29. Juni 1977.

Sandet var stadig varmt fra dagens og aftenens sol. En svag brise kølede luften en smule og løftede sandet fra jorden. Der var stadig hedt og tungt, selvom solen var gået ned. Stjernerne dukkede op på himlen, en efter en, og den store måne havde taget sin vante plads imellem dem. I det fjerne blinkede et objekt ekstra stærkt. Med det blotte øje ville man kunne se, at det bevægede sig lidt. Prikken på nattehimlen lyste mere og mere op, og med større og større fart blev den større. Den gik fra at være blot et nålehoved, til størrelsen på en bordtennisbold, til en tennisbold. Og med et tungt dunk landede den i sandet på Colorado flodens bred, og støvet sand hvirvlede op.
   Da støvet havde lagt sig, tonede meteoritten frem. 2 meter høj og 3 meter bred dækkede den et stykket af sandet for månen. Og tæt på, i et grenet buskads, strakte en skygge sig. Dovent sneg den sig gennem sandet. En mus dukkede frem fra sit skjul, og det var den som skyggen havde kurs mod. Snart nåede den musen, og med lynets hast snoede den sig rundt om det lille dyr, som gav en højlydt piben fra sig i den stille nat. Skyggen fortærede musen på nogle sekunder. Der var intet andet tilbage end en halestump. Skyggen trak sig tilbage til buskadset og stilheden sænkede sig atter over den måne oplyste flod.

30. Juni 2003

Motorens sagte snurren blandede sig med radioens Rock 'n' Roll special. Peter tog et sug af sin Marlboro og skruede op for radioen. Et vindstød fra den tørre og hede vestenvind slog ind af hans åbne vindue og rev gløden af cigaretten.
   "Satans!" råbte han og slog vildt efter gløden, der havde en farefuld retning mod hans skød. Med et velrettet dask fik han ændret dens retning, så den landede på passagersædets kunstige læderovertræk. Den glødede stadig, men Peter mente ikke det ville være en gevinst med et brændhul i betrækket, så han fyrede en spytklat mod gløden, og i en brøkdel af et sekund afvægrede han katastrofen.
   "Bullseye!" hylede han triumferende.
   Med en serviet fra McDonalds tørrede han slagmarken op og smed det i den brune papirspose med de gyldne buer. Peter betragtede gnallingen af et skod han holdt mellem fingrene. Valget fladt på at overlade den til sin egen skæbne, og han smed den ud af vinduet. Han måtte være vågen, være opmærksom, have øjnene på stilke. Han havde mest ønskede at sidde i sin have på en havestol med en kold bajer i hånden, og betragte rododendronerne svagende i vinden. Men han var nødt til at blive hvor han var; i sin bil, på en støvet vej, med vinduerne rullet ned, airconditionanlægget drønende, svedende og ventende. Og med åbne øjne selvfølgelig, tænkte han. Bare tænk på konsekvenserne, hvis du IKKE opdager dem i tide. Hvis de slipper forbi dig! Skyggerne! Han gøs ved tanken. Det ville ikke være sjovt! Han havde svoret højt og helligt overfor Steve og Rob at han godt kunne klare det her. Nu måtte han bevise, at den pagt de lavede som 14-årige stadig galdt!
   Han MÅTTE holde øje med vejen! MÅTTE holde øjnene åbne! Og huske at få røven med sig og køre over til Steven, HVIS de viste sig! Hvis de mørke skygger endnu engang blev for lange!

Robs fingre klaprede på tastaturet. Han koncentrerede sig om at få de sidste ting ordnet inden kl 16, hvor han fik fri. Med jævne mellemrum stoppede han op, lænede sig tilbage og bed i sine brillestænger. Han tænkte på Susan derhjemme og drømte om hendes fyldige bagdel. Han skubbede tankerne fra sig og fortsatte derefter i rasende tempo. Han havde travlt. Så snart han fik fri skulle han over til Steven. Peter ville også komme når solen var gået ned, når den ikke længere kunne lave skygger.
   Hans lillefinger ramte enter-tasten en sidste gang. Endelig var han færdig. Han gemte dokumentet og satte derefter printeren igang. Der var mange sider, men han kunne godt nå det, han havde en halv time endnu. Han stirrede på skærmen. Han studerede den. Det var som om hele grafikken hoppede. Ikke særligt meget, men man kunne ane det. Som en lille nervøs sitren. Rob stirrede på den lysende skærm, stirrede på bogstaverne på skærmen som formede ord. Ord der sammensat dannede sætninger. Sætninger der lignede små skygger. Rob virrede med hovedet, han var træt. og langsomt, ganske langsomt døsede han hen.

Han var 13 igen! Trampede som en gal i pedalerne. Han måtte have fat i Steve og Pete. De SKULLE bare se det han havde set!
   Han mødte dem foran iskiosken.
   "Steve! Pete!" Bobby var frygteligt forpustet. Han smed cyklen fra sig og stavrede hen til dem.
   "I - I skal - I skal med! Nu!"
   De så undrende på ham.
   "NU!" Bobby fik med en sidste lungekrampe overbevist dem om at det altså var vigtigt. De greb deres cykler og i samlet trop, med Bobby forrest, cyklede de hen mod Dreamcatcher Memorial Park...

Rob vågnede ved lyden af fyraftensklokken. Han rystede sit hovede let. Han havde drømt. Det havde været om dén dag. Han så ned på sine hænder, de knugede krampeagtigt armlænene på kontorstolen. Han tvang dem til at åbne sig, og han rejste sig. Han lukkede Pc'en ned, tog papirerne fra printeren og gik ud til sekretæren.
   "Her", mumlede han. "De skal sendes til Patrick Jones".
   Sekretæren nikkede og iagttog bekymret den mand hun kendte som Robert Palmer, blandt venner kaldt Rob, og som blev kaldt Bobby indtil han blev 18, stavre ud af døren og ud på parkeringspladsen.
   Med jakken over venstre arm, og mappen under højre, fik Rob med besvær fundet nøglerne til bilen i lommen og låst døren op. Han smed tingene ind på bagsædet og satte sig ind. Han baksede med selen.
   "Rådne japanske lort!" skummede han. Døren stod stadig åben, bilen var glødende varm indvendig. Endelig fik han selen i låsen. Han famlede efter nøglerne, som han havde smidt på passagersædet. Udenfor gled solen længere ned på himlen. Et par meter fra Rob og bilen stod et træ, nydeligt omkranset af en ring af cement til at holde jorden væk fra asfalten. Skyggen fra træet dækkede den østlige stribe til den nærmeste parkeringsbås, og strakte sig længselsfuldt efter den næste. 3 Striber, ca 6 meter, derfra tændte Rob en Lucky Strike. Solen gled uendeligt langsomt ned ad himlen, imens den tændte ild bag de sidste orange skyer. Samtidig strakte en skygge, ikke langt derfra, sig over stribe nummer to, stædigt higende efter stribe nummer tre. Rob indhalerede dybt. En rallen kradsede i hans hals. Han burde også snart holde. Han kunne stadig huske den dag han havde tændt sin første smøg, han havde været 13...

Da de kom til parken smed de tre drenge deres cykler fra sig og fortsatte i løb hen ad parkstien, stadig med Bobby forrest.
   "Kom nu! Skynd jer!"
   De to andre fulgte pustende efter, lykkeligt uvidende om hvad der ventede dem bag træerne ved bænkene. Bobby snoede sig som en slange mellem de tætte grene. Pete og Steve var knap så atletiske. De rev sig flere steder på deres nøgne ben, og Pete var temmelig sikker på at hans mor ville få et føl når han kom hjem.
   Pludselig stoppede Bobby op. Han løftede armen og pegede hen mod fodderbrættene til fuglene.
   Det er derovre", hviskede han.
   Pete og Steve lod deres blikke finkæmme området. Der var ingen mennesker i parken, det var simpelthen for varmt. Vestenvinden havde svedet græsset flere steder, selv nogle af de nyplantede træer så lettere livløse ud. Langsomt bevægede Bobby sig fremad. Han listede, næsten sneg sig hen mod foderbrættene. Steve og Pete fulgte efter ham. De nærmede sig det foderbræt der stod tættest på. Pete opdagede med de samme at de allesammen var tomme, der var ingen fugle.
   "Dér!" Bobby stoppede op og pegede på det bræt de havde retning imod.
   Pete sneg sig hen mod brættet, Steve tøvede, men fulgte derefter trop. Pete kunne ane noget brunt, pels ville han gætte på. Der var også noget rødt. Pete blev urolig, det var vel ikke...
   En kvalme skød op i ham. En frygtelig stank havde presset sig op i hans næsebor. Bag sig kunne han høre Steve gispe. Pete lukkede sine næsebor med to fingre og gik nærmere brættet. Det brune var ganske rigtigt pels. Det var et egern. Det så ud som om det sov. Egentlig ganske nuttet, bortset fra éen ting: halvdelen af egernet manglede! Det så ud som om nogen havde taget en ordentlig bid af dyret, for derefter at forsvinde, uden at spise op. Pete vendte sig om mod Bobby.
   "Hvem..? Hvad..?" stammede han.
   Bobby's øjne var store og skræmte.
   "En skygge!"

