødelagt. Ødelagt af Svend.
   Svend flyttede ind i februar, og skulle være hos os...Hos mig. Han havde hjulpet mig, så jeg kunne blive rask. Hans tilstedeværelse var nødvendigt for mig.
   Han kiggede ned på mig, mødte mig med et bedrøvet blik. Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg straks havde troet at nogen var død. Men der var ingen som var død. Jeg var ikke død. Jeg var lige her, i live. Jeg trak vejret, havde ingen smerter. Jaer okay, det kan måske skyldes mængden af morfin jeg havde i kroppen. - Hvorfor kan du ikke forstå jeg er så ulykkelig
   Hans ord var ikke fremmede, det var samme ord, jeg gentagne gange havde hørt fra ham, hverdag, flere gange om dagen, i de 4-5 uger jeg havde været indlagt. Hver gang forsvandt et stykke af mig. Tanken om at skulle hjem, skabte en frygt. Trygheden og kærligheden jeg burde føle, længsel efter mit hjem, virkede så fjernt. Jeg huskede kun det dunkle og gullige skær, som altid føltes som om at væggene stille maste mig, langsomt fra alle sider. Intet kunne leve, der var ingen ilt. Alt glæde blev kvalt ihjel. Kun angsten havde eksisteret. Den havde ikke brug for ilt. Der var nok næring i husets vægge.
   Var noget ikke godt nok? stod noget forkert? Jeg huskede alle de gange hvor den mørke Mercedes, bakkede op igennem den brede, men tillukkede indkørsel. De røde lygter kom tættere og tættere på. Med et falkeblik scannede jeg hurtigt køkkenet, nej ingen pletter, ikke noget som burde være lagt på plads, tjek. Godt. Jeg scannede videre ned igennem stuen. Tæpperne på sofaen lå rigtigt, tjek. Intet flyder på spisebordet, tjek. Gulvet, tjek. Godt, 3-2-1 klar. Der var blevet mørkt i indkørslen. Jeg holdt vejret, stod stille og lyttede. Bryggersdøren gik op. Der gik altid lige et par minutter. Han stod i køkkenet. Et tørt, lavt og sjælløst hej, var normal hjemkomst. Den sorte mappetaske han havde med sig, blev altid stillet på gulvet, op ad dragkisten, hvor et tilsvarende sjælløst suk brød stilheden. - Hvorfor er den kniv ikke lagt på plads, ih hvor du roder
   Opgivende kiggede jeg ham, havde lyst til at skrige af fuld styrke, skrige at han skulle skride ud af køkkenet. Ja der kørte måske en film eller to, om hvordan jeg plantede en knytnæve lige midt i hans ansigt, så briller og alt andet grimt, ville blive knust. For derefter at pakke mine ting, og forsvinde. Men i stedet hørte jeg med en snerrende tone. - FORDI, jeg skal bruge den. Det var mig selv jeg kunne høre.
   Samme invaliderende tanke, som hverdag hjemsøgte mig, der forsøgte at tale mig til fornuft, var tilbage. - hvad pokker laver du her? pak dine ting, kom væk. Kom nu bare væk.
   Men hvor skulle jeg tage hen? hver gang jeg havde forsøgt, blev jeg slået tilbage med en strøm af ord, om de fantastiske godheder, han gjort for mig. Gjort for mine børn. Han havde kun købt dette hus, så vi kunne få det godt, så mine børn havde et ordentligt hjem. Og som altid, havde han afslutningsvis, kigget ned på mig, med sit bebrejdende blik, talt til mig med sin velkendte spidse og nedladende tone, og helt ufrivilligt blev man tvunget til en nærkontakt. Hans arrighed, resulteret i noget der kunne minde om fråde, der bare sprøjtede ud af munden på ham, når han samtidig fortalte mig hvad jeg var, og hvad han var for mig. Havde han rystet sig samtidig, ville han med sin fråde, minde om hunden, fra filmen, Beethoven. Og alligevel ikke, for jeg husker Beethoven, som en omsorgsfuld og kærlig hund.
   Typisk ville han til sidst drukne i sine egne selvmedlidenhedsord. - Det betyder måske ikke noget, jeg skal bare trædes på, tværes ud, skides på som det der kommer ud af dig? Betyder jeg intet for dig? Var det bedre dengang du var gift, hvad kunne han give dig
   Han havde jo ret, han havde givet mig meget, han havde givet mine børn meget...Eller...
   For sent fik jeg vished om, at der fulgte en pris med. En høj pris. På tre år, var alt socialt, alt det som kendetegnede mig, væk. Jeg var væk, havde mistet så meget af mig selv. Spontaniteten eksisteret ikke længere. Havde jeg planlagt en tøseaften med de gamle veninder, var der plantet et frø om den dårlige samvittighed jeg skulle have. Stemplet med jeg ikke kunne styre mit indtag af alkohol... og sikkert ville tilfredsstille samtlige hankøn. Så nu var jeg faktisk både alkoholiker og glædespige. Jeg orkede næsten ikke at skulle sige ja til arrangementer. Gjorde jeg mig pæn, var det også et tydeligt tegn på hvad mine intentioner var. Dette på trods af, man var hjemme hos veninden, der aldrig var andre mænd til stede, måske lige den mand, som faktisk boede der. Som Ovenikøbet havde søgt tilflugt i sit safe-room, for at skåne sig selv for at blive traumatiseret, når trykbølgen af høj latter, på omtrent samme niveau som 120 dB, der seriøst ville give høreskade. Valgte jeg endelig at tage afsted, var det med en sikker vished om sms-beskeder, som kunne minde om selveste Hiroshima bomben. Svarede man ikke med det samme, var der ikke grænser for beskyldninger som signaleret min ligegyldighed, at han var glemt og intet betød.
