Koppens små skår rækker sig ud som blodårer
grumset på bunden trækker minder til de gode år
Der er ingen kaffe, som den der strækker sig mod morgenen
som de mørke tanker der spilder over i en rodet form
Dampen svæver langsomt op fra den mørke overflade
bønnernes stilhed lover fred, men vi ignorerer forslaget
våbenhvilen må vente, smagen af den sorte masse er bitter
så selv en liter mælk ville ikke ændre noget som helst i dig
Duften af det billige mærke fylder rummet mere end rigeligt
og ingen mængde af filtre ville gøre det her mindre forudsigeligt
det kogende vand siver langsomt igennem min skuffethed
kaffemaskinen sprutter og venter på at blive lukket ned
Jeg lytter, men jeg forstår intet som du ytrer
det føles som om du har snydt mig og kaldt mig hykler
vores ord er værre end vores gamle kaffeånde
og vi fatter begge to ikke hvad det er vi snakker om
Et øjeblik opstår hvor det går op for mig vi har tabt
alt det vi har skabt der bragte os modet i vores afmagt
en sandhed forlader os, mens kaffen bliver kold
og vores eneste skjold er at samtalen bliver afbrudt af forvirret folk
Mit ansigt spænder i vrede, mens dine venners stemmer
emmer af glæde, jeg ved ikke hvad det hele ender med
jeg ved bare vi er faret vild på hver vores vej
for bestandigt, og jeg tænker på det må være svært for dig
Fordi alle vil elskes af dig og ha' et glimt af dit væsen
og alle trækker i dig, som om du var essensen af bevægelsen
din klike af rygklappere der sviner dig til
og I tror intimitet er hvordan I griner af det
Jeg efterlader koppen, lader kaffen stå tilbage
så du kan komme igennem alt du skal nå i dag
så du kan bruge tid med dem du prioriterer
så I kan puste hinanden op når I får ideer
Så I kan håne den næste klovn der krydser jeres vej
jeg ved bare at den klovn ikke længere kan være mig