Rob glippede med øjnene. Han stak nøglerne i tændingen, drejede den og satte mitzu'en i første gear. Han pressede foden let mod speederen, slap koblingen og bilen gled langsomt fremad. Han kørte ud på vejen og satte kursen mod Steves hus. Imens på parkeringspladsen trak en skygge sig tilbage. De sidste stråler fra solen svandt hurtigt i takt med at gadelampernes pærer glødede stærkere.

Peter skoddede sin smøg. Han havde kun røget det halve, men der var ikke mere tid. Han skulle være hos Steven snart, og Rob ville også komme. Det var i aften de skulle udarbejde en plan. Den skulle være nøje gennemtænkt. Og denne gang måtte den ikke fejle. Sidst havde de troet det var ovre. Skyggerne var jo forsvundet, og de havde ikke set mere til dem siden. Men nu var de kommet tilbage! Det år de havde været i parken havde der været en frygtelig tørke, farmerne havde meldt om store tab af både dyr og afgrøder. Og denne sommer var ved at udvikle sig til noget i samme stil. Det hang perfekt sammen! Tørken, solen og stenen!
   Selvfølgelig! Peter slog sig på panden. De havde fuldstændig glemt alt om stenen!
   Han startede bilen i samme øjeblik de første gadelamper tændtes. Som det første ville han købe en pakke smøger. Derefter var det direkte over til Steven!

Steven stod i sit køkken. Udenfor var solen gået ned og gadelamperne glødede blegt ned på de parkerede biler på vejen. Det var et stille kvarter. Han havde valgt et stille kvarter at bo i, da han ikke ønskede for meget spænding i hverdagen. Men nu kunne han ikke flygte fra det længere. Nu var spændingen kommet tilbage, som en lydløs næsten usynlig dræber. Han sukkede. Hvor ville han ønske at de aldrig var taget i parken den dag. At de aldrig havde set det egern. At de aldrig havde fundet ud af hvad der lurede i parken den eftermiddag. For det fandt de ud af. Steven mere end de andre. Han skulle ikke være gået tilbage efter de havde forladt parken og aftalt at mødes næste dag for at undersøge det nærmere. Men han ville jo så gerne være den der opdagede nogle skjulte spor, den der afslørede det monster der kunne gøre sådan ved et dyr. Han kunne huske at Peter havde sagt at det nok bare var en kat eller en hund. Men Bobby havde ganske rigtigt peget på at hverken en hund eller en kat ville hoppe op på foderbrættet for at spise halvdelen af egernet og så efterlade halvdelen. I øvrigt ville egernet have nået at stikke af. Nej, det der havde gjort det, måtte være både lydløs og usynlig. Og det var der jo ikke noget der var! Men Steve havde været sikker på at der lå en naturlig forklaring bag det hele, så den eftermiddag var han kørt tilbage til parken...

Han sneg sig mellem grenene. Prøvede at gøre sig både lydløs og usynlig. Ikke at der var nogen grund, parken var tom, hverken dyr eller mennesker var at høre eller se, men det ville ikke se godt ud hvis Bobby og Pete lå på lur et sted for at overraske ham. Og det ville heller ikke være så rart hvis det han ledte efter fandt ham først. Han nærmede sig foderbrættet hvor egernet havde ligget. Han måtte helt derhen. Der måtte være nogle spor, noget der kunne røbe hvad han ledte efter. En pludselig tanke skød op i ham; måske var det den gamle dranker henne fra cafeteriet på benzinstationen, Mr. Welsh. Han var så ulækker og uhyggelig, og Steve og de andre børn i byen havde flere gange fået at vide af deres mødre, at de aldrig måtte komme i nærheden af ham. "Han spiser små børn!" havde Eric's mor sagt.
   "Han gemmer døde dyr i kælderen og påstår at de er kattekillinger, og så lokker han jer med derned!" havde Bobby's mor sagt.
   Bobby, Pete og Steve var sikre på at det var løgn, sådanne mennesker fandtes der ikke. Men nu nagede en lille tvivl inde i ham. Hvad nu hvis det var drankeren? Hvad nu hvis han spiste døde dyr? Eller endnu værre: Hvad nu hvis han sad på lur lige nu et sted her i parken, og bare ventede på det rette tidspunkt til at springe frem og råbe BØH? Steve grinede for sig selv. Så fjollet han var, lod sig skræmme af dårlige skrækhistorier fra deres mødre.
   Han nærmede sig foderbrættet. Han kunne se at egernet stadig lå, hvor de havde fundet det. Uden at se på det, knælede han i græsset ved foderbrættet og gav sig til at undersøge pælen, som foderbrættet var fastgjort til.
   "Hmm", mumlede han for sig selv. "Ingen kradsemærker. Brættet sidder for højt oppe til at en kat eller en hund kan springe derop uden at bruge pælen."
   Han studerede pælen nøje, hele vejen op til brættet, men fandt intet. Han gav sig til at rode i det svedne græs. Hvis han var heldig kunne han måske afsløre nogle fodaftryk eller lignende, hvis altså det var et menneske der havde været her. Det tvivlede han dog på, og han fandt da heller ingen spor der kunne tyde på det.
   Han kravlede lidt videre i græsset. Parken var stadig tom. Solen havde passeret himlens midte og var gleden lidt ned vestpå. 20 skridt bag Steve stod et træ. Det hang lidt med grenene, det var blevet plantet året før, og havde ikke været modstandsdygtig nok overfor heden. Solens stråler brændte i barken og træet åndede ud, måske for sidste gang? På den modsatte side af solens stråler havde barken det bedre. Da solen var gleden lidt ned mod vest, og havde flyttet sin varme om på den anden side af træet, havde denne side endelig fået et pusterum. Træet kastede en lille skygge i det gule græs. Den voksede mod øst efterhånden som solen gled mod vest. Steve kravlede videre. Han samlede kapsler og skodder op, men han anså dem ikke for nyttige spor, så han smed dem over skulderen. 18 skridt derfra strakte skyggen fra træet sig. Den snoede sig som en slange mod højre og mindskede afstanden mellem den selv og drengen med yderligere 4 skridt. Steve samlede et stykke papir op. Det var foldet sirligt sammen og han koncentrerede sig dybt om at folde det ud. Han havde aldrig været en ørn til at læse, og han stavede sig gennem teksten.
   "M - Ø - D, mød, M - I - G..."
   Skyggen kastede sig yderligere 3 skridt frem.
   "Mig i, S - K - U..."
   Skyggen gled længere frem. Den var nu kun 7 meter fra Steve.
   "R - E - T, skuret..."
   Nu var der kun 5 meter mellem skyggen og Steve.
   "B - A - G, bag, V - E - D, ved..."
   3 meter...
   "B - E - N - Z - I - N, benzin..."
   Steve stoppede midt i ordet. En voldsom smerte bed sig ind i hans ben og han kastede sig skrigende rundt i græsset. Han prøvede at tage benet til sig, men det var som om noget holdt fast i det. Han så ned på det, et stort stykke af huden over hans skinneben var væk, nu bar der fri udsyn til knoglen der skinnede grinende i den brændende sol. Steve skreg. Tårerne pressede sig på, og han hev så meget han kunne i benet for at få det fri af... Ja, få det fri af det der nu havde fat i det. Men han kunne ikke se noget. Det eneste han kunne få øje på var et træ, og en stor skygge der lå ind over hans ben. Han spærrede øjnene op, så det ikke ud som om skyggen lå rullet omkring hans ben?!? Han rev så hårdt han kunne, der skete intet. Han samlede kræfter, og med alt hvad der var tilbage af kræfter i hans arme, skuldre og ryg, kastede han sig tilbage. Der lød et smæld og han rullede bagover. Han ramte med sit ødelagte ben først i græsset og han skreg. Han trak vejret dybt ind og skreg igen...

