Dyret ved kanten af vandet, fødderne i sandet
dybe rødder fra en anden tid fyldt med sandhed
den fugtige muld skabt af nedbrudte knogler
falmet kød fordøjet af jorden og træernes kogler
De blide bølger så små intet øje kan sanse dem
vandet blikstille som landet aben kaldte hjem
han sanser noget i lysets skær under overfladen
en abe under vandet kigger tilbage med sorg og had
Et uskrevent blad, en fjende glemt, hidtil gemt fra synet
sendt fra helvedet, aben kaster tunge sten ned i dybet
i håbet om dæmonen der skjuler sig vil bløde ihjel
aben uforstående og ude af stand til at møde sig selv
Ensomheden tager fat i skæret af den klare nat
den trætte abe forladt af fjenden forhadt
kun skyggen som han genkender lidt for godt
tårer af skidt og snot, mindet om den iltre flok
Imorgen vil han gøre ven af fjende og glemme
og gøre en ende på det blinde had i sin stemme
samle en ny stamme, en af mange, en af mangel
aldrig mere brænde til bålet til anger og skammen
Varmen rammer i hjertet, oasen åbner muligheder
som fugle i skjulte reder, unger sultne, moren mader
daggry uden afsky, aben nærmer sig nænsomt kanten
en ærefuld handling, en forsigtig dans mod vandet
Aben ser ned i søen, en illusion taget med i døden
et bristepunkt der ligger tungt, formet af et liv i nød
han indser hvad der spejler sig og fejlen i sindet
mindet om fjenden synker som tiden bevæger sig forsinket
Små tårer drypper ned i søen, skabt af aben i oasen
skabt af sved og spyt, støt og langsomt af asen og masen
desperat og forvildet, aben utrøstelig og besejret
streger i ansigtet, der minder om rynker og lejre
Et væsen slibrigt og slimet svømmer op og smiler
aben skriger forskrækket, som dækket af igler
en sær og kær fisk kigger nysgerrigt på aben
uden noget at tabe, dybets gab huskes kun svagt
De mødes og aben bekender sine synder
som tynger så meget at det synger
fisken lytter tålmodigt så meget den kan
så meget som vand tillader i tidens sand
Aben føler for fisken, spejler sig i dens ensomhed
tomheden og hjertet hvisker at den skal komme med
det behårede håndled rækker ned og fanger fisken
de flappende finner blafrer og rammer næsten
Aben fyldt med empati og indlevelse som blomster
et hjerte fyldt med omsorg for det lille fiskemonster
Kom, ven, kom med mig, væk fra de dyrebare dråber
kom, ven, kom med og se hvilken verden himlen åbner
Kom ud af vandet, kom ud af det vand før du drukner
kom, lille fisk, før du dør og før dit slibrige lig mugner
Aben ser sig selv som frelser, mens fisken spræller
skrigende gisp, aben ænser ikke fisken, der vrider og raller
På toppen af palmen, ligger den kvalte fisk som aben kværkede
de ser på den smukke solnedgang der daler over skaberværket