De hule mænd (Ode til T.S. Eliot)
Vi er de hule mænd, vi er de fyldte mænd
vi læner os op af hinanden i korngyldne hjem
vores hoveder er fyldt med strå og halm
for længst væk er ekkoet fra vores kalden
Markens korn hører svagt vores sagte ord
vi hvisker sammen mens alt græsset gror
vi starter stort og slutter i noget meningsløst
som et kragekald, så finder vi ingen trøst
Mønstre uden form, skygger uden farve
frosne flammer, uhellige udsagn i guds navn
dem der har krydset over til dødens andet rige
husk os hvis I kan, ikke for vores landes krig
Men fordi vi er de hule mænd og de fyldte mænd
med tomme øjne som færgemandens følgesvend
her føles glimt som solskin på en knækket søjle
og blinket lyser op, så det skærer i begge øjne
Træerne svajer i vinden, jeg hører en fjern stemme
lyden af stjerneskin, så stille som et kært minde
jeg er ikke lærenem, lad mig ikke komme nærmere
lad mig stå herude på marken i skjorte og korte ærmer
Klæd mig ud i stråhat, kornsæk og krydsede stænger
med armene spredt mod himlen med frysende hænder
lad mig blive her i det smukke og uberørte
tag mig ikke med ind til riget lagt i tusmørke
Den glemte ørken, hvor sten gror mønstre
der ligner mønter, indgraveret med ønsker
fra dengang du var yngre og hang med slyngler
og lømler med sorte streger i deres panderynker
Er det virkelig sådan det er i dødens andet rige?
at vågne alene uden viden og noget sandt at sige
ømhed i kroppen, rystende blå læber og sorte tænder
på knækkede kæber, der hvor fodsporene ender
Her er kun tåbens håb om at komme hjem
det er længslens fængsel for os tomme mænd
det er for sent, vi er her mellem ide og realitet
imellem undren og svar, hvad der skal ske og er sket
Mellem bevægelse og handling, stilstand og forvandling
mellem vejen og kantsten, hvad vi er, er en hel anden ting
livet er langt mellem begæret og orgasmen
imellem ansigtets gøren og at holde masken
Imellem eksistens og essens, vilkårlighed og frekvens
afbrydelse og sekvens, brudte tanker og demens
Skyggen falder for dit er riget
dit er skyggen falder dit er riget
for dit er riget og sådan slutter livet
Ikke med et brag, men med et klynk