Stilhed er den eneste dans, hvor jeg kender alle trinene
der kan være smil, grin, tårer, røde kinder eller lignende
nattero er en rejse til et liv langt væk glemt om morgenen
når du sovende venter på vækkeuret, der ringer foroven
Stilhed er løftet, hvor intet og alt der ikke bliver sagt istedet bli'r lovet
pauser er måden du holder kæft og stadig siger noget
de er hvor alt kan falde, uanset hvor højt du sætter det op
det er pusterummet, alle de gange støjen ikke er nok
Stilhed er det skrevne ord, der kun findes i et eksemplar
og et glemte farvel du allerede har sagt til en dement far
minderne med Mario Kart, og aldrig have vundet i skak
og du ikke har nået at sige tak, og alt det andet du ik' nåede at få sagt
Stilhed er den dovne dvale, der sætter sig i et dobbelt lag
som et tog med alt for mange vogne, der skal kobles af
en powernap efter en kop kaffe, og et kig ud af vinduet
før manden med sandet gør klar til et mentalt indbrud
Stilhed er det smukke smil, du ikke lægger mærke til
et skippet hjerteslag, fordi dit hjerte prøver at være stille
en misset chance og afdæmpet håb om et nyt forsøg
nysgerrigheden bærer altid frygten for at blive sygt og dø
Stilhed er øjne, der mødes og bliver nødt til at kigge væk
for ikke at brænde op, og blodet der pumper og siger ikke et kvæk
stemmen i dit hoved, der skriger du ikke tør at gøre det
at du bærer tøj i en forkert størrelse og bærer farver i mørke
Stilhed er et liv, der ikke er til at redde hos en der aldrig kan blive glad
sår der ikke kan hele, had der syder og kun bringer skade
sult der ik' forhindres af mad, der ligger og flyder på gaden
en endegyldig sandhed er at stilhed ikke altid betyder fred