Da vi stod midt i coronakrisen, hvor TV og andre medier tæppebombede os med lyd og billeder om den gallopperende coronavirus i Italien og Spanien, og stort set resten af verden, holdt jeg vejret til smertegrænsen og bad til at coronaskyen ville drive forbi Danmark. Det gjorde den altså ikke, men som bekendt blev Danmark ikke så hårdt ramt. Alligevel satte coronanagsten sig i mig (og mange andre) med en sådan styrke, at spekulationer om liv og død blev en daglig foreteelse.

Alligevel formåede jeg også at gøre mig tanker om den tid, som ville komme efter coronaen.Ville mennesket have lært noget af coronakrisen? Var denne modbydelige virus fra Kina også en chance for os til at ændre livet på Jorden, gøre os istand til at perspektivere vores liv på en sådan måde, at det ville blive rigere og mere meningsfuldt?

Nu er coronaens skydække spredt så meget at der er blevet plads til optimisme, nogle gange en lidt naiv optimisme, gående ud på at nu kan livet fortsætte som før, det ubegrænsede liv, hvor behovene er uendelige og altid kan tilfredsstilles. Forbrug ad libitum kan fortsætte, festerne og alt det ubekymrede kan fortsætte, den umættelige og ubekymrede verdensborger kan hele tiden råbe: "Mig, mig, mig."

Måske bliver Danmark og verden tvunget til at tænke anderledes. Vi har én planet, hvor vi både skal leve og overleve. Ikke som et dyr med umættelige behov, men som et væsen, hvor åndelighed og hensyn også er forudsætninger for at livet kan fortsætte for ALLE.