Mit hjerte sitrer stille ligesom ilden
Filmen mit rusmiddel der udvider pupillen
Kilden til galskaben, Netflix på mobilen
Profilen laver mit udvalg på rutinen
Mit hjerte hvisker hæst ligesom vinden
Inden smilehullerne sætter sig på kinden
Minderne længes efter deres egen forsvinden
Splinten i mit øje har sat sig på hornhinden
Mit hjerte tvivler som korn gror op af jorden
Sporene fører mig langs bølgerne i fjorden
Ordene plejede at lyde hule og forlorn
Tornekronen sælges billigt til forbrugeren
Mit hjerte elsker som regn der falder
Kalder på drengen på min egen alder
Skaller fra malingen fyldt med tungmetaller
Danner mønstre af mig formet af snekrystaller
De plejede at sige mit navn ude i det åbne
Råbende indtil deres ord begyndte at mugne
De brugte ytringsfrihed og had som våbene
Til at slukke håbene for alle de druknende
Nu er mit navn tabu, et glemt minde i stormen
Mit aftryk visket væk, kan ikke finde formen
Slettet så de kan holde deres facade oppe
Jeg er ikke mere, tro mig, de er glade for det