Jeg går i skoven langs havet, midt i lyset, varmen og kulden. Jeg går i luften. Vi kan røre ved os selv og hinanden og konstatere vi er til. Vi kan lytte til hinanden og konstatere vi er nærværende. Det er vidunderligt og mærkeligt - næsten guddommeligt. Jeg kan tænke, læse, høre, se, føle, sove og undre mig. Sove og vågne og konstatere, at der stadig er vand, luft, lys og mørke. Det er at være.
Sidder med havedøren åben og hører min playliste. Den musik er både melankolsk og til tider temmelig brutal. Der mangler ikke noget. Der er ingenting, som ikke skal være der med al sin styrke. Det er udmærket med alle gøremålene at kravle ind i. Det er godt at gå i seng for at sove imellem alle de praktiske ting medens "The Rat" med Walkmen kradser mig på ryggen. Det er musik der er brutal og river alting i stykker, som i virkeligheden. Den afløses af "Somewhere Tonight" med Beach House, som drømmer mig stille ind i virkeligheden.
Virkeligheden siger I og kalder mit forhold til virkeligheden forkvaklet. Jeg forstår det ikke rigtigt, for jeg troede, at jeg levede midt i virkeligheden og er omgivet af den til alle sider og er en del af den, for jeg hører den og mærker den hver dag. Jeg lider under den og de ting der sker. I det nære er der ting jeg elsker, så jeg forstår ikke rigtigt, hvad i siger. Vil i have mig ud af virkeligheden og hvilken, hvis der da er flere.
Solen varmer, vinden lidt kølig. Jeg sidder midt i luften på terrassen og den kat der går over plænen er midt i den som husrødstjerten i syrentræet i haven er det. Luften er om alle mennesker, dyr, fugle, insekter, padder, planter og fisk. Den gør, at vi lever. Vinden afløses af en stille brise og som alle ved er den let. Nogle drømmer de flyver op i den og svæver. Brisen har altid været her - også før der var mennesker og dyr. Uden luften fandtes der ingen mennesker, dyr og planter. Brisen bærer dufte med sig og er overalt på jorden. Det er som om den er levende og forbinder alting. Tanken om brisen er ren, klar og rig på dufte og er lykke. Oh at være en brise.