Sommernattens små hyggelige lyde krøb ind af vinduet, som stod på klem. Men hun havde ikke overskuddet til at lade dem give den afslapning, som kunne befordre en god nats søvn.

Hun var gået i seng straks efter, hun kom hjem fra den aften hos Søren, som havde tændt det følelsesregister af sorg, skuffelse og vrede i hendes sind, som fik hende til at græde sig i søvn.

Og nu - efter en kort stunds urolig søvn - lå hun der i mørket med alle sine forvirrede tanker, som ikke lod sig tæmme og ordne til en sammenhæng, som gav nogen fornuftig mening. Det hele havde været så godt og lovende om lykke lige til i aften, hvor Sørens betroelser havde væltet alle de forhåbninger, hun havde bygget op om en fremtid sammen med ham, der tilsyneladende var hendes drømmemand.

Det var godt 2 måneder siden, de havde mødt hinanden ved en fest, hvor de som selskabets eneste singler havde fået hinanden til bords ved middagen. Inden aftenen var til ende, havde de aftalt at mødes igen allerede dagen efter og udbygge bekendtskabet.

Hun havde aldrig troet på udtrykket kærlighed ved første blik. Men det var det, der skete her for dem begge. De havde nydt foråret hånd i hånd - både de stille stunder med dybe samtaler om livets store spørgsmål, og de mere løsslupne stunder med lange og muntre ture i skoven og ved stranden. Og hun havde i Søren mødt en kæreste, som ikke straks rykkede i hånden, når hun på en strøgtur dvælede ved en tøjbutik, hvor Søren tværtimod var interesseret og gav sit besyv med på en dejlig måde.

Uden for vinduet begyndte solsorten at lade sine bløde fløjtetoner smøre ørene ind i velbehag, og hun følte igen Sørens nærvær. Hun lå tæt ind til ham, omkranset af hans arme, og nød hans dybe, rolige åndedræt, medens de slappede af efter morgenens pragtfulde seksuelle oplevelse. Hun var lykkelig - i Søren havde hun mødt manden, der havde vækket alle de følelser, hun under det mislykkede ægteskab med Peter havde tabt, og som hun havde været overbevist om aldrig ville komme igen.

Men de væmmelige billeder, Sørens betroelser i aftes havde tændt, meldte sig igen. Væk var de varme følelser, og i stedet følte hun kulden trænge gennem kroppen, følte sig forkert. Hun vågnede med et sæt:

Nej - det passer ikke!

Men jo - følelsen af at være lesbisk var der. Det er jeg ikke, sagde hun højt ud i halvmørket. Men ingen hørte hende. Heller ikke de skræmmende fantasibilleder af hendes elskede iført skørter og nylonstrømper. Billederne på den indre film kørte ufortrødent videre, og hun mærkede i drømmen hans nylonklædte ben smyge sig omkring hendes - en fornemmelse, som fik hende til at stivne, miste enhver følelse af ømhed og varme ved Søren, og hun måtte bare ud af hans favn og langt væk.

Hun vågnede med et sæt. Ør og fortumlet i hovedet. Det havde været så livagtigt. Hun var sikker: Hun kunne ikke. Hun måtte stå ved sit brud med Søren i aftes - ikke se ham mere - ikke igen nyde hans varme favntag, ømme kærtegn og slet ikke komme i intim seksuel kontakt med ham nogensinde mere.

Nu var hun lysvågen og fortvivlet. Så på vækkeuret - åh den er kun 4 - hvordan få has på resten af natten? Hun stod op, satte sig i sofaen med et glas rødvin, og lod Mozart forsøge at fordrive fortvivlelse, sorg, kulde og skuffelse med den stille 2. sats af klarinet kvintetten. Hun satte afspilleren til at repetere satsen igen og igen og lod sig efterhånden rive med og mærkede musikken fylde både krop og sjæl.

Hun gik morgentur med morfar, som de altid gjorde, når hun som barn og ung tilbragte sine ferier på gården.

Morfar, som hun altid havde delt sin fortrolighed med - mere end med noget andet menneske. Han var det faste holdepunkt i hendes tilværelse, indtil han for knap 4 år siden stille sov ind på plejehjemmet.

