En dag for et par år siden var jeg ude at sejle på Lillebælt med nogle venner. Det var solskin og stille vejr. Vi var på den jyske side imellem de to broer. Ikke langt fra båden kunne vi se en flok marsvin. I flokken var der også et par unger. De svømmede rundt og lidt frem og tilbage. Ind imellem var de kun nogle få meter fra båden. Måske jagede de fisk, som de lokaliserer ved hjælp af et slags ekkosystem, da hverken deres syns- eller lugtesans er særlig god. I flokken hjælper de hinanden med at jage, hvor de ved fælles hjælp holder styr på fiskestimen ved at kredse rundt om den. De skiftes så til at svømme ind i stimen og spise løs af fiskene, som for eksempel kan være sild, makrel eller hvilling. Marsvinene var tæt på båden i 5 minutter, hvorefter de forsvandt igen. Marsvin har ry for at være sky, men denne solskinsdag virkede de tillidsfulde, nysgerrige og legesyge.

I årene imellem de to store verdenskrige finder vi de sidste episoder, hvor marsvinene blev jaget sammen i Fænøsund og slagtet inde på stranden. Når flokke af marsvin kom ind i bæltet, slog marsvinejægerne med grene i vandet for at skræmme de meget lydfølsomme dyr ud af kurs. Især ved Svinø blev de opskræmte dyr tvunget ind på det lave vand, hvor jægerne ved hjælp af garn omringede dyrene og trak dem ind mod strandbredden. Jægerne trak dem herefter op på land, hvor de blev stukket ihjel med knive. Denne form for hvalfangst stoppede helt ved afslutningen af 2. verdenskrig. I 1800-tallet blev omkring 150.000 marsvin dræbt på denne måde. I gennemsnit er det 1500 om året og langt de fleste blev dræbt i området omkring Svinø ved Fænøsund. Svinø har fået sit navn netop på grund af marsvinefangsterne der. Ved at besøge Middelfart Museum eller gå ind på Middelfart marsvinslaugs hjemmeside kan man læse mere herom.

Vi mennesker formåede næsten at udrydde marsvinene, som blev totalfredet her til lands i 1967. I sidste århundrede døde mange i fiskernes net. Antallet lå på imellem 4000 og 7000 om året. I de første 15 år af dette århundrede er tallet faldet en del. Dette skyldes nye love og restriktioner over for de fiskemetoder, som var mest skæbnesvangre for marsvinene. Nedgangen i torskefiskeriet og indførelsen af påbudte akustiske alarmer på nettene, som skal holde marsvinene på afstand er vigtige faktorer i dette. Ja igennem mange år var marsvinene truede. De forsvandt næsten og efterlod kun skummet på havets endeløse bølger. Nu ser jeg dem ofte legesyge og næsten tillidsfulde. Marsvinene er dog stadig truede og vi skal stadig passe godt på vores lille hval.

Da jeg var barn, var hvaler noget mirakuløst at tænke på. Især de store enorme kroppe i de store verdenshave. Deres lyde, deres signaler og deres lange rejser. Disse store dyr er uforlignelige og risikerer at uddø, hvorfor kan man ikke blive enige om et forbud? Er det virkelig de store hvalers skæbne at ende som dyrefoder og menneskemad, diverse olier, sæbe, kosmetik, bælter og andre produkter som sagtens kan produceres ud fra andre råvarer. Det er så trist, at et monster til et hvalfanger- og fiskerierhverv må søge nye bytter i mere og mere fisketømte have, hvor mange af de store fiskearter også er truede. Ud over at hvaler og mange fiskearter er truet på grund af overfiskning, rammer forureningen af havene dem også hårdt, for eksempel oliespild og de enorme mængder plastic, som driver rundt i havene på vores lille blå planet.

Når jeg ser marsvin i Lillebælt fascineres jeg af deres adræthed i vandet. De er hurtige og smidige og virker fuldkomne i deres bevægelser. De er intelligente og kan lære mange ting. De afsender og modtager lyde, der er komplicerede og som antages for at være et sprog. De har aldrig gjort mennesket ondt og de opfører sig frit, frejdigt og tillidsfuldt.
Jeg kan ind imellem blive helt oprørsk og deprimeret over, at jeg tilhører en art, som bliver ved med at dræbe dyr, selv om de er truede, blot for økonomisk vindings skyld. Enten fordi de har en høj markedsværdi eller fordi vi ødelægger deres levesteder. Det kan også være en kombination af disse tilsammen.

I mange år tænkte jeg ikke meget på hvaler. Ikke fordi de ikke er mirakuløse; men fordi jeg føler afmagt og skam, efterhånden som de berøves vores verden stykke for stykke. Her i Lillebælt ser jeg ofte de små hvaler og tænker meget på hvaler igen.