Jeg ledte efter en pige, der kunne lide at gå i regnen
en med noget at sige, og ikke bange for at stå i vejen
livet føltes som en frysende ørken uden lys og mørke
Jeg ku' være blevet rask, men var for syg til at gør det
Jeg søgte en pige, med et sind der matchede mit
en så kløgtig i livets spil at hun turde at satse sit
Livet ventede længe, før det valgte at sende hende
jeg lider af det fængslede sind, gemt i det glemte minde
Jeg fandt en kvinde i en krop urørt af tidens tab
med et smil, der ikke kan forklares af videnskab
Livet kedede sig, og manglede noget at grine af
for tiden går så sløvt, man bliver slået ud af timeslag
og jeg faldt over hende så hurtigt som jeg faldt for hende
jeg havde levet alene alt for længe, jeg havde valgt at glemme
hvad der gemte sig langt og dybt indebag mine facader
det dybe had, der ønsker at skade alt der gør mig glader'
den syge vrede, der skubber mig tætter' mod kanten
og gør jeg er alene blandt folk når jeg sætter mig blandt dem
hun gjorde mig glad, men det fik mit sind blokeret
hver gang hun informeret mig om hun ik' var interesseret
og jeg lod monsteret tage over, og styre slagets gang
i selv-ynk og klagesang, og lod det hvide i flaget brænde
kaldte hende ting, som jeg vidste ville ramme hårdt
for gamle sår, vil altid skade mere end nogen kamsport
bare fordi hun ik så mig som elskede, men mere som mennesket
jeg skammer mig, fordi jeg svælgede i hvor hårdt jeg kæmped'
jeg ledte efter en pige, men jeg mistede en ven
fordi jeg syg og ond, sådan hviskede en stemm'
for som menneske så er jeg ikke meget værd
så der ingen til at være i vejen for mit regnvejr