Mona havde altid tunge lommer.
   Hun gik altid tomlommet hjemmefra og kom fuldkomment fuldlommet hjem igen. I starten havde hun bare beholdt småting, som ingen andre gad have. En krøllet kvittering fra et cafébesøg, en forladt skrue på gaden, en ensom ørering uden partner fra et offentligt toilet og flyers fra forskellige uddelere på gaden. Når hun kom hjem igen fra sine ture satte hun sig ved det mintgrønne kaffebord i stuen og tømte sine lommer med tilbageholdt åndedrag. Så tog hun tingene op én efter én og studerede dem som en nysgerrig kartograf. Tingene blev omhyggeligt lagt i orden i skotøjsæsker markeret med måned og år, og skotøjsæskerne blev gemt rundt omkring i lejligheden. Det var blevet et problem at finde plads til dem efterhånden, så hun havde lejet et opbevaringsrum i kælderen under lejligheden. Nu var der plads til skotøjsæskerne. Det var selvfølgelig ubelejligt, at hun måtte i kælderen hver gang hun skulle bruge sine gryder, pander og tallerkner eller finde tøj til næste dag, men motion havde ingen taget skade af, og trappen til kælderen var lang.

Alt i alt var Mona godt tilfreds med sine fund, sine små skatte, men der var bare blevet så mange af dem. En dag i december var hun kommet hjem med et aflangt og tungt navneskilt i blank messing. Dorte Mikkelsen, stod der på det. Der havde næsten ikke været plads til Dorte i lommen, men der var akkurat plads nok, selv om Monas sweater var blevet lidt mærkelig deform af at have så meget vægt i den ene lomme og ikke i den anden. Og hvad var mere alvorligt var, at Dorte garanteret gerne ville have beholdt sit skilt.
   Mona havde været til møde hos Dorte Mikkelsen på studiekontoret, og da de havde takket farvel, pakkede Mona sine ting sammen, og så kom hun også til at pakke ting sammen, som ikke var hendes. Det var næsten ikke med vilje. Monas hånd havde allerede rakt ud efter det tunge navneskilt, før hun selv havde registreret det, og mens hendes hjerte bankede ude af kontrol stak hun det i lommen og skyndte sig ud af kontoret, mens Dorte stod med ryggen til og talte i telefon.

Navneskiltet fik sin helt egen skotøjsæske med mærkatet: "d. 4. december 2011. Dorte Mikkelsen."

Mona var nødt til at købe tøj med store lommer og enorme skuldertasker på nettet, for hun turde ikke gå ind i en forretning mere. Hendes lange fingre havde fået liv uden for Monas vilje, og de tog hvad de ville. De pillede hårnåle forsigtigt ud af sovende kvinders hår i bussen, de stjal undertallerkner fra venindens skab og den fine, lille porcelænsfigur af en gris på skøjter hos Monas mormor, de skruede forsigtigt en lille møtrik af en parkeret cykel i Skolegade, og de fyldte lommerne med værdifuldt ragelse. Monas hænder var altid på jagt, strøg konstant over overflader i søgen efter noget, som ikke var sømmet fast, og en dag fik hendes ene hånd pludselig fat i en anden hånd. Den anden hånd tilhørte Thomas, men hun fik lov til at beholde den en lille smule alligevel. Thomas' hånd var varm.

"Hvad er det, du har der?" sagde Thomas og pegede på bulen i hendes lomme, da de gik hånd i hånd gennem parken en smuk forårsdag. Himlen udfoldede skyer som blød origami og fik træerne til at danse side til side som vertikale vipper.
   "Øh ... det er bare ... en lille ting," tøvede hun og forbandede sin venstre hånd for at have grebet den lille bamse fra barnevognen uden for butikken, da Thomas købte is til dem.
   "Jamen, hvad er det?"
   "Ikke noget. Det er bare ... en lille bamse."
   "En bamse?"
   "Ja."
   "Okaaay ..." Thomas trak ordet så det fik en skeptisk, drillende tone. "Hvor fik du den fra?"
   Mona trak på skuldrene. Thomas grinede og stak hånden ned i Monas lomme for at trække bamsen op. Følelsen af Thomas' tunge mandehånd nede i hendes lomme fik Mona til at stivne, og da den forræderiske bunke pels forlod lommen strammede hendes mellemgulv så voldsomt, at en lille bøvs undslap Monas læber. Nu ville Thomas vide, at hun er kleptoman. Syg i hovedet og fuldstændig ude af kontrol og mærkelig. Unormal.
   "Det er en bamse!" udbrød Thomas vantro med et stort smil. "Mona, du er fuld af overraskelser," sagde han og kyssede hende. Hun tænkte på bøvsen og på pelsen og de tunge lommer, mens hendes syn blev slørret af Thomas' lukkede øjne og kolde næse, der gned mod hendes højre kind.
   "Jeg tog den." Hendes stemme var lille og hæs. "Jeg tog den, fordi jeg ville have den."
   "Du er ikke rigtig klog," sagde han og stak bamsen i sin egen lomme. Der var plads i hans lomme til den nye bamse. Mona var ikke rigtig klog, og det var åbenbart helt okay. Hun smilede tøvende og følte sig to tons lettere. Hun mærkede ikke engang vægten af ranglen i den anden lomme. Den aften inviterede hun for første gang Thomas hjem til lejligheden med de tusinde skotøjsæsker.

