Det er en ting at få venner på Snapchat, som du ikke kender. Og det er fint, jeg har haft et par stykker, og er gentagende gange blevet enig med mig selv om, at jeg ikke fungerer til det. For når man først er kommet over de akavede spørgsmål som navn, alder, skole osv. Så kommer det, det evige gentagende spørgsmål, som altid ender med at blive bragt op: Billede? At tage en selfie er nærmest en kunst i sig selv. Jeg prøver med jævne mellemrum at tage en god en, men jeg synes aldrig, de kommer i nærheden af dem, man ser på Instagram og Pinterest. Så jeg plejer bare at efterlade samtalen der, og så er det det...

Mange af mine gode venner har fantastiske profiler med mange gode billeder, som får en stor bunke likes, hver gang de poster. Men jeg tror bare ikke, mine gener tillader mig flotte selfies. Forstå mig ret, jeg er ikke grim eller noget, men jeg ligner jo bare heller ikke hende fra modemagasinet. Så jeg stiller mig tilfreds med op til 10 likes på et billede, og det er som regel af min hund eller af naturen. Så hvor kom det fra? Hvornår begyndte den søde lille pige, jeg engang var at dække hendes ansigt med hænderne, når hendes mor tog kameraet frem? Hvornår blev hun så bevidst om, de billeder hendes venner tog sammen med hende, og om hvor de blev lagt op? Og hvorfor er hun ikke tilfreds med hendes egen selfie?

Jeg sad helt alene på mit værelse en lørdag aften. Og beundrede Instagram pigerne på min mobil. Kiggede på deres kønne smil, og studerede deres uden tvivl vidunderlige, fotoshoppede og face tunede ansigter og kroppe. Jeg ønskede 110% at være lige så smuk, talentfuld, spændende og fejlfri, som deres selfier indikerede, at de var. Jeg tænkte slet ikke over hvor meget, det påvirkede min lille hjerne at se på det umulige som noget opnåeligt. For hvis jeg lige stoppede op og tænkte, ville jeg jo godt vide, at det perfekte ikke var det virkelige. Men jeg er vokset op på min mobil, en platform der giver dig ubegrænset adgang, til det du gerne vil være, men aldrig kan blive. Så jeg tog min mobil frem og prøvede, jeg prøvede virkelig at tage en perfekt selfie. Men ingen af Snapchats 100 filtre kunne dække min lyst til at være, som dem jeg så på den anden side af skærmen og ikke som mig.

For hvad er jeg, en pige der sidder på mit mørke værelse, 9 minutters gå gang fra Lars tyndskids mark, mens jeg læser en bog om en perfekt, modig og selvstændig kvinde der reder verden. Jeg rejser mig, og kigger i spejlet. Jeg løfter min trøje op og trækker maven ind. Den er større, end dem jeg ser på de sociale medier. Men sundhedsplejersken siger, jeg er helt normalvægtig. Så hvorfor handler det hele tiden om at få større læber, tyndere mave og en mere muskuløs bagdel?
Jeg kender godt svaret, det er simpelt. Meget mere simpelt end det burde være, det er så jeg kan levere den smukkeste, mest sexede, og fejlfrie selfie på planeten. Så folk kan kigge på den selfie og ønske og være mig. Så drenge kan se den og savle over mit blink i øjet og mit perlehvide smil. Men alligevel er det nok ret kompliceret, for jeg synes sådan set ikke, det er sådan noget jeg stræber efter. Så hvorfor er vi så fokuseret på et billede? Hvorfor bruger vi vores dyrebare tid på ligegyldig skærmtid? Du ved, de timer du bruger på de sociale medier, som er totalt unødvendige eller i hvert fald kunne leve uden dem? Især når de timer efterlader tanker, som: "Er jeg nu god nok?" i dit hoved? Når det er de tanker, der spænder ben for dig i hverdagen? Og stopper dig fra at dele det billede af dit liv?

Jeg er ikke særlig god til at leve mit liv, i hvert fald ikke i nuet. Jeg bruger nogle gange også tid på at leve andres liv. Forestiller mig hvordan det ville være, hvis jeg var hende den smukke, eller hende instadronningen. Hvordan ville det mon være? Jeg ville i hvert fald helt sikkert vide hvordan jeg skulle tage en selfie, og jeg ville dele den med alle. Ikke være nervøs for at få kolde fødder. Hvis jeg havde et liv, der var Instaværdigt, så ville jeg sikkert være den mest lykkelige person i verden. Jeg ville efterlade smukke selfier som en sti bag mig. Alle ville se op til mig, have lyst til at være min ven, og... og hvad så? Er det, det jeg vil? Vil jeg gerne have at alle og enhver beundrer mig for mine billeder, mine bedrifter, og mine fotoshoppede selfier?

Eller er det dét, som min generation har bildt mig ind? Er det dét min generation bliver drevet frem af? Følger jeg bare med strømmen af hjernedøde teenagere, der hele deres liv er blevet hjernevasket til at tro at det er DRØMMEN, og at det er den eneste måde, du kan blive lykkelig på? Eller ville det virkelig gøre mig lykkelig?

Jeg tror ikke på det, jeg tror bare at vi alle sammen hellere vil fake os til den perfekte selfie, end at tilstå at bag facaden, er det hele vist lidt normalt, problemfyldt og meget menneskeagtigt.
Jeg tror bare at producenterne får en hel del flere penge ud af det mindset, vi konstant lever med. Jeg tror bare at #værdigselv er for menneskeligt for vores generation.

Så jeg vil tage den selfie og så vil jeg dele den med hele verden. Jeg lover her og nu at jeg fra i morgen vil dele mit sande, smukke jeg, med de sociale medier.
Det begynder, når jeg tager mig sammen, når jeg endelig en eller anden dag kan se ud over de tanker som Instagram og Pinterest planter i mit hoved! Og så vil det hele være godt, og jeg vil elske min selfie. Og min selfiegeneration.