Jeg kan skabe verdener fyldt med fred
Hvor skyldige har svært ved at følge med
Hvor der er nok til alle og sult er gemt i glemslen
Og ingen falder i et med folkemængden og længslen
Men jeg kan ikke skabe glæde for mig selv og andre
Jeg ka' ik' få hvad jeg mangler og hvad folk samler
Jeg betragter dem og ser hvad jeg ka' bidrage med
Jeg kan skabe balance, så de kun har en sidste afsked
Hvis jeg fjerner halvdelen af alt de har at miste
Så vil det de får føles dobbelt så givende til det sidste
Jeg ka' gi' mening til helte, gi 'dem nogen at hade
Min tro giver grobund for vrede, et outlet for skade
Deres kløgt ka' hverken stop eller bremse mig
Deres mod rammer forbi mit hjerte med gamle ar
Deres styrke falmer som skyggerne af døde blomster
Deres kærlighed drukner i frygt for at møde monstre
Min beslutsomhed fører mig til et afsides sted
Et sted langt forbi galskab, fornuft og saglighed
Jeg hviler med dødens stilhed, forsvinder i dybet
Jeg accepterer mig selv, mine synder fri for synet
Men prisen er høj, må ofre hvad jeg elsker
Jeg ofrer alt der hjælper, der sker sjældnere
Prisen jeg accepterer betaler jeg med et tungt hjerte
Dum smerte, min bedste side beseglet af et ondt mærke
Min stolthed falder sammen med min forstand
Min længsel opløses efter mening forsvinder påstand
Efter påstand, regnen hæver vandstanden der flyder over
Alt jeg taber gør det nemmere at nyde mine sorger
Min erkendelse kommer fra skovbunden og træerne
Den kommer erklærende grænsende til belærende
Solskin i små doser, balancen er mellem fred og glæde
Mens had er tomt, så er jeg den der er taget afsted