Hånd i hånd var de gået ned i stalden til de små kalve, videre ud ad markvejen, som på den ene side havde folden med hestene og på den anden side indhegningen med ungkreaturerne. Hestene, som hun elskede, fulgte dem så langt, de kunne og fik altid lidt af det græs, som voksede udenfor hegnet. Ungkreaturerne derimod var kåde og ustyrlige. Hun var lidt utryg ved dem og gik kun gennem indhegningen, når morfar var med - han havde den naturlighed overfor dyrene som gjorde, at de blev rolige og føjelige, når han gik mellem dem og småsnakkede til dem.

De gik over engen, hvor den opgående sol fik nattens dug til at forvandle sig til slørlette tåger og den krydrede duft af nyslået hø fyldte luften.

Nede ved åen med det stille glidende, blanke vandspejl satte de sig på en af de store sten - deres helt specielle sten, hvor de for snart så mange år siden så ofte havde siddet. Her havde hun betroet morfar sine inderste tanker - både ungpigedrømme og kærestesorger - og følt, hvordan han kærligt delte både glæder og sorger, og hvordan han altid kunne sige de ord, som satte tingene på deres rette plads. Morfar kunne give det, som satte hende i stand til at finde løsninger på de problemer, livet bød på.

Morfar lagde armen om hendes skulder og så på hende med sine varme blå øjne.

Hvorfor har du brudt med Søren?

Hun så ned - kunne ikke finde svaret - kunne ikke få sig selv til at fortælle det, Søren havde fortalt om trangen til at klæde sig i kvindetøj.

Kan du ikke lide at være sammen med ham? - Jo - hviskede hun.

Ja - enhver kan jo se, at i elsker hinanden. Hun svarede ikke, men måtte give los og lade tårerne få frit løb.

De sad stille og tavse i lang tid, hvor kun naturens små lyde brød stilheden. Efterhånden stilnede gråden af, og hun følte sig rolig og tryg ved morfars arm om skulderen.

Fortæl mig så, hvorfor du bryder med den mand, jeg er sikker på, er og bliver manden i dit liv?

Hun måtte retfærdiggøre sig overfor morfar. Og nu nærmest faldt ordene ud af munden på hende.

Hvordan kan man elske med en mand, der klæder sig som kvinde, uden selv at være forkert?

Jeg tør slet ikke tænke tanken at se ham i kvindetøj, og jeg føler mig kold og stivnet, når jeg tænker på det.

Han drømmer også om at gå oftere i kvindetøj - se ud som en kvinde - og gå udenfor sådan. Hvordan skal jeg kunne leve med det? Hvad vil andre ikke tænke?

Morfar lyttede i tavshed og lod stilheden suge hendes ord til sig. Hun kunne fornemme, hvordan ordenes følelsesmæssige påvirkning aftog i stilheden og den tavse kontakt med morfar. Han gav efter en stund hendes skulder et kærligt klem, og så kom det:

Skal vi nu ikke til en start holde de andre udenfor - du har vist aldrig før ladet deres tanker bestemme over, hvilke kærester du skulle vælge. Du har da med stolthed vist kærester frem, som så meget værre ud i tøjet, end jeg tror Søren ser ud i nederdel.

Jamen - afbrød hun - det er jo slet ikke det. Det er forkert at elske med en kvinde - jeg er ikke lesbisk.

Nåe - hmm - morfar gryntede lidt - det er altså tøjet, der bestemmer det fysiske køn. Så vidt jeg ved, er Søren skabt som andre mænd - eller har han en skede i stedet for det mandlige udstyr?

Næe - det har han da ikke.

Har i det ikke pragtfuldt sammen i sengen? - fortsatte han - Er det ikke ham, der har givet dig glæden ved sex igen? Tror du, det kan hænge sammen med, at han som mand vedkender sig sine bløde, kærlige og følsomme feminine personlighedstræk og tør bruge dem?

Hun hørte ordene - havde først lyst til at protestere, men hun kunne mærke, at morfar ramte noget dybt i hende, så hun lod tavsheden råde, indtil morfar fortsatte:

Hvorfor så ikke tage imod gaven - uanset den lille usle orm forsøger at gnave sig ind og få dig til at tænke, du er lesbisk?

Lad os lige tvære den orm ud med hælen.

Er det ikke en orm, som er født af, hvad du tror andre vil tænke, når du viser dig sammen med Søren i kvindetøj? Ved du for øvrigt noget om, hvad de andre vil sige eller tænke?

Hun opfattede godt morfars ord - når du viser dig sammen med Søren i kvindetøj.

