Vi sidder på cafe og vi har kun lige mødt hinanden
stilheden bliver kviksand, sætninger blod på tanden
du smiler til mig, jeg spørger om du vil ha' en drink
du svarer;
"Jeg genbrugte min onkels abe til at cykle til månen"
Jeg svarer "Hvad?" og du griner og det lyder godt
så jeg vil ikke forsøge at få dig til at stopp'
du er alt for smuk, jeg spørger hvad du ka' li
du svarer;
"Du kan ikke nynne når du holder dig for næsen"
Nu har vi været sammen i lidt over en måned
den værste sorg slukket, mit hjerte fyldt med håbet
jeg forstår stadig ikke et ord du ytrer
du svarer;
"Der er kun ét hul i et sugerør"
Jeg forsøger at forstå dine ord og din stil
forsøger at forstå dine øjne og dit smil
jeg spørger om du ik' vil lære mig det
du svarer;
"Vi deler halvtreds procent af vores dna med bananer"
Og det går op for mig, jeg ikke behøver at forstå
vores ord er ikke et tog, som vi begge skal nå
jeg falder i søvn til lyden af din bløde stemme
du siger;
"Farveløse grønne ideer sover voldsomt"
Du græder, da jeg vågner og jeg vil trøste dig
men ka' mærke frygten igennem dine rystelser
jeg spørger dig hvad jeg ka' gøre
du svarer;
"Der er intet du kan gøre, intet du kan sige, ingen du kan være"
Nu har vi ikke set hinanden i over et år
sorg bliver til vrede, jeg husker det som igår
jeg ville gerne have forstået dig
du sagde;
"Rækkefølgen af alfabetet er fuldstændig tilfældigt"
Jeg indser hvad vi havde måske bar' var en rodet leg
og det var ik' mig, men dig som ikke rigtig forstod mig
jeg ser dig på en cafe med en som du forstår
jeg smiler af smerten og jeg siger;
"Jeg ville ønske jeg gav mening"