Siden folketingsvalget i 2019 har debatten om tidligere pension til de nedslidte("Nu er det Arnes tur") til tider været særdeles livlig. Under coronakrisen i foråret tog Arne sig dog et velfortjent hvil.
Nu tales der igen meget om Arne og den pension, som han måske aldrig vil få. Hele debatten om den tidligere pension har lige fra starten undret mig. Retten til en en beskeden pension på 13.500 kr. om måneden ville ofte være forbundet med et nedslidt sind og en mishandlet krop som følge af et langt og anstrengende arbejdsliv. Det sunde liv med en rask krop ville blive pantsat til et helt arbejdsliv på ca. 40 år - for at Arne, Helle og Lotte og alle de andre ville få mulighed for et otium med en ofte stærkt forringet livskvalitet.
Man kan tvivle på de gode perspektiver ved denne pension. Hvor fornuftigt er det egentlig at en mand eller en kvinde skal slide sig helt eller halvt op for at opnå retten til en beskeden pension?
Fra politisk hold kunne det overvejes om det totalt set ikke var bedre i højere grad at forsøge at indrette det danske arbejdsmarked efter menneskers behov, således at nedslidning blev formindsket og i nogle tilfælde helt undgået. At super aggressiv konkurrence og maksimal fortjeneste blev nedtonet. Dette ville bidrage til mindre udgifter i sundhedsvæsnet og en forøgelse af livskvaliteten hos de mennesker som er i fare for nedslidning, både fysisk og psykisk.
Der ville også være en vis logik i at Danmark (og andre samfund) i højere grad arbejdede på at alle i samfundet skulle have lige muligheder for uddannelse og lige muligheder for at kunne skabe sig en tryg økonomisk tilværelse. Der ville også være perspektiver i at Danmark kunne være et sted med mindre intolerance og egoisme. Og et sted, hvor vi var mere villige til at tage os af hinanden, fremfor bare at have en forventning om at samfundet skal klare alle opgaver, der vedrører f.eks fattigdom og ensomhed. Det , vi ynder at kalde velfærdsstaten, har alligevel vist sig ikke at kunne løse alle de problemer som er i et moderne samfund som det danske.
Coronakrisen ser ud til at blive langvarig. Der er ingen tvivl om at en af Coronaens følger vil være at velfærden i Danmark vil skrumpe ind.
Vi må også forvente at livet livet ændres på andre områder. F.eks måden vi samles på i skoler og andre uddannelsesinstitutioner, til sportsarrangementer og fester, blot for at nævne nogle få eksempler.
Coronaen vil imidlertid også tvinge os til at tænke anderledes, mere kreativt, når samfundet, materielt set, vil blive fattigere. Vi vil selvfølgelig komme til at savne de mange muligheder, som et rigt samfund hidtil har givet os.
Imidlertid bliver der også muligheder for at skabe et samfund, som ikke altid skal køre i det højeste overhalingsgear. Og et samfund, hvor fælles værdier og nærhed er højere prioriteret.
Der kunne skrives meget mere om, hvordan fremtidens Danmark måske ville komme til at se ud. Jeg nøjes med at fremhæve det, jeg synes er væsentligt for mig. Hvad et samfund skal indeholde, beror i høj grad på indbyggernes ønsker.
At forudsige udviklingen i et samfund som det danske med 100 procents sikkerhed lader sig ikke gøre. Kun en tåbe vil hævde at det er muligt. Men man kan have en tro på at fremtiden på nogle punkter vil forandre sig til det bedre.
Nogle gange er det simpelthen nødvendigt at møde livet med optimisme, især nu, fremfor for at lade bekymringer styre ens liv for meget. Den svenske forfatter, August Strindberg, sagde engang følgende: "Kun ved at prøve det umulige, kan vi nå det muliges yderste grænse."
Det trænger vi til.