Jeg husker en ensom tid I Nuuk og en tid før det
jeg vil gerne nå så meget, men kan ikke bare gør det
nørder siger tid er relativt, derfor det føles så snørklet
det eneste hurtigere end lysets hastighed er mørket
Jeg vil ik' bli' for filosofisk ligesom H.C. Ørsted
jeg husker en dreng der sad godt gemt i hjørnet
de mørke vintermorgener dengang Nuuk hed Godthåb
før barnegråd blev overdøvet af revolutionens opråb
Han sad og så film før nogle andre var stået op
han var ikke træt, som alle dem der har fået nok
alene i mørket, vinden kunne høres stille i vinduet
nogle gange lød det som om der var et indbrud
Han så gysere, action og hvad de kalder tårepersere
mens hans familie lå trygt i deres soveværelser
alt fra "Schindlers Liste" til "Landet for længe siden"
han kom for sent, for film fik ham til at glemme tiden
Jeg husker den dreng, som nu er blevet en mand
hver dag bliver han mere som dem han lever i blandt
hver dag savner han mørket en anelse mere
han vil tilbage til der istedet for at beklage sig her
Før han mødte en pige fra virkeligheden han var vild med
han vil tilbage til der hvor han ku' gemme sig i filmene
og glemme hvert et minut, hver en dag og hvert et år
heldigvis er der en vej ud af hvert et hjertesorg
For der er intet mere tilgivende end morgenmørket
så nu sidder han med åbne håndled ovre i hjørnet
mens tv'et flimrer og mens folk vågner så glade
han sover stille ind, for nu har han fundet sin fred
Så sikker på ingen vil blive traumeramt
så sikker på at ingen rigtig vil savne ham