Steven gned sine øjne. Det var efterhånden mange år siden, fire år før Lauren med de lange ben og den smidige ryg, og elleve år før Audrey. Men hans ben var aldrig rigtig blevet det samme igen. Det strammede tit i musklerne, og han døjede med en usikker halten i tide og utide. Den dukkede altid op, når han troede han endelig var sluppet af med den. Han havde været bevidstløs i tre dage. Hans forældre havde været i rummet da han vågnede. Hans mor græd, og hans far stod med armene ned langs siden, så 20 år ældre ud, men lignede samtidig en lille fortabt dreng. Til politiet havde han fortalt at det var en hund. En stor gråsort, ulveagtig hund. Den var selvfølgelig aldrig blevet fundet, og selv den dag i dag, brugte forældre i byen historien om hunden i parken til at skræmme deres børn til ikke at færdes alene når der var mørk. Selvom det skete på en solskinsdag, tænkte Steven. Han så op på klokken. Det varede ikke lang tid før Peter og Rob ville komme. Han satte sig ved køkkenbordet og hældte en frisk kop kaffe op. De eneste han havde fortalt til hvad der virkelig skete den dag, var Peter og Rob. De havde troet på ham, og da han var blevet udskrevet fra hospitalet var de taget derover, så han kunne vise dem hvor det var sket. Han havde gået med krykker i lang tid efter. Men det gav dem mulighed for at diskutere situationen igennem. Og så lavede de pagten.
   Og nu måtte de indfri den!
   Steven vågnede fra sine tanker ved lyden af en motor der blev stoppet i hans indkørsel. Han rejste sig, endnu engang besværet af hans dårlige ben. Han nåede ud til døren før Rob fik banket på.
   Rob smilede nervøst til ham.
   "Jeg ville ønske jeg kunne sige "godt at se dig", men under disse omstændigheder, må jeg desværre tilstå, at det ikke er så glædeligt!"
   "Ja, vi slipper jo nok ikke for at mødes om det her."
   Rob sukkede. Steven kunne fornemme at han var mindst lige så træt af det som han selv.
   De satte sig ud i køkkenet, åbnede et par Budweiserer, og snakken gik, om alt andet end det de egentlig var samlet for at diskutere.
   Ikke lang tid efter Robs ankomst, dukkede Peter op.
   Endnu en øl blev åbnet, og med ansigter i folder som til en begravelse, satte de sig ned ved bordet. Peter lagde ud.
   "Jeg lagde ikke mærke til noget usædvanligt, ude ved hovedvejen. Dog hørte jeg nogle nyhedsudsendelser i radioen. En mand havde mistet det meste af hånden da han var ved at fjerne ukrudt i sin have. Men han kunne ikke sige hvad der havde gjort det. Han kunne ikke huske at han havde set noget. I Boulder skete der også noget usædvanligt. En kvinde lå ved sin pool og solbadede, da hun pludselig mærkede en frygtelig smerte i siden. Hun er nu indlagt på Boulder Community Foothills Hospital. Hun mistede to ribben og en mindre del af den højre lunge. Der har været et par mere af disse hændelser, hvor folk ikke har haft nogen anelse om hvad der er sket."
   Rob så stille ned i bordet. Steven tog en slurk af sin øl.
   "Hvad mere?" spurgte han
   Peter fortsatte:
   "Nogle kloge metrologer mener at disse folk har fået et blackout på grund af varmen. derefter har et dyr, eventuelt en bjergløve udset sig dem som sit måltid. Folk er så vågnet op ved smerten og dyret er smuttet væk. Nemt at tro, når man tænker på den voldsomme stigning i bjergløve bestanden i området."
   Rob knaldede hånden ned i bordet.
   "Nu må det fandeme være nok!! Folk rundt om i County'et bliver angrebet, ingen har den fjerneste anelse om hvad der foregår, undtagen os, og vi sidder på vores flade og fylder os med bajere, imens vores selvmedlidenhed er ved at æde os op indvendig! Vi kan sgu' lige så godt få det overstået og lægge os ud i skyggerne!!!"
   Robs kinder blussede kraftigt. Peter stirrede lamslået på ham, han havde ikke ventet dette fra Rob.
   "Rolig, for satan!" råbte Steven. "Vi kan ikke tillade os at miste forstanden! Ikke nu, måske bagefter. Der tror jeg tilgengæld også at det vil være bedst sådan. Men lige nu må vi slå koldt vand i blodet. Så tag en ordentlig slurk af din øl, og sæt dig. Vi må finde ud af noget i aften!"
   Rob virrede lidt med hovedet. Hans kinder blussede igen, dennegang af skam, og han satte sig. Steven så rundt på hans to kammerater. De var ikke så stærke, han havde altid været den der fik de to andre dysset ned. Og han var også altid den der havde holdt sammen på gruppen. Det duede simpelthen ikke at det hele koksede for dem nu! Men hans dårlige samvittighed over ikke at have været i stand til at hjælpe Steven dengang, gik ham på. Han ville ønske han aldrig havde taget de andre med i Parken den Juli dag.
   "Okay", startede Peter. "Hvad er planen? Er der nogen der har tænkt på hvad vi helt præcis gør? For det har jeg!"
   De to andre så overrasket på ham. Steven var den der var mest overrasket, Peter plejede ikke at være den der lagde ud. Måske havde hele denne situation kaldt noget frem i ham, lissom dengang de lavede pagten. Peter havde brudt stilheden, efter at Steven havde fortalt om episoden i parken, og foreslået om de ikke skulle glemme det for nu, og så samles, hvis det skete igen. Og så skulle de nok få bugt med det!!!
   Dengang havde de ikke anet hvordan de skulle gøre det. Det var først et år senere, da de cyklede ude på hovedvejen, langs Colorado River, at svarene på alle deres spørgsmål kom...

