Et leende barn leger på gaden
en rasende fart stopper ikke for vreden
en tidligere far bærer vidne til Guds dom
mens han ser sit barn udånde
En stille morgen blev til et stille år
glade ansigter siger tiden heler sår
deres smil som skår i deres maske
vægten af hvide løgne må bære eller briste
En tidligere mor går alene i byen
drikker, ryger, danser som et syn
for at glemme, genbygge og ændrer det
slukke stemmer, slukke minderne
Den første og bedste mand går an
forfører ham, selvom hun har glemt hvordan
de ender i sengen, navnløse i mørket
hun er tørlagt, som flasken i hjørnet
En stor mand hamrer afsted ufortrødent
han tror blod er glæde, hun er dukkekød
hun higer efter vejret, som druknedød
mens hun slukker for den sidste af håbets glød
Efter de er færdige, går hun ud og danser
som på skarpe sten og havets hårde kanter
blod løber ned af benet, ned på gulvet
hendes blik forkullet, mens der bliver skålet
Den næste mand hun forfører er større
intet klimaks selvom han ved hvad han skal gøre
hun giver op og går mod trafikken
biler undviger, men hun ser ikke panikken
Indtil hendes ben flyver væk under hende
en bindende smerte som får hende til at glemme
knogler knust, led nedbrudt, hendes hud sprækket
forskrækkede øjne ruller ud som stirren i spejlet
Alt smerte føles godt, sprællende orgasme
hendes ansigt knust, som en smilende maske
endelig frihed, endelig stilhed, endelig helhed
endelig forenet med sin lille skat der ikke overlevede
Hun griber ud efter den lilles hånd, men synker ned
en brændende fornemmelse af ønsker og sved
en ny mand hamrer afsted i en uendelighed
mens minderne forvandler sig til en hemmelighed