Kender du det sår, der altid er så lang tid om at hele?
Sådan et sår har jeg.
Et sår der er så ufattelig lang tid om at hele og samtidigt et sår, der bliver ved med at gå hul på.
Til tider lægger jeg ikke engang mærke til såret længere, for jeg har lært at leve med det, og ser det som en del af mig.
Dog er der dage, hvor jeg rigtig mærker til såret. I dag er sådan en dag.
Tårerne triller ned af mine kinder, og jeg kan ikke se ud af mine øjne.
Jeg ser og mærker såret over alt, og jeg har en følelse af, at jeg bliver kvalt.
Alle fortæller mig, at tiden læger alle sår, men hvor lang tid skal der gå?
Det hele virker så håbeløst.

Du har måske en dag selv følt som jeg.
Følt at alting ikke ville gå din vej.
Følt at hver gang du holdte noget kært, så ville såret komme tilbage og igen minde dig om tiden, hvor du kæmpede en brag kamp.
En brag kamp om overlevelse.

Det føles fuldstændig som en irriterende sten i skoen, som jeg bare ikke kan få ud.
Den irriterende sten i skoen er mit sår.
Det sår der langsomt heler og gang på gang bliver revet op igen.
Det er mit sår i mit hjerte.
Det er min sorg.