De siger der er mere mørke end der findes lys
og mere gammel skrammel end der kan fornyes
mere viden end der kan både forstås og forklares
flere spørgsmål derude end vi kan nå at svare
Flere sandheder end noget menneske kan åbenbare
flere dråber i havet end tårer som dem vi tåber har
flere der råber i håb om at vi får vores våben klar
så mange tanker der kæmper men vi kan ik' slå dem fra
Midt i kaosset står hun, hvor værket møder skaberen
verden er støj, men stemmen er hævet over den svage larm
hun følger som alle de andre der står bag ham
deres ofringer ikke så smukt som det hun lagde frem
Et visnet træ der bar frugt, et kornfrø der blomstrede
det hjemvendte barn, en fremmed der hjalp den hårdt sårede
langt fra alle dem, der sendte blikke og ikke gad
kvinden der altid gav lidt mere af alt det hun ikke havde
Et øjebliks fred i stilhed, vejviser som navnet på skiltet
et helbred ændret, krop for sjæl, givet noget for intet
et dybt åndedrag ude på havet, som får stormen stilnet
og glæden løber ned, normalt reserveret for de elskede
Blodet drypper ned af siden, himlen revner i et øjeblik
jorden sprækker, den sidste krage er allerede fløjet væk
den tomme grav uden navn forvandles til et mindested
manden ingen ville kendes ved er ikke til at finde dernede
Hun styrter mod flokken, ustoppelig med mere end min styrke
et mere vidnesbyrd, men ved ikke om det koster hende dyrt
ordene samler sig som lysende stråler fra sommersolen
de hullede hænder hviler roligt på siden af kongetronen
Jeg plejede at tænke at alt der var uoverskueligt
måtte nødvendigvis være usandsynligt og umuligt
jeg plejede at hade hende så ubeskriveligt meget
som når mørket spørger og kun lyset giver svaret
Jeg har ikke brug for mere viden eller sandheder
jeg har ikke brug for en dom fra jeres klanleder
alt jeg mangler er jorden og solen der skinner
lyden af liv og død, skrevet som ordene forsvinder