Jeg glider hen over gågadens brosten, jeg svæver uden at falde, der er mennesker overalt i nattens mørke, jeg syntes deres ansigter er fremmede, de stirrer på mig men ser intet, mit ansigt har ingen mimik, de prøver at læse mig men det lykkedes dem ikke, de vil gerne have en bid af det jeg har, de går sultne i seng, og står sultne op. De ser spejlbilledet i butiksfacadernes vinduer, glasset beroliger dem og skjuler deres øjnes flugt, laminerede dagsordner, de følger stift deres eget blik, uden at ane de mange tilbud som ligger bag mit ydre, jeg prøver at blænde ind i mængden, ind i myldret, men til ingen nytte jeg skiller mig ud. De peger på mig uden at bevæge sig, mens jeg svæver henover gadens brosten, jeg ser at de hvisker uden at åbne munden. Jeg klandrer dem ikke, for jeg ved hvor de kommer fra, jeg ved hvad der har skabt dem, det er det samme som har skabt mig, det er derfor jeg er her, det er derfor jeg skiller mig ud, uden dem ville jeg ikke svæve henover gadens brosten.