De sørgelige rester står på de riges bord, hvor ingen må røre ved dem eller smage. Det behager de fulde maver, der bugner med top på. Kun skroget er tilbage og knoglerne blotlagte, men for de sultne vil opportunismen alligevel ingen ende tage. For selv et fortæret kadaver byder på muligheder, som grippen kredser de ustandseligt uden for dannebrogsvinduerne indfattede i herregårdenes hvidpudsede mure. De trykker deres munde helt tæt. De smelter nærmest i et med glasset, og bliver facadepynt. De fulde maver frydes ved synet og bliver bekræftet i værdien af deres egne maver.