Min fejlende forstand er ikke min fejlende forstand
det er min undskyldning, for at lade som om jeg er en hård mand
selvom det åbenlyst, jeg er blødere end mine manglende muskler
jeg er i virkeligheden sød som minderne som kun tankerne husker
Jeg snubler, grubler og tumper mere rundt end Chaplin
og har sagt ting der ikke rimede, havde holdepunkt eller retning
det kolde rum varmes op af latter og smil i et tabt sind
tiden er et tæppe, med en masse små varmedunke lagt ind
Din venlige natur er ikke i virkeligheden din venlige natur
men dit hem'lige våben mod mit væsens fængslende mur
bygget af brudte løfter med skjulte grøfter som en voldgrav
huden er et skjold, der beskytter og trøster imod folks krav
Dine ord et angreb, der efterlader mig forsvarsløs og i afmagt
et klart lys blænder op, og der er kun en smart tøs på en slagmark
de hævede broer, og den sikre grund bliver jævnet med jorden
jeg overgiver mig og mister øjeblikkeligt mine evner med ord
Min mangel på nærvær er ikke en mangel på nærvær
det var min ærekære venten på en der er værd at være nær
og ruinerne er ikke ruiner, men fundamentet til fremtiden
slaget var ikke et slag, men et løfte om at kæmpe på samme side