Morfars meninger havde altid betydet meget for hende, og hun vidste af erfaring, at han som regel altid både havde og fik ret, når der var noget, som var betydningsfuldt for ham. Og hun var ikke i tvivl om, at hendes lykke betød meget for ham - og så var han bare så naturlig sikker på, at hun ville overvinde alle sine negative følelser og endda både turde se Søren og vise sig offentligt sammen med ham i kvindetøj.

Følelserne arbejdede i hende - hun følte gråden presse på, uden tårernes forløsning gav fred i sjælen - og hun manglede fuldstændig ordene til at svare.

Morfar brød tavsheden igen: Jeg så jer for øvrigt også på hovedgaden i går eftermiddag. Det var helt tydeligt, hvor du nød hans lyst og interesse for de tøjbutikker, du stod og drømte ved.

Efter en stund i behagelig tavshed rejste morfar sig og rettede sit statelige korpus i fuld højde - som han altid havde gjort, når han ville give sine alvorsord særlig vægt.

Han stod foran hende med solen i ryggen. Fyldte hendes synskreds, så hun blot anede den varmt lysende aura, der omkransede ham.

Gud har en gave til dig og Søren i jeres liv. Tag imod den - giv jeres kærlighed rum og plads - plej den med gødning og vand, så den får lov at vokse og folde sig ud. Giv plads for hinandens længsler og drømme - lev dem ud i fællesskab, og i vil se, hvordan knopperne springer ud og blomstrer.

Og hans velkendte, lidt drillende smil, bredte sig nu fra munden til de kærlige øjne.

Som ekstra gave får du - udover en kærlig ægtefælle - en dejlig veninde i én og samme person.

Medens hans ord lidt efter lidt fyldte hende - og inden hun fandt ord til at svare - begyndte morfars skikkelse at gå i ét med sollyset. Det var som om, hans krop blev optaget af lyset og forsvandt i solens stærke stråler.

Med solens skær i øjnene vågnede hun fortumlet og ør i hovedet - mærkede ømheden ved den ubekvemme sovestilling i sofaen.

Mozarts toner fyldte stadig stuen - og efterhånden som hun kom til sig selv stod drømmen lyslevende for hende. Gensynet med morfar og hans kærlige vejledning fyldte både sjælen og kroppen, påvirkede hendes følelser, og hun måtte igen give efter og lade tårerne få frit løb i en heftig gråd, som lidt efter lidt aftog i kraft - blev til den stille gråd, som bragte forløsning og afklaring.

Hun blev klar i tankerne - kunne hun - jo hun kunne godt - nej de kolde følelser forsøgte stadig at få overtaget og magten over hende.

Men efterhånden som gråden stilnede af - og morfars ord stod som lysende prikker i sindet - vandt de varme og kærlige følelser for Søren. Han var en nødvendig del af hendes liv, og jaèt til - på trods af det andet - at dele kærligheden med Søren vandt.

Hun ville have ham, som han var - tage udfordringen op og hjælpe ham med at leve sit eget jeg ud, lægge sine tillærte fordomme til side og nyde samværet med ham - også når han var klædt i kvindetøj. Hun kunne så også hjælpe ham med at klæde sig rigtigt, så han med sin selvrespekt i behold ville kunne vise sig offentligt.

Hun måtte have kontakt med Søren. Hun måtte snakke med ham - de måtte - de skulle finde sammen igen. Hun følte i hele kroppen nødvendigheden af at hele bruddet - der var ikke et liv for dem, hvis ikke de skulle dele det.

Men hvordan?

Hun så på klokken - den var kun lidt over 6 - han sov sikkert endnu - hvis han kunne finde hvile efter den aften.

Men hun måtte. Gik hen til telefonen og trykkede det nummer, hun kendte så godt.

Der blev ikke svaret - hun trykkede på genkald et par gange, før Sørens lidt matte stemme svarede.

Søren - det er mig. Jeg elsker dig - jeg er ked af i aftes - kan jeg gøre det om? Må jeg komme over til dig med det samme? Så tager jeg morgenbrød med, hvis du laver kaffe. Og måske kan jeg nå at smage din dejlige dessert, jeg gik fra i aftes.

Der var en først tavshed i den anden ende - som om ordenes betydning skulle presse sig igennem til hans bevidsthed. Han lød overvældet, da han endelig fik sagt det forløsende: Ja - du er velkommen. Jeg sætter kaffemaskinen i gang - og tager desserten ud af køleskabet.