   Hvorfor kan du ikke forstå jeg er så ulykkelig- Jeg mærkede trætheden, og frustrationen. Men jeg var kun i stand til at kigge op på ham med foragt. Jeg kunne ikke føle andet end væmmelse. De sagte ting og overfloden af egoismen han udviste, kunne ikke ændres. Det var blevet sagt, ordene havde gjort skade.
   Det havde ødelagt noget i mig. Jeg følte mig ydmyget. Hvordan kunne han uden tøven havde vist sin foragt og væmmelse, da vi for mindre end 1 uge siden, sammen havde gået ned af den lange gang, som pludselig virkede uendelig. Hvordan kunne han havde han havde fået sig selv til at sige disse ord Til MIG? i en stund, hvor jeg allermest havde brug for forståelse, støtte, og ikke mindst ubetinget kærlighed. Scenariet om den dag, var flere gange blev genspillet i mit hoved. Lyden af hans stemme og tilstedeværelse blev utydeligt. Jeg var tilbage.
   Der har været stuegang, sagde jeg stille - Jeg kunne mærke på hele hans kropssprog, at han nok godt vidste hvad jeg var på vej til at sige - Lægerne er enige om, at er der ikke sket nogle forbedringer, indenfor få dage, er sidste udvej...
   Jeg var rædselsslagende, for at sige sidste sætning. Jeg var slet ikke kampdygtig. Hvordan skulle jeg kunne forsvarer mig? Hvor skulle jeg gå hen? Nå...jeg stoppede op, bemærkede dog de sidste patienter, som passeret bag mig. De var FRIE, mulighed for at flygte.
   Personen foran mig, afventede mine ord. Der var ikke nogen form for liv at hente i hans mimik, det var koldt og afventende. - Hvis ikke jeg får det bedre, skal jeg have en stomi...Den vil gøre mig "rask"
   Ordene jeg hørte, frøs igennem hele min krop. Jeg stod lidt, nok kun nogle få sekunder, men det føltes som en evighed. Jeg følte ordenen lige så tydelig som en kæmpe mavepuster, der trækker alt luft ud af en, eller rettere en ballon hvor man holder på tuden, og når luften passerer, hører man bare lyden af, prprprprp (lidt som en længere fis) Jeg følte mig i hvert fald som både ballon og luft, manglede bare selv at sige lyden.
   Og det synes du er fedt? Det håber du på? Det er altså noget klamt. Og så ved jeg da godt hvad der sker. Du vil ikke kunne komme nøgen i seng igen, eller gå med g-strenge -
   Målløs, stenet, stod jeg og kiggede tomt på ham. Tårerne pressede sig frem. - Nej, jeg vil ikke...Jeg vil IKKE græde, ikke her, ikke foran denne person. Hvor mit overskud og mit mod til mit svar kom fra, ved jeg ikke. Jeg var også ligeglad. Hvad pokker bildte han sig ind.
   Min Farmor, fik i samme alder, pga. samme sygdom anlagt en, stomi. Hun levede et godt og langt liv, og min Farfar elskede hende ikke mindre af den grund. Og hvis din eneste bekymring er om jeg kan komme nøgen i seng, eller gå med g. strenge, så synes jeg satme, du skal, køre hjem, og tænke over om du egentlig elsker mig som du påstår, og kan leve med det? For scenariet er, at det kan være sidste udvej -
   Jeg blev klar over at han stadig stod ved siden af mig. Jeg kiggede op på ham, stirrede direkte ind i hans kolde sorte øjne, som boret sig ind i mine, hans hænder var placeret på sengehesten, og overkroppen stod let bøjet over mig. - Skal jeg forstå dig? Det er mig som ligger her- Jeg aner ikke hvad der ramte mig. Men du siger, jeg skal forstå dig? Hvordan skal jeg kunne forstå dine følelser, når jeg ikke engang forstår mine egne.
   Følelsen af magtesløshed. Følelsen af et manglende selvværd der var flået ud af en, gjort mig defekt. Svend var klam, og ikke mindst så havde jeg fået fortalt at jeg jo ikke længere kunne gå nøgen i seng. Tanken om, hvem der dog ville have en kæreste med en pose på maven, var nu en del af mig. Ikke kun Svend som jeg døbte den. Men tanken, og de opslidende følelser der fulgte med.
   Den mandag i marts, hvor jeg gik, følte jeg mig for første gang i lang tid fri. Jeg kunne igen trække vejret.
   Min kæreste sad helt stille. - Så forstår du, fortsatte jeg. Da jeg mødte dig, var du med til at genopbygge mit selvværd og troen på mig selv. Fik mig til at føle alt. Men du tog det fra mig igen.