De sandfærdige går på kviksand
mørket danser lystigt i mit land
i fjeldet langs de frosne blomster
langt væk fra de vold'lige fjolser
Jeg hører lyden af faldende perler
under gulvet på de valgte værelser
røgen regner ned på det tørre kridt
jeg går mod lyset med større skridt
Bomber tikker langsomt fremad
De sultne børn får ingen varm mad
Jeg kan umuligt være lysvågen
eller høre ordene fra lydbogen
Den nærmer sig i små bevægelser
så mange ting den må fortælle dig
malingen skaller som beskidte spejle
slidte negle mærker hver en lille fejl
Den hvisker alle de sande løgne
man ellers kun ser med en andens øjne
dit hjerteblod størkner i dine årer
bedst da du troede dine sorger var ovre
Vi vokser i jorden og gror nedad
vejvisere for dem vi har ledsaget
druknet i støv, fanget i frihed
bange for lighed, skam og tristhed
Korset hvisker vi er nemme at vildlede
en lys stemme siger jeg er tilgivet
jeg vågner med et bankende hjerte
forandret af verden, tror aldrig jeg lære det
Alene
sammen
imellem
øjeblikke