I et fjernt rige, hvor fjernt er tæt og tæt er lykke
hvor din stærkeste støtte, tager det største stykke
fisk kravler op på land, fugle har lært at dykke
himlen rører jorden, og alle her er stadig trygge
Dagene de samme, årene er lange, hvornår er vi fremme?
Jeg stirrer på vejene, mens radioen spiller ældre sange
De snakker oppe foran, mens mit sind vandrer
imellem fantasier og tanker, mellem overflod og mangler
Hun giver mig et blik, jeg glemmer en gang om dagen
og jeg skriver et digt, om hvad jeg husker om planen
hun giver mig sin hånd, og et smykke af ædelsten
jeg tager imod gaven med både glæde og vægelsind
Jeg tager et skridt ind i mørket, alene og uden tanke
stranden ligner himlen, og børnene virker gamle
alle virker rolige og skræmte, jeg træder over en grænse
og jeg må samle mig selv, hvis jeg skal have en chance
Kirkerummet virker uendeligt, og jeg synker i jorden
drukner i mørket, gisper efter vejret, klynker i ordene
hjertet stopper med at hviske, som et ur går i stå
og tiden holder op med at tikke, som når man når i mål
Min hånd klynger sig til ædelstenen, og giver mig styrke
ånden styrter ned i mig, viser mig et lys jeg kan dyrke
jorden samler sig under mig, luften fylder mine lunger
jeg trækker et nummer, går mod skranken, der hungrer
Hun giver mig blikket, og vores ord mødes på halvvejen
vi smelter sammen, mens lyden af mørke falder som regn
Jeg er hendes og ingen kan eje hende, end ikke hende selv
himmelhvælv og spindelsvæv, der findes intet held
Mit sind vandrer igen, for jeg ved at jeg drømmer og dømmer
og jeg skynder mig væk, for ikke at høre sangen min sjæl synger
for ikke at miste mit fodfæste og kontrol, min frygt og fornuft
jeg gør mit bedste for at holde vejret, og svømmer op for luft
Jeg vågner og farverne danner et billede af mit værelse
rodet og tåget, tungt og tykt, på tærsklen til det værste
jeg må glemme længlsen, undertrykke mine drifter
sone mine synder, som snoede ord på gamle skrifter
Ædelstenen føles som en klippe på min brystkasse
vægten øges som energien forlader en trykflaske
Jeg indser at jeg styrede mine drømme, men ikke mine minder
jeg styrer min retning, men ikke byrden, der binder
Jeg sætter mig op til computeren og skriver på livet løs
og bedst som tiden frøs, fandt jeg svaret på hvad der altid søges
skriblende sandheder, hviskende visdom, en druknende drøm
i en løbende strøm, der kan slukke selv den mest håbløse bøn
Det er nemt at betragte, nemt at tænke og nemt at vågne
som det er nemt at glemme, nemt at vente alene i krogene
det er ikke nemt at blive, at huske og at ønske glemslen
at løbe ind mod mørket, og vende tilbage uden at blive genkendt
At give slip på hvad du burde føle og hvad du burde sige
alt du turde at blive, livets hurtige hvil mit i urernes rige
Verdensuret, hvis visere tikker mod dommedag og død
og de dømmende kræfter undertrykker de svage i nød
Jeg går blandt de levende og ser deres glade ansigter
i lykkelig glemsel, dem hvis søvnens gaver svigter
De navnløse, der kun kender ordene på deres læber
de søvnløse, der aldrig drømmer og aldrig lever deres skæbner
Jeg opdigter dem, gætter hvad der gemmer sig
glæder mig som en baby, på hvad der venter mig
veksler mellem virkelighed og det pure opspind
et smilende par, bliver til et drama i et flot hjem
En grædende baby bliver en vis gammel kvinde
en ensom forfatter, finder en person med samme sind
Alt imens sommeren bliver grønnere og grønnere
undrer jeg mig om hvorvidt jeg stadig drømmer