-"Skynd dig Stevie! Kom nu! Vi skal se hvor det er!!!"
   Bag de to råbende drenge, halsede Stevie afsted, hængende over styret på sin cykel.
   "Ja ja, for satan! Prøv lige at sætte farten ned! Det er sgu' da lidt svært med denne åndssvage bandage om benet!"
   Bobby rakte tunge af ham, og satte farten op. De havde travlt, det vidste Steve godt, men det var så forbandet svært. Benet gjorde stadig ondt, men han vill ud og se de blade. Pete havde fulgt sin storebror en dag ud ad Great Basin Highway og studset da broderen holdt ind ved et faldefærdigt skur der lå lidt væk fra vejen. Taget var mere eller mindre blæst af, væggen var meget skæve, faktisk stod der en støttepæl op ad siden for at hindre det i at kollapse totalt. Colorado River flød længere ned af en skrænt. Broderen var gået ind i skuret og Pete havde listet sig tættere på. Han kunne ikke se noget ind ad vinduerne, der var sømmet brædder for, så han gemte sin cykel bag skuret og satte sig ned og gav sig til at vente. Tre kvarters tid senere var broderen kommet ud. Han havde sat sig op på sin knallert og ar kørt tilbage mod byen. Pete havde ventet til broderen helt sikkert ikke længere kunne se ham, og så gik han ind. Der var mørkt og støvet, og først fattede Pete ikke hvad hans bror dog vill i sådan et skur, men så så han dem; bladene! Pornoblade i stakkevis lå spredt udover en laset madras. Pete havde med det samme slået et op, det var hullet og slidt, og nogle steder var der kager af noget fedtet, som Pete selv havde stiftet bekendtskab med hjemme under dynen. Han hylede triumferende. Dette måtte Steve og Bobby bare se!
   Og nu var de på vej derud!
   "Hallo! Gutter! Vent lige, hva'!" Steve var frygtelig forpustet, det havde ikke været godt for hans ben at begive sig ud på denne tur, musklerne strammede værre end nogensinde før, og et øjeblik var han bange for at noget ville sprænge inde i hans ben. Så satte han farten ned, og til sidst stod han af. Der var heller ikke så lang vej tilbage, kun et par hundrede meter. Han begyndte haltende at trække cyklen det sidste stykke hen mod skuret, de to andre var nået derhen, og han kunne høre deres efterligninger af ulvehyl derindefra. Han smilede ved tanken om det han ville komme til at se.
   Det tog ham ikke lang tid at nå hen til skuret. Da han trådte ind i det mørke og lumre rum, faldt hans blik med det samme på madrassen. De brune og lilla striber stod i voldsom kontrast til den beige bundfarve i stoffet. Der lugtede surt af gammel sved og tobak, en rigtig lastens hule. Dernæst kastede han blikket på bladene, der var nok omkring 40-50 stykker. Pete havde allerede åbnet et, og sad nu og udpegede hvad han kaldte 'store junger' for Bobby. Steve humpede længere ind. Hans humpen var mest skuespil, det gjorde næsten ikke ondt længere, men han ville gerne understrege for de to andre, at det havde været en hård tur herud.
   "Kom her, Stevie!"
   Pete vinkede ham hen til dem.
   "Så skal du se patter der siger spar to!"
   Steve overdrev sin humpen derhen. Han satte sig ved siden af Pete, der pegede på et stort sort/hvid billede at en meget letpåklædt kvinde. Hun havde langt mørkt hår, og hun var dejlig at se på. Steve havde aldrig forestillet sig at en pige kunne se så dejlig ud, det gjorde dem henne i skolen bestemt ikke!
   "Wow, hun er flot."
   Steve vendte blikket mod Bobby, og han lagde mærke til at der sad en lille spytklat i Bobbys mundvige. Pete sad og slikkede sig om munden.
   "Nu forstår jeg bedre at Davy ikke ville fortælle mig hvor han tog hen efter skole! Det her er guld værd!"
   Davy var Petes storebror, han var 17, og havde efter eget udsagn allerede nedlagt halvdelen af pigerne i Boulder ned.
   Steve øjnede chancen for at lave lidt ravage. Hurtig som et lyn snappede han bladet ud af hænderne på Pete og styrtede ud af døren. Det varede lidt før de andre fattede hvad der skete, men så optog de forfølgelsen.
   Udenfor havde Steve allerede fået et godt forspring.
   "Kom med det blad!" hylede Bobby bag ham.
   "Vi skal nok fange dig, krøbling!"
   I stedet for at give fortabt og give dem bladet, satte han farten op og øgede afstanden mellem sig selv og de to andre.
   "Hvordan helvede kan han løbe så hurtigt, og så med det ben?"
   Pete var lige så målløs som Bobby, og kunne ikke svare ham.
   "Det er også ligemeget! Han må ikke slippe afsted med det her!"
   Bobby smilede til ham, indforstået at det kun var for sjov. Dog opmuntrede det Pete til at sætte farten op. Snart efter var afstanden igen mindsket. Steve vidste godt at han umuligt kunne holde den fart han havde, men han ville give dem kamp til stregen. Han så sig over skulderen for at se hvor langt væk de var. Han blev skuffet da han så at de ikke var så langt væk som han havde håbet på. Bag ham kunne han høre dem råbe. 'Næh nej, mine gode venner, så let får I mig ikke', tænkte han. Han kunne ikke høre hvad de råbte, og inden han overhovedet fik orienteret sig om hvor han egentlig var på vej hen, var det for sent. Jorden forsvandt under ham og han faldt. Han kunne mærke den stikkende smerte i højre ben. Han forestillede sig at han havde vredet om, hvor var han dum, han havde prøvet sit held for voldsomt af, nu brækkede han helt sikkert benet. Han følte at han rullede og rullede og rullede... og så lå han stille.
   Pete og Bobby nåede hen til kanten af skrænten. det havde været endnu en tør sommer, dog ikke så voldsom som året før, men det støvede fra skråningens side som Steve var rullet ned ad.
   "Shit! Steeeve! Steee-eeeve!"
   Bobbys stemme lød skinger og desperat. Pete trippede ved siden af Bobby. Det eneste de hørte var brusen fra floden.
   "Mon han er... mon der er sket noget alvorligt?"
   "Nej", forsikrede Bobby. "Det tror jeg ikke. Men vi skal ned til ham, han har nok slået benet."
   De to drenge begyndte forsigtigt at kravle ned ad skrænten.
   Steve bevægede munden, han prøvede at svare sine kammeater, men hans mund var fuld af sand. Det knaste og han hostede.
   "Steve? Er du okay?"
   Bobby stod pludselig ved siden af ham. Pete kom frem bag Bobby, han havde store øjne, og så meget bekymret ud.
   "Ja, jeg er vist okay, men mit ben gør herre ondt! Hjælp mig lige op."
   Bobby og Pete tog fat under armene af Steve og fik ham op.
   "Årh shit! Mit ben!"
   Steve prøvede at støtte på det højre ben. Smerten var taget til ved faldet, men han kunne lige akkurat støtte på det.
   "Skal vi så komme op igen? Det er nok ikke så smart at vi bliver her for længe, dæmningsarbejderne plejer at flippe fuldstændig ud hvis de opdager at vi er her, og jeg gider ihvertfald ikke at komme hjem til en kæmpe skidebalde, min mor er i dårligt humør i forvejen, og..."
   Bobby nåede ikke at sige mere, før Pete afbrød ham.
   "Hey! Hvad er det?"
   Pete pegede over mod en mørk plet et godt stykke derfra. Den voksede op over flodbredden et stykke fra floden.
   - Jeg ved det ikke, svarede Steve.
   De så alle derover. Der var et eller andet.
   - Skal vi ikke tjekke det ud?
   Steve havde glemt alt om sit ømme ben, det dunkede heller ikke så meget, det havde nok bare været chokket.
   - Men, hvad med dit ben...?
   - Der er ikke mere galt med mit ben end at jeg kan gå derover!
   Med de ord begyndte de tre drenge at gå over mod den mørke plet i sandet...

"Så har I egentlig tænkt på stenen?" Peter så spørgende på de to andre ved bordet.
   "Jo. Måske derfor det hele er gået helt amok igen. Måske har den noget med fra rummet?"
   Rob så spørgende på Steven efter at han havde sagt det, men der var der ingen hjælp at hente. Han følte sig et øjeblik lidt dum.
   "Jeg tror faktisk Peter har ret. Det der sker nu er fuldstændig lissom dengang. Så det er garanteret stenen der spiller ind nu igen!"
   Steven så lidt veltilfreds ud. Hans hukommelse fejlede ikke noget, den skulle bare skubbes igang.
   "Ergo, fortsatte Peter, så er det den vi skal starte med. Ingen sten, ingen skygger!"
   "Okay, det lyder alt sammen meget fint, men hvordan gør vi det? Selvom der er en sammenhæng mellem stenen og skyggerne, hvordan stopper vi det så?"
   Rob så indgående på Peter.
   "Der er jo ikke nogen vi kan spørge om hjælp, så..."
   "Ja ja ja, giv mig lige et minut, okay?"
   Peter satte sig i tænkestilling med armene over kors, og Steven tog en slurk af sin øl. Han lod den flyde let hen over tungen, indtil han ved hjælp af ganen, pressede den kolde saft ned i halsen. Aaah, tænkte han for sig selv. Dejligt, næsten lige så dejlig som... Han gik i stå. Han var kommet i tanker om det! Selvfølgelig!
   "Vand!"
   De to andre spjættede ved Stevens udbrud.
   "Selvfølgelig! For satan, hvor har vi været blinde!"
   Peter og Rob så måbende på Steven.
   "Vand?"
   "Ja, vand! Kan I ikke se det?"
   Rob og Peter rystede forsigtigt på deres hoveder.
   "Okay, så hør her: I kan godt huske da vi opdagede skyggerne?"
   Rob og Peter nikkede.
   "Det år var der en utrolig voldsom tørke. De tøreste uger nogensinde i Boulder."
   De nikkede igen.
   "I år oplever vi nogenlunde det samme, bortset fra at denne gang har tørken varet længere. Det er kun et spørgsmål om tid før det hele går amok."
   "Amok?" næsten hviskede Rob. "Nej, for satan nej! Det går ikke!"
   Rob fløj op fra sin stol og viftede truende med sin knyttede næve. Peter rejste sig straks og forsøgte ihærdigt at lægge en beroligende armn om hans skuldre. Det lykkedes ret hurtigt.
   "Rolig Rob, slap af for fanden. Det hjælper sgu da ikke at flippe ud."
   Peter lagde noget vægt bag sit greb om Robs skuldre, og fik ham ned at sidde igen. Rob satte sine albuer på bordpladen og begravede sit ansigt i sine hænder.

