Hun har en hemmelighed hun ikke vil fortælle
en sjæl hun ikke vil sælge, et valg hun ikke vil vælge
et liv hun ikke vil dele, et sår der ikke vil hele
en mening hun ik' må mene, sit liv som en scene
Jeg er nødt til at vide det, før resten af mig forsvinder
før mit sind reagerer for aggressivt og presser mig for minder
før jeg drager mine egne konklusioner ud fra halve antagelser
før mine erfaringer dækker hjertesorgen med alt for store bandager
Hun siger det ikke betyder noget, hendes fortid ligger bag hende
som et svagt minde, der ikke helt kan finde ude af at passe ind
hun giver mig et suk og siger jeg ikke skal tænke på det
og det gennemgående er gemt bag tusindvis af hængelåse
Jeg ser den første ledetråd, et smil gemt bag de mørke tårer
der danner rynker, der fortæller det ik' er hendes første sorger
hun kigger væk fra mig og arrene på hendes arme siger alt
om en pige der faldt for drengen på den måde som de siger piger skal
Hun viser mig mørket, hvor tanken om at dø er befriende
og søde ord time efter time dækker over lyden af skrigene
mørket der drager lyset ind og veksler det til varme
mørket der stiller de spørgsmål hvor ingen har svarene
Hun forsvinder væk, drukner i dynerne og drømmene
og efterlader mig til at flyde væk i havstrømmene
uden at kende hendes hemmelighed eller hvem hun er
vildfaren på en gemt sti, der føles som den ender her
Morgentimerne tikker ind og nedtællingen begynder
udbasuneret som når englene synger om helvedes synder
og strålerne brænder i mine øjne som nyfalden sne
mens hun fortæller mig alt det som alle ved
Væk er de mørke tårer, væk er sårene på armene
væk er larmen og puslespillet jeg ik' ku' samle
væk er pigen der kunne falde for hvem som helst
væk er kvinden, der levede livet som en fest