Du er regnen og vinden fanget i asken
Kender vejen i blinde som et blegnende minde
Helten i din fortælling, dit smil er masken
Helgen, martyr, hellig, engel i dit eget sind
Ingen ild, ingen varme, intet glimt under din skæppe
Ingen hvile i dine arme, ingen minder under et tæppe
Ingen gnist, ingen glød, ingen glæde i dit indre
Du er selvisk, skindød, uden et sted at overvintre
Dine venner bekæmper fjender der aldrig fandtes
Deres stemmer ændres, men ka' ikke forvandles
Jeres holdninger er floskler, intet rart bagved
Dine fortolkninger foreslår ideen om race-renhed
Du siger du forstår fordi folk kalder dig Færker
Verden har lært dig ord aldrig kan være mærkbar'
Du kender smerte fordi du har smagt kold mad
Du siger det er vigtigt at gøre grin med de voldtagede
Dine grønne øjne skinner som flammer i natten
Dine drømme forsvinder som om du har forladt dem
Varmen du mangler og pause fra larmende tanker
Får du fra fortabte chancer og falde et med de andre
Du mister de versioner af dem du ku' ha' været
Ubesværet gøre dig fortjent til hvad du får foræret
Alt det der kunne være skabt er gået tabt
Prisen for at din indre svinehund har fået magt
Nu er der kun den søde død der kalder
Jordens bløde hud og træernes skaller
Dit eneste håb er at tiden glemmer at du fandtes
Dit seneste råb går videre og kan ikke forhandles
Du er regnen og vinden fanget i asken
Kender vejen i blinde som et blegnende minde
Helten i din fortælling, dit smil er masken
Helgen, martyr, hellig, engel i dit eget sind