De kom hen til den mørke plet. Den vidste sig at være kugleformet og ru. De genkendte den som en stor sten, og dette gjorde Bobby de to andre opmærksomme på.
   "Se, det er bare en stor sten. Men hvad laver den her midt i det hele?"
   Pete studerede den nøje, imens Stevie pustede bag ham. Han greb sin vandflaske i sin rygsæk og tog en slurk. Det var stadig svært at følge med de andre med de dumme bandager på.
   "Jeg tror ikke bare det er en sten", konkluderede Pete. "Faktisk så tror jeg at det er en meteor".
   Bobby og Stevie så undrende på ham og Bobby endte med at bede ham uddybe.
   "Jo, ser I. En sten er altid fast. Denne sten har huller og virker mere porøs end et stykke klippe ville gøre. Jeg har læst meget om meteorer, og de kommer ofte ind i vores atmosfære og rammer jorden. Som regel er de for små til at gøre nogen nævneværdig skade". Pete var imponeret over sig selv, han vidste meget om rummet.
   "Snob" grinede Bobby.
   "Men meteor eller sten, det er sådan set ligemeget", brød Stevie ind. "Spørgsmålet er, hvad laver den her ? Den var her ikke i sidste uge, da jeg fulgte efter David herud"
   Bobby stoppede med at le og Pete gjorde store øjne.
   "Vil det sige at den næsten lige er faldet ned?"
   "Ja, Pete" smilede Stevie. Nu havde han styr på situationen.
   Imens Pete fortalte om meteorer og deres færd gennem rummet, strakte noget sig mod dem et stykke væk. Det var en skygge, og denne var ekstra hurtig. Den snoede sig gennem sandet hen mod de tre drenge, hvoraf to af dem havde ryggen til.
   Pludselig så Stevie den mørke slange komme i mod dem.
   "Nej!" skreg han. "Ikke igen". Han humpede et stykke i den modsatte retning, hen mod stenen. Bobby og Pete vendte sig skrækslagne om og trak sig baglæns, væk fra skyggen.
   Stevie vidste ikke hvorfor han gjorde det, men han tog vandflasken frem og ville kaste den efter skyggen. Men låget sad løst på og i det han trak armen tilbage for at kaste den, løb vandet ud og plaskede ned over den ene side af stenen. Som med et fingerknips forsvandt skyggen som dug for solen. Bobby og Pete stod som forstenede og så på sandet hvor skyggen havde været. Så vendte de sig mod Stevie.
   "Hvad skete der? Hvorfor forsvandt den igen?" råbte Pete. Bobby havde tårer ned af kinderne og gik med Pete hen til Stevie.
   "Jeg, jeg ramte stenen med noget vand." fremstammede han.
   "Vand"? Sagde de tog andre i kor.
   "Ja, bare almindelig vand. Det var i min flaske, men løb ud over stenen, da jeg ville kaste flasken."
   De studerede stenen. Der hvor vandet havde ramt, var stenen kold og glat.
   "Måske", hviskede Pete. "Måske er det den som gør at der komme de forbandede skygger? Måske kan den stoppes med vand".
   De to andre nikkede samtykkende. Der blev ikke sagt meget mere den dag, men inden to tog fra flodbredden og den store sten, lavede de en pagt om, at hvis skyggerne nogensinde kom tilbage, så ville de opretholde deres pagt om at stoppe det.

Der gik noget tid hvor de blot sad ved bordet. Der kom ingen ord fra deres læber, men alligevel sagde stilheden det hele. Der var ingen vej tilbage. De tre var de eneste, der kendte til sammenhængen på de forskellige hændelser. Og netop de hændelser havde formet dem gennem teenageårene og de deres voksenliv.

Rob var faldet til ro. Han var holdt med at hulke og Peter fornemmede at de kunne tage fat på emnet igen.
   "Men som jeg sagde, vand er vejen frem. Kan I huske hvor stenen lå?"
   De andre nikkede, Rob stadig med ansigtet halvt begravet i hænderne.
   "Jeg har en teori om, at stenen har ligget i tørke i mange år. Med den intense og rekordvarme sommer både i år og dengang, så er stenen tørret helt ud, og den har indvirket på skyggerne. Jeg vil æde min hat på, at hvis stenen dækkes af vand, så vil skyggerne forsvinde, for evigt."
   Stevens tomme blik ramte Peter.
   "Og hvordan vil du have at det skulle ske? Stenen vejer i hvert fald nogle tons, og vi har ikke en jordisk chance for at flytte den. Ikke engang den største truck ville kunne komme ned på den bred og skubbe eller trække stenen i vandet. Det er umuligt!"
   Steven slog ud med armene. Peter fangede Stevens blik og holdt det fast.
   "Derfor skal vi bruge dæmningen. Hoover Dæmningen holder på nok vand til at gå over flodens breder og skylle stenen med. Hvis vi bare planter et arsenal af sprængstof på dæmningen..."
   Rob udbrød et højt skrig, og det gik over i en høj og intens latter.
   "Snakker du om at sprænge dæmningen? Du har fuldkommen mistet fatningen, mand! Du kunne lige så gode bede os om at assistere dig i at sprænge månen!"
   "Rolig", fortsatte Peter. "Vi kan gøre det! Og det er vores eneste mulighed!"
   Steven lænede sig tilbage i stolen og samlede hænderne bag sit hoved.
   "Så du mener at vi skal sprænge et hul i Hoover dæmningen, og så bliver alt godt igen? Med forlov, tror du ikke der er vagter nok på den mur til at holde folk som os milevidt væk fra det sted?"
   Peter tav, og der blev uendeligt stille i det lille forstadskøkken.
   "Du har fat i noget. Men jeg har heller ikke den komplette løsning på situationen. Vi må tænke det igennem, planlægge det til mindste detalje."
   Rob skubbede sig selv, og stolen han sad på, bagud.
   "I er helt fra den. Jeg vil ikke risikere liv og lemmer for den her gale plan!"
   Steven og Peter så efter Robert, da han rejste sig og forlod køkkenet.
   Kort efter hørte de en bilmotor starte og Rob kørte ud i natten.

Steven havde ikke kunnet sove den nat. Peter havde lånt sofaen i underetagen, de var gået til ro umiddelbart efter at Robert var kørt.
   Tankerne havde kredset om Peters plan. Idéen var så langt ude som den kunne komme, men måske ... måske lå der en snert af håb i hele denne gale plan.
   Over morgenkaffe havde Peter og Steven først ikke sagt mere end 'godmorgen' til hinanden. Kaffen blev indtaget i larmende tavshed, Peter bladrede i avisen og Steven kiggede ud i luftet. Pludselig udbrød Peter:
   "Se her!" Han vendte hurtigt avisen mod Steven og pegede energisk på en artikel, slet skjult blandt en håndfuld mindre artikler.
   Steven øjne søgte i teksten efter svar på Peters udbrud, men først da fangede hans øjne overskriften:
   "Vedligehold af Hoover Dæmningen og test af systemet Lørdag d. 8. Juli".
   Steven så på tavst op på Peter. Peters øjne lyste og skinnede håbefuldt.
   "Er det ikke svaret på vores spørgsmål? Vi gør det på Lørdag!"
   Steven kunne først ikke fange den iver som Peter udstrålede, han forstod ganske simpelt ikke i hvilken sammenhæng denne notits havde relevans.
   Så dæmrede det. De havde jo søgt svar i nat. De havde siddet med frustrationer og mundhuggedes, og det hele havde handlet om stenen.
   Steven nikkede bare kort. Så nikkede han igen og smilede. Dog stivnede smilet, og han spurgte:
   "Men hvordan? Hvordan har du tænkt at vi gør det helt præcist?"
   Peter slog ud med hænderne og klappede dem så sammen med et smæld.
   "Det skal jeg fortælle dig !"

De ringede til Robert over middag. De vidste han havde booket sig ind på Hacienda Hotel og Casino ved Great Basin Highway, og de lod hans mobil ringe op 4 gange, før Robert tog telefonen.
   "Hey."
   Robert lød mere vågen og samlet denne middag, end han havde gjort om natten.
   "Hey. Vi har en plan !"
   Robert lyttede interesseret til Steven og Peters plan og de fik hovedtrækkene på plads telefonisk, før Robert startede bilen og kørte til Stevens hus atter engang.

"Så sidder vi her igen." Robert åbnede samtalen, da de tre første øl var sat på bordet.
   "Fortæl så. Lad mig vide alle detaljerne".
   Peter smilede en del bredere end Steven, og på en måde gjorde det Robert urolig. Han mærkede en snigende frygt for at det hele kunne gå galt. Dog måtte han først lytte til hvad Peter havde at sige.
   Endelig åbnede Peter munden.
   "Jo, ser I, jeg har arbejdet på en plan i mit hoved. Som I nok husker, så arbejder jeg for hærens sprængningshold. Og jeg har masser af erfaring i forhold til vores forestående opgave.."
   Robert og Steven havde lænet sig længere ind over bordet i nysgerrighed.
   Peter tog sig en kunstpause. Så fortsatte han.
   "Jeg ved tilfældigvis at Dead Mountains Wilderness reservatet har sprængstoffer liggende, i fald der kommer klipperfremskred i vejen. Så jeg tænker at tage dertil og tage et kig. Imens må I på biblioteket og samle informationer om dæmningen."
   Robert nikkede samtykkende og Steven følte en lettelse i selskabet.
   "Og", fortsatte Peter, "så er det jo den detalje med vedligehold på dæmningen på Lørdag".
   Han så triumferende og afventende på Rob. Og resultatet udeblev ikke.
   Rob spærrede øjnene op, den ene mundvige lavede en trækning og så bredte smilet sig.
   "Det er sgu genialt", udbrød han. Som de to andre så han missionen for sig, og uden yderligere uenighed, blev de enige om en slagplan de ikke mente kunne slå fejl.