Måske havde det været okay, det der med at være kleptoman, i det første stykke tid. Lidt kært på en eller anden skæv måde, og sommetider delte hun endda sine fund med ham, selv om han trods alt havde fået hende til at flytte de fleste skotøjsæsker ned i kælderen. Men Thomas' blik på Mona ændrede sig den aften i stuen hos hans forældre, da mørket sænkede sig, og moren rejste sig op for at tænde for standerlampen, og der ingenting skete.
   "Det forstår jeg simpelthen ikke," sagde moren og rynkede på brynene. Hun lagde sig på alle fire og ledte med hænderne under sofaen, som om standerlampen selv havde rystet pæren af sig og tabt den derunder. Thomas rejste sig op, mens moren lå og kravlede rundt på gulvet, og med blikket rettet mod Mona, sagde han sammenbidt: "Mor, rejs dig op. Jeg henter en ny pære."
   Lyset blev tændt i stuen, men de mørke konturer ved Thomas' sammenbidte kæbemuskler forsvandt ikke.
   Mens ordene mellem Mona og Thomas blev færre blev skotøjsæskerne flere.

"April 2012. Primært knapper og bestik."
   "d. 3. maj 2012. Johannes Byghave."
   "d. 7. maj 2012. Rådhuset."
   "Maj 2012. Sko, kuglepenne, dankort, CD, ostehøvl m.m."
   "d. 14. maj 2012. Thomas' bæltespænde."
   "d. 20. maj 2012. Thomas' billede af hans bror + hans tandbørste og harddisk."
   "Juni 2012. Thomas' brugte kontaktlinser + cykelnøgler + sokker + skruetrækker + kalender."

Da de stod i gangen så de tavst på hinanden. Hans ene hånd var udstrakt insisterende ud mod hende med håndfladen op; "Giv mig skoen, Mona. Nu."
   Mona knyttede skoen ind til sit bryst og sank blikket. Hun ville allerhelst lægge skoen ned i lommen med alle de andre gemte, hemmelige ting, men nu var de ikke hemmelige mere. Og der var ikke plads til skoen.
   "Mona, for hulen, giv mig så den sko!"
   Han tog et resolut skridt mod hende og rent instinktivt trådte hun et tilbage og udstødte et mærkeligt, dybt grynt fra halsen, som overraskede dem begge. Han sukkede.
   "... du fatter det simpelthen ikke, gør du vel?" sagde han, da han stak hænderne i jakkens (tomme) lommer.
   Han lænede sig op ad væggen og sukkede igen, og et øjeblik var den eneste lyd i gangen den fjerne lyd af en lastbil, der bakkede, et eller andet sted udenfor. Det var først nu, at Mona opdagede at skoen lugtede af sur ost.
   "Af alle de ting, som jeg har givet dig og tilbudt dig i løbet af det her år, så er det den der fucking sko, du står og klamrer dig til! Du går rundt med lommerne fulde af småmønter, slikpapir, blyanter, fremmed menneskers affald og kæreste ejendele, som ingen værdi har for dig - men min kærlighed, mit hjerte, Mona ... det forstår du ikke at holde om. Jeg ved virkelig ikke om ..." Thomas tøvede, og hans kæbemuskel fleksede stramt og skabte et ansigtsudtryk, som Mona kendte alt for godt.
   Hun havde set det så ofte nu, men det var anderledes denne gang. Det var sidste gang, hun ville få det ansigt at se. Det vidste hun godt.
   Det var her, midt i den mørke opgang med lastbilens bakkende bippen og skoens sure ostelugt, at Mona forstod, at det bedste hun nogensinde havde haft var noget, som var blevet hende givet - ikke noget hun havde taget. Og nu havde hun mistet det.
   "Behold skoen," sagde han og vendte sig mod døren.
   Heldigvis standsede hun ham, før han nåede at gå.

Fryseren var næsten fuld, men et lille hjerte er der vel altid plads til.