Edward Munch fangede mig første gang med Skriget, da jeg som helt ung læste til lærerinde. Jeg benyttede Skriget til at forklare det eksistentielle behov, mennesket har, for at udtrykke universelle lag i det menneskelige sind, gennem kunsten. Senere kom Munch til at betyde så uendeligt meget mere. Jeg havde lavet en kreativ fremstilling af Skriget, som min nu afdøde far valgte at have hængende inde på væggen i sit soveværelse. De seneste år, hvor både sygdom og Lebensschmertz havde overmandet ham, var maleriet med til at understrege det Livsskrig som alle liv nu og da tynges af, når Distancen til Livet, opleves som den sidste tråd, der er tilbage. Distancen er Skriget, men samtidig er Skriget også en indadvendt skuen mod noget man har bevæget sig væk fra, men som man måske engang var en del af.
Munch havde en vibrerende streg. Nogle gange luftig og uperfekt. Andre gange flydende og erobrende. Udsagnet i hans kunst er dog ikke til at tage fejl af. I mødet med Munch er det med en følelse af genkendelse på genkendelse, der forklares - dog uden ord.
Et møde med selvet og de spørgsmål han stiller og samtidig byder at besvare, fremstår evigtgyldige og relevante. Jeg skal måske tilføje, for mig.
Munch fortæller mere med sin streg end hvad mange forfattere formår at beskrive med ord.
Livet sættes i spil. Livet er på spil. Eksistensen skildres, uden anstrøg af selviscenesættelse. Det er en kunst i sig selv, når man som han, var kunstner.
Munch malede Solen, og går man ganske tæt på stregen kan man undres over det uperfekte, nærmest barnlige og umættede strøg. Solen skal ses og mærkes på afstand, ellers brænder man sig.
Jeg blev i første omgang så irriteret over denne mangel på perfektion i det nære møde med lærredet. Dog måtte jeg overgive mig til Solens kraft, da maleriet kom på afstand. Herfra syntes alt at fremstå perfekt i sin helhed. Et kendetegn ved en sådan perfektion, er netop Munch's evne til at drage beskueren. Tiden i al sin enkelthed opløses i nærværet med det vibrerende sanselige, der kendetegner