Senere på dagen startede Peter bilen og kørte mod Dead Mountains reservatet.
   Imens indtog Steven og Rob Boulders National Library og fandt alle de bøger de kunne om Hoover dæmningens historie og design.
   Der var meget at læse og meget at tage kopier af. Rob tog sig flere gange til hovedet og sukkede opgivende. Steven brugte lidt ekstra krudt på at opmuntre Rob så de kunne komme videre.
   Til sidst havde de skaffet et par meget udførlige bøger og en stak kopier af vigtige sider. Og så kørte de tilbage til Stevens hus.

Peter satte farten ned på Veterans Memorial Highway da han nærmede sig Dead Mountains. Han var ikke sikker på hvor han præcist skulle hen, området var enormt og det var som at finde en nål i en høstak.
   Han kørte over grænsen til Californien og gjorde holdt. Der var øde. Der rørte sig lidt vind, men ellers var der dødt omkring ham.
   "Death Mountains" lo han for sig selv. Han tørrede smilet af ansigtet og slukkede sin smøg. Han måtte videre. De andre var sikkert færdige på biblioteket og han måtte få overstået sin egen opgave.
   Han anede en bevægelse ud af øjenkrogen. Hans bange anelser fik ret; en skygge strakte sig fra en bevoksning og hen imod ham. Han mærkede sin mave snøre sig sammen, og kort tænkte han på den forfærdelige dag i parken, hvor hans ven blev invalideret.
   Han rystede tankerne af sig gik væk derfra.
   Han satte sig ind i bilen og kørte videre.

Der gik ikke lang tid før han var fremme. Han så skiltet i vejsiden, pegende op til højre at skovfogedens kontor lå længere fremme af den vej.
   Han drejede til højre og fortsatte af den snoede vej. Der var en smule bevoksning i vejsiden, men ikke nok til at skjule hans færd. Han måtte være klar med en forklaring i fald fogeden var på posten. Han mærkede nervøsiteten brede sig og hans hænder rystede en smule. Han greb strammere om rattet.
   Længere fremme kunne han se posten. Der så øde ud. Der holdt ingen biler foran, men bagved kunne han ikke se fra den vinkel han kom ind af.
   Han gjorde holdt foran huset. Det var ikke så stort som han havde forestillet sig, og han kunne fornemme tvivlen nage ham. Måske havde de slet ikke sprængstoffer her. Måske var det alligevel for småt?
   Han rystede de forvirrende tanker af sig, og gik hen mod døren. Det var en ældre træhytte, men den var solid nok.
   Han bankede på døren.
   Ingen svar.
   Han sparkede til en sten på verandaen. Den rullede støvende ud over kanten.
   Han bankede på igen og lyttede intenst til døren.
   Stadig ingen svar.
   Så gik kørte han bilen om bag huset. Han så til sin store lettelse at der var heller intet køretøj her. Der så meget tomt ud. Måske var de på opgave, tænkte han. Der kunne være sket så meget. Måske var de længe væk?
   Der var en ældre bagdør, som ikke så nær så solid ud som døren omme foran.
   Han bankede atter på, med samme resultat som før.
   Han tog i dørhåndtaget. Døren var selvfølgelig låst. Han gav døren et lille spark og den gav sig lidt i træet. Det knirkede lidt og satte sig så på plads igen.
   "Det bliver nemt det her", tænkte han. Døren var ormædt og han kunne sikkert godt sparke den ind med nogle forsøg.
   Han måtte lige samle sig og få nerverne under kontrol. Han var ikke vant til at komme på kant med loven, men i denne tid kunne alt jo lade sig gøre.
   Så han sparkede til.
   Døren gav et drøn fra sig og Peter blev let forskrækket. Det lød højere end han havde troet i den golde ørken.
   Han gav døren et spark til, og et til.
   Efter fem spark gav døren efter og gik op. Hele låsen var revet ud af karmen og der var fri bane.
   Han gik ind.

Rob og Steven sad med en øl hver og kiggede bøgerne og kopierne igennem.
   De tog notater og drøftede oplysningerne med hinanden. De blev enige flere gange om hvad der var relevant og hvad der ikke var. Dog stødte de på et problem. Rob havde fundet et stykke af en artikel med infrastrukturs oplysninger på selve dæmningen. Efter de oplysninger der stod, var væggen 10 meter tyk til hver side.
   Steven mente ikke det kunne passe. Den måtte da være tykkere, argumenterede han. Men Rob viste ham stykket og Steven tyggede på det.
   "Måske. Måske er vi så heldige at muren ikke er for tyk."
   Steven sendte Rob et bredt smil, og Rob følte sig straks mere lettet. For hvis de skulle være i stand til at sprænge så tyk en væk, så skulle Peter finde uanede mænger sprængstof. Men med en tykkelse på 10 meter til hver side, så var der håb for, at de kunne gennemføre planen. Rob glædede sig til at give informationerne til Peter når han kom tilbage.

Peter undrede sig over hvor mørkt der var i huset. Han fandt en kontakt og tændte, men lyset var søvnigt, og indimellem blinkede en pære.
   Han kunne dog godt se at stedet var i brug - bare ikke lige nu.
   Han gik rundt i et baglokale med udsigt til kontorområdet. Han fortsatte fremefter.
   Han kom helt ned i højre side af huset. Det var en del større end det så ud til udefra. Han fandt en dør, som virkede lovende, men den var låst.
   "Pokkers!".
   Han måtte tilbage til receptionen og kontoret for at lede efter en nøgle.
   Og bag skranken i receptionen fandt han hvad han ledte efter: Et nøglebundt. Ved siden af lå der en Glock. Han stirrede hypnotiseret på den. En pistol. Hvorfor blev han bange for den nu ? Han havde gået til skydning i flere år, men lige i dette øjeblik havde han den største respekt for våbenet.
   Han tog den med.
   Triumferende sneg han sig tilbage til døren og prøvede sig frem, nøgle efter nøgle.
   Han tabte pludseligt bundet og bandede stille for sig selv.
   Pludselig, mens han sad på hug, hørte han nøgler blive sat i døren ude i receptionen. Han mimede et "pis", og kravlede hurtigt om bag en kommode, der ikke stod helt ind til væggen.
   Han hørte døren gå op og han hørte skridt. Det lød kun som om, at der var en.
   Han sneg sig til at kigge op over kommoden for at danne sig et overblik. Og han fik ret; der var kun én foged.
   Peter holdt vejret.
   Fogeden gik ind og så sig omkring. Han virkede ikke alarmeret så Peter slappede lidt mere af. Fogeden gik hen til et skrivebord og åbnede en skuffe. Peter så ham tage nogle papirer op og studere dem kort. Gid han ville gå igen, tænkte Peter. Han ville nødig opdages så hele missionen gik i vasken. Det skulle bare lykkedes for dem!
   Fogeden vendte ryggen til skrivebordet og gik hen mod døren. Han studerede stadig papirerne og da han var få skridt fra døren åndede Peter lettet op.
   Han var ved at få en krampe i benet, så han rykkede lidt på sig. Hans fod ramte nøglebundet på gulvet og det gav en skærende metallisk lyd. Peter for sammen og fogeden stoppede foran døren og vendte sig om.
   "Er her nogen?"
   Peter kneb øjnene sammen. Han førte hånden ned til buksekanten hvor Glock'en var stukket i. Han tog om skæftet. Fogeden kom hen imod ham, langsomt og på vagt. Peter holdt hårdere om skæftet. Det var nu. Det var nu det hele kunne falde fra hinanden, hvis han ikke var snarrådig. Så han lirkede Glock'en op fra bukserne og rejste sig op.

