Evnen til at slå en hjertelig latter op tror jeg blev os givet som en gave ved fødslen. Latteren, denne guddommelige dans af glæde, starter i vores hjerne, videre til hjertets kamre, pulserer gennem lungerne og danser til sidst i maven som en symfoni af munterhed. Den er naturens ballet, et jublende kor af kropsdele i en eksplosiv dans, hvor hver celle synger en glad melodi.

Når latteren tager teten, accelererer hjertet som en gazelle, pulsen danser sin tango, og blodet strømmer som en vild flod i vores årer. Åndedrættet puster som en hvirvelvind liv i vores sind og fylder kroppen med en brusende varme, som en vulkan i udbrud.

Latteren er vores tryllestav, der opløser mørke skyer i sindet, forvandler tristhed til glæde, og renser sjælen som en forfriskende sommerregn, der vasker enhver tvivl bort. Den strækker brystet som en stolt påfugl, udvisker mørket og fejer det nagende brokkeri ud fra hvert hjørne af vores sind.

Latteren vækker os som et symfonisk mesterværk fra mismodets dvale og insisterer på, at vi deler ud af vores glæde og lykke med verden.

Når latteren tager over, er vi ikke længere bundet af livets blytunge byrder, men ser virkeligheden i et helt andet positivt lys.

Som manden, der forvandlede sine kirsebær til kæmpe frugter ved et optisk trick, da han tog nogle stærke briller på.

Lad os kaste den tunge byrde af brok og klage af os og erstatte den med latterens klarsyn.

For i latterens kraft findes den ultimative skat.