Store sorte øjne og små tykke kinder
Den lille dreng er træt og vil ikke gå længere
Aataa rækker armen bagud med åbne hænder
Små børn omkring, lyden af små råbende stemmer
Drengen ved der ligger et kinderæg og venter
I det runde hus, så han bidder tænderne og kæmper
Et skridt nærmere og et skridt nærmere
Aataas store hænder varme i skjortens ærmer
De ankommer og sølvpapiret bliver hurtigt revet væk
Chokoladen slugt glubskt af den lille ladne knægt
Aataa smiler og fortæller alt om en stor blå flod
Fyldt med gå på mod, drengen har ik' forstået noget
Mere interresseret i den store trykkeri maskine
Som ligner et rumskib, som han har set fra film
Aataa sætter et stykke musik på og dirigere
Drengen synes det kedeligt og har ik' lyst til at blive mere
Drengen glemte navnet på sangen sidenhen mange gange
An der schønen blauen donau, ord der ikke hang sammen
Drengens første tyske ord lært, blauen betød ikke kablaw
Det var ordet for den blå farve, drengen lærte i små slag
Mange år senere, i et lille hospital fra Aataas fødeby Svendborg
Og der var lidt mere hentehår på Aataas isse ligger Aataa og venter
Hans yngste datter på atlantflyveren, på vej for at tage afsked
Drengen nu en mand ved Aataas dødsleje, sengen et gravsted
Aataa sakker længere og længere væk, vi har mistet kontakten
Snakkede så meget, der findes ikke ord uden vi har sagt dem
Drengen i mandens hjerte kommer i tanke om den gamle flod
Men kan ikke samle tankerne selvom sangen banker i hovedet
Navnet ligger på tungen, Aataa snakkede altid om den komposition
På de lange gåture rundt om Trollehøj-søen, mandens kondition
Manden googler på telefonen, finder sangen som man finder sange
Aataa bevidstløs i et døgn nu, hjerterytmen og åndedrættet klinger sammen
De sidste døgn uden søvn for manden, sangen spiller de første toner
Aataa vender sig og raller, vejret trækker i lungerne, åben mund, mørke kroner
Aataa spiler øjnene op og smiler, han vifter med armene
Igennem varmen og larmen, som et lille barn, der kommer rendende
Et lille barn med et kinderæg i hånden og en mand med tårer i øjnene
Et lille glimt af et lang liv, igennem røgen og støjen og alle døgnene
De sidste par år har han glemt mangt og meget igen og igen
Dag efter dag, weekend efter weekend, i pleje på et lille hjem
Jeg spørger om han kan huske navnet på den smukke melodi
I al hans eufori synger han rallende, lunger fyldt med indre skrig
An der schønen Donau, mens armene fægter med alt hans kraft
Det sidste sammenhængende jeg hørt at han har sagt
"Jeg har levet et underligt liv. Og et vidunderligt liv"