Rob og Steven undrede sig over hvor Peter blev af. Klokken var ved at blive mange og de havde intet set eller hørt til ham.
   "Tror du der er sket noget ?". Rob lød mærkbart nervøs.
   "Det er svært at vide", svarede Steve. "Måske er det ikke noget alvorligt, og så kommer han snart".
   De sad lidt tid i stilhed. Steven kunne nærmest mærke Robs bekymring over til ham selv. Det var godt nok også længe han havde været væk.
   Pludselig hørte de en bil køre op i indkørslen. De kiggede intenst på hinanden, og så rejste de sig for at gå ud til Peter.
   "Hey", hilste Steven. "Det var du længe om".
   Peter svarede ikke. Han gik blot om til ladet og trak presenningen til side. Steven og Rob gik derhen og kiggede ned på det, som presenningen gemte.
   Kasse efter kasse med påklistrede mærkater, der indikerede at der var tale om sprængstof.
   "Wow", hviskede Rob. "Det var meget."
   Peter sagde stadig intet.
   "Er du ok?" Steven var mærkbar bekymret. Peter var så underlig stille. Der måtte være sket noget, som ikke var planlagt.
   Peter stod stille med ryggen til dem. Så tog han hænderne op til ansigtet. Steven kunne se Peters skuldre lave nogle krampetrækninger og så kom der et hulk.
   "For satan", udbrød Rob. De skyndte sig begge hen til Peter og fik vendt ham om.
   "Hvad sker der? Hvad er der sket?" De fik sagt det hele i munden på hinanden.
   Peter tørrede et par tårer væk med håndryggen og kiggede så på dem.
   "Jeg skød ham".
   "Skød hvem?" Steven mærkede en knude i maven, men prøvede at forholde sig rolig.
   "Fogeden. Han kom tilbage. Han trak sin pistol mod mig. Jeg kunne ikke gøre andet. Vores plan ville være gået i vasken".
   Steven slugte en klump i halsen. Det var gået for langt nu. Men der var ingen vej tilbage. Det hele spidsede til omkring dem, men der var ingen anden udvej.
   Sammen gik de ind, efter at have parkeret vognen i garagen.

"Det er forfærdeligt. Det er det oprigtigt. Jeg ved dårligt hvad jeg skal sige. Men vi må ikke lade os bremse af det. Hvis vi stopper op nu og tænker for meget over det der er sket, og det som sker nu, så kommer vi ikke videre. Vi er nød til at stoppe dette mareridt."
   Steven mente selv at hans enetale var en god peptalk for de andre. Men Peter sad stadig med hænderne foldede foran ansigtet og Rob var lænet tilbage i stolen og så let opgivende ud.
   "Kom nu, for helvede! Vi kan ikke give op nu !"
   Peter rystede forsigtigt på hovedet. Ikke som en afvisende gestus, men for at klare hovedet.
   "Jeg mener ikke", startede han, "at det burde været kommet så vidt som det er. Men der er som bekendt ingen vej tilbage og vi må komme videre".
   Hans egen selvindsigt overraskede ham. Han var slet ikke så mærket af at have taget et liv, som han ville have troet.
   "Hvad har I fundet?", fortsatte han.
   Rob og Steven fandt papirer og markerede bøger frem, og sammen udformede de det sidste af deres plan.

De få dage op til Lørdagen gik hurtigt. Peter gjorde pakker med sprængstof klar, så de var til at montere i dæmningens indervæg. Rob lavede tegninger over området og dæmningen, så de vidste hvor de skulle hen og hvor de forskellige punkter var, hvor sprængstoffet skulle placeres.
   Nyhederne bugnede af flere og flere episoder med uforklarlige angreb på folk i sommervarmen. Børn, mænd, kvinder og ofte også dyr. Området for angrebene blev større og større. Eksperterne var på bar bund og varmen blev blot mere og mere intens.
   Steven var gået lidt i stå. Han havde svært ved at overskue planen. Den var efterhånden blevet en del mere omfattende end først antaget. Men der var ingen vej tilbage. Hvis de skulle stoppe disse forfærdelige angreb, så måtte der gøres noget nu. Det var fredag aften, og de var nødt til at få noget søvn. Dagen efter skulle de være klar til klokken 10. Vedligeholdelsestesten af dæmningen ville foregå på det klokkeslæt, og de skulle være på de rigtige punkter på det rigtige tidspunkt.
   De gik til ro i samme rum. Stuen var omdannet til sovesal med opredninger på begge sofaer og en madras på gulvet.
   Der var ikke nogen af dem, som kunne falde i søvn lige med det samme. Spændingen over morgendagens mission gjorde luften tyk af nervøsitet, og det tog dem lang tid før den første tunge åndedræt lød. Snart fulgtes den af en mere, men Peter faldt ikke i søvn den nat.

De stod klar på Great Basin Highway med udsigt over Hoover dæmningen klokken 9. De stod med hver deres tungt pakkede sportstasker. De stod et stykke væk og kunne se en flok mennesker fra byerne tage opstilling til at se testen af dæmningen. Solen stod højt på himlen og varmen var næsten ikke til at holde ud. Skyggerne havde ikke taget form endnu, det var altid senere på dagen, når solen kastede dem henad vejen.
   De tre mænd havde intet ansigtsudtryk. Som forstenede observerede de området et stykke tid, før de begav sig ned af bakken mod dæmningen.
   De tog opstilling sammen med de andre mennesker som var kommet. De gjorde sig ubemærkede, og imens Rob og Steven stillede sig hen til rækværket for at falde i med de andre, trak Peter sig væk og hen mod selve dæmningen.
   Han slentrede derhen mod. Han havde få øje på en metaldør, som virkede som en god måde at komme ind på. Peter var meget opmærksom på om nogen så ham, men det virkede til at han kunne gå ubemærket derhen.
   De fleste af personalerne havde trukket sig ud af bebyggelsen vidste han. Vedligeholdelsestesten gik ud på at få afklaret om dæmningen kan fortsætte ubemandet i fald af katastrofe, brand eller angreb.
   Det sidste ord i tanken fik Peter til at le en tør latter. Kun kort dog. Han måtte ikke tiltrække sig opmærksomhed.
   Han kom helt hen til døren. Han trak i håndtaget og forventede at den var låst. Til sin store overraskelse gik den let op og han kunne snige sig ind.
   Der var lidt mørk indenfor. Det var som om at han var trådt ind i en underjordisk bunker. Betonvægge og gule lamper. Og der var køligt, hvilket han nød et kort øjeblik. Han fortsatte ned af en gang. Han skulle helt ned til selve dæmningens begyndelse for at kunne komme til sluserne. Og der var et stykke vej. Men han tog udfordringen op og gik ned af gangene.

Rob og Steven forsøgte stadig at falde ind i flokken af nysgerrige tilskuere. Pludselig lød der en høj elektronisk stemme, og de fór begge sammen. Da det gik op for dem at det blot var højtalere, slappede de mere af, men chokket sad i dem. Bare det ville gå godt for Peter. De sendte ham begge en tanke, for det han skulle nu var den sværeste del af det hele.
   De vendte sig begge om mod højtaleren og lyttede med et halv øre. Der var nu en halv time til at testen ville begynde. Steven mærkede et sug i maven. Bare Peter ville nå det.
   Det var snart deres egen tur til at komme ind og udføre deres del af planen.

Peter nåede ned på den rigtige etage i byggeriet. Den første sluse lå længere fremme, og han gik af metalliske gangbroer, der larmede mere end ønsket.
   Det tog ham ikke lang tid at nå frem og han studerede slusens kontrolpanel. Han kunne indstille slusen på "åben", men han havde ikke nogen nøgle til systemet. Men det var her sprængstofferne kom ind. Han tog et bund op af sin taske og satte det fast til panelet. Han takkede en ukendt mand for at have opfundet gaffatape.
   Han gjorde sig færdig ved panelet og gik videre.

Steven og Rob havde lige så let ved at komme ind i bygningen, som Peter havde. Rob tog tegningen frem som han skulle bruge med Steven. Peter havde sin egen.
   "Okay. Så er det nu. Vi skal finde den rigtige etage, men det har jeg allerede skrevet ind i plantegningen. Kom, denne vej".
   Rob havde fået gnisten tilbage og Steven fulgte ham op af nogle trapper til etagerne længere oppe. De vidste begge at Peter ville befinder sig længere nede ved sluserne.
   "Vi er der snart". Rob lød optimistisk.
   Steven stønnede ved de mange trin på trappen. Hans ben værkede ekstra meget i disse dage, og han syntes at han havde svært ved at følge med.
   "Godt", prustede han. "Men kan vi ikke snart holde en pause?"
   Rob lod en sagte latter undslippe og det fik Steven til at trække akavet på smilebåndet.
   De var der snart, og dermed var der ingen vej tilbage.

Peter havde fået sat 5 sprængladning op på de fleste paneler i kontrolrummet. Han manglede dog at komme længere ned. Ned til selve sluserne porte. Han kunne se derned fra hvor han stod. Der var vel 2 etager med gangbroer og metaltrapper derned og han gik ud af kontrolrummet og hen til den første trappe. Vandet lå som en damp i rummet. Trapperne efterlod dryp af kondens og trapperne var en smule glatte.
   Peters tanker førte til skyggerne. Det var snart slut. Mareridtet var snart ovre. Han lukkede hånden ekstra hårdt om rækværket og trådt forsigtigt for hvert trin.

