Mørket vrider sig i mig som en slatten hovedpude
nattens gode gud får verden til at se rodet ud
hvis jeg kunne sove, ville jeg sove bedre end jer alle
hjernens forfald som salt til ægget, alt til skægget
halvt bevæget, vant til væggen flytter sig nærmere
stjerner i tågen og fjerne minder i hjernen der er lysvågen
månen læner sin vægt på os som tunge tanker
mørket for småt til at kunne rumme andre
vågn, månevandrer, vågn før du falder i søvn igen
vågn op, gamle dreng, vågn før du får det sløve sind
jorden husker dig som fodspor under faldne blade
alt det skade du valgte at kalde vrede allerede væk
de flækkede træer vinden knækkede uden respekt
mindes dengang du gav genklang og ikke var defekt
dit sind på hendes kind og inden dit hjerte blev blindt
vågn op, nattens konge, vågn før hun forsvinder
vågn op, regnens hersker, vågn før du ikke kan længere
lad flammerne flyve over himlen indtil du bliver svimmel
fortærer alt det skimmel der er på den forfængelige engel
jeg påberåber tossede tåber der står og måber
jeg kalder på de aldrende rødder, der falder på fødder
skaller og nødder, skoven der sover mens natten den bløder
Jeg kan næsten nå hende, jeg kan næsten mærke hende
lad mig sove, lad mig falde i søvn, lad mig drømme
lad mig håbe, lad mig falde for hendes fødder
lad mig give alt jeg har og alt jeg ikke har
alle svar og alle pauser der er mellem stønnene
i et strålende øjeblik før rastløsheden begynder
jeg er så træt af de vågne nætter der råber med mig
hvis jeg kunne vandre på månen, ville jeg få det lettere
vågn før du falder i søvn igen!