I stilhed ankom Steven og Rob til deres endestation. Der var enorme panorama vinduer og de kastede et hårdt lys i lokalet da de trådte ind.
   Uden et ord gik de over til målet for deres del af missionen. Rob satte tasken på gulvet og åbnede den. Derefter to han en lille bærbar computer op og nogle ledninger. Hans ekspertise med elektronik ville komme til sin ret nu.
   Steven holdt skarpt øje med Rob, der satte ledningerne til et panel og begyndte at taste på den lille computer.
   Det tog lidt tid. Steven mærkede en nervøsitet sprede sig. Frygten for at blive opdaget gjorde luft tyk, syntes han. Men Rob mærkede intet og fortsatte sit forehavende. Pludselig lød der det rigtig bip og en lampe gik fra rødt lys til grønt.
   Steven vidste ikke ret meget om elektronik, men han vidste at dette var et godt tegn.

Peter var næsten nede ved foden af trappen. Han havde passeret mellemetagen og han var nu hvor han skulle være. Nede ved hjertet af dæmningen. Den store muskel, som holdt sluserne i gang og vandet tilbage. Motoren var enorm. Peter turde ikke gætte på hvor tung den var eller hvor megen kraft den indeholdt. Han trådte nærmere. Med ærefrygt trådte han helt hen til den og forcerede det lille hegn omkring den. Han havde stadig sin taske med og han fik langsomt fundet et bundt sprængstof frem. Med gaffatapen i munden og et stykke derfra i hånden begyndte han at sætte bundt efter bundt fast på motoren. Han opgav at tælle da han nåede til det 15. bundt. Snart kunne han aktivere dem, og så skulle han bare aktivere dem alle med fjernkontrollen. Han mærkede efter i lommen. Den var der stadig. Han pustede ubemærket ud og trådte tilbage for at se sit værk. Det så farligt ud. Og Peter blev et kort øjeblik i tvivl om det ville virke. Han sendte en håbefuld tanke til Steven og Rob, som gerne skulle have aktiveret sluserne fra oven. Men gulvet var glat af det dampende vand, og pludselig smuttede Peters ene fod under ham. Han faldt tæt på trappen ned til bassinerne. Imens han rullede ned af trappen, mærkede han en skærende smerte fra sit skinneben. Hans skrig fyldte det ekkofyldte rum og han tog sig til knæet.
   Endelig landede han. Hans øjne var fyldte med tårer og han stønnede. Gulvet var endnu mere vådt her og han famlede efter noget at holde fast i, så han kunne trække sig op at sidde. Benet smertede helt umenneskeligt, og han skreg atter. Han fik fat i en stolpe til gelænderet og trak sig lidt hen, og så op. Han tørrede vand, tårer og skidt væk fra øjnene og så ned af sig selv. Hans mave trak sig sammen ved synes at knogle der stak ud, hvor skinnebenet havde været før. Han stønnede højt. For pokker. Hvad nu?
   Og så skar smerten igen op igennem ham.

Rob smilede triumferende til Steven.
   "Så er alt på plads. Vi mangler bare at låse systemet, så kan vi komme ud." Han gjorde en pause og fortsatte så. "Er Peter mon på trapperne?".
   Steven trak på skuldrene. Det havde taget lang tid. For lang tid? Det var svært at bedømme. De kiggede simultant på deres ur på armen. 10.45 viste den, og de undlod at se på hinanden. Rob vendte tilbage til den bærbare og Steven trippede lidt på stedet. Peter, hvor blev han af? Hvorfor var han ikke kommet op til dem endnu?
   "Måske er han gået ud selv?" fik Steven fremstammet. "Måske er han allerede derude og venter på os?"
   "Det er en mulighed. Men lad os så blive færdige og komme ud!"
   Rob klappede computeren sammen, trak ledningerne ud og puttede det hele i tasken. Derefter begav de sig tilbage til trappeopgangen og ud mod friheden.

Peter hyperventilerede. Smerterne var næsten ikke til at holde ud. Han kom i tanke om tiden og så på sit ur. 10:45. Rob og Steven måtte være gået ud nu. Planen var at mødes udenfor 10:40. Eller var det planen? Peter blev pludselig i tvivl. Men han måtte ryste tanken ud af hovedet, for han havde større problemer. Han lå ved bassinkanten og hans skinneben var brækket. Han havde ikke den fjerneste mulighed for at bevæge sig væk herfra. Og vandet skulle være på vej ned af Colorado floden inden 11.00. Så det var tid nu. Et suk undslap hans læber. Var det så det? Hans tanker vendte tilbage til den skæbnesvangre dag, hvor de havde fundet egernet i parken. Hvor den første skygge havde vist sit grimme ansigt. Og da de fandt stenen. Den viste sig jo at være meteorit. Og mon ikke den havde samlet noget op på sin færd gennem rummet. Rob havde helt sikkert haft ret fra starten af. Fra det øjeblik hvor de sad i Stevens køkken og snakkede om det hele. Han sukkede for sig selv. Der var ingen anden udvej. Han havde alligevel ikke opnået ret meget, andet end bitterhed og bekymring over dengang, hvor de som 13-årige knægte havde opdaget det allerværste.
   Han tog fjernkontrollen og sin mobil op fra lommen. Skærmen var flækket på mobilen, men han kunne stadig komme ind i den. Han fandt først Stevens nummer frem og ringede op. Den ringede op flere gange, men ingen tog den. Derefter prøvede han Robs, men med samme resultat. Med rystende hænder og dirrende fingre fik han tastet en besked og sendt den afsted. Fjernkotrollen havde fået nogle dybe ridser, men ellers så den intakt ud. Han tændte for den og trykkede sig ind i systemet. Han mumlede for sig selv.
   "Aktivér".
   Og på skærmen lyste 'aktiveret' op. Han sukkede igen. Trak vejeret dybt ind, og i det han pustede ud trykkede han på den store røde knap.

Steven måtte holde sig øjnene da de kom ud i det skarpe solskin. Rob førte an og de halve løb, halvt listede sig væk fra dæmningen og op af skrænten. Rob havde stadig tasken over skulderen og smed den første da de hurtigt lagde sig i sandet bag et buskads. Deres hjerter hamrede og de søgte efter Peter med deres blik. Men han var ingen steder at se. Så mærkede de det. Der opstod en voldsom rumlen under deres maven, og med ét lød der et sønderrivende brag. De trykkede ansigterne mod sandet og dækkede deres hovederne med armene.
   Sand, betonstøv og vand stod ud i kaskader fra dæmningen. Kæmpe sprækker og huller blev skabt og vandet fossede ud. En højlydt alarm gik i gang, og de vidste begge at nu var det gjort. Deres mission, den var bragt til ende.
   De så op, og til deres store glæde så de, at vandet fossede ud. Dæmningen var splittet i to, og for hver kubikmeter vand der fossede ud, blev mere og mere dæmning nedbrudt. Folkene fra dæmningen og de nysgerrige mennesker løb rundt og skreg. De løb væk fra området, og Rob og Steven så snart deres snit til at løbe i samme retning. De skulle hen til sidevejen og finde Robs bil. Peter var der sikkert allerede.

De nåede bilen. Men til deres store bekymring var der ingen Peter.
   "Pete!" kaldte Steven. Han måtte da være der et sted, tænkte han. "PETE!"
   Men der kom intet svar.
   "Steven?" Robs stemme dirrede, og Steven vendte sig om.
   "Steven!" Rob græd nu. Han holdt rystende sin mobil i hænderne og slog fingeren imod displayet.
   "For fanden! STEVEN!"
   Steven skyndte sig derhen og tog mobilen fra Rob, inden Rob tabte den. Rynkede brynene og læste sms'en som tonede frem i det kunstige lys. Han læste den til ende, stoppede op, gispede, læste lidt af den igen, indtil tårerne gjorde det umuligt for ham.
   Han smed telefonen fra sig og greb Rob. De slog armene om hinanden og Rob skreg ind mod Stevens skulder. Tårerne blev til flere gisp og til sidst slap de hinanden. Rob samlede sin mobil op og Steven satte sig ind bag rattet, hvorefter Rob satte sig ind. De kørte væk derfra i stilhed.
   De kom forbi stedet hvor stenen skulle have været, men nu var området dækket af floden. Vandet fossede forbi og de drog et lettelsens suk. Det var forbi. Mareridtet var slut.
   De kørte bort i en sky af støv fra dækkene og de vendte aldrig tilbage til det sted, hvor stenen havde ligget i alle de år.

Epilog

"Bobby og Steven. Vores veje skilles her. Jeg må se mig nødsaget til at forlade jer, da jeg ikke når op til jer. Men det slutter her. Vores kamp slutter her. Husk at leve livet og opnå jeres mål. Nyd det.
   I er de bedste venner man nogensinde kunne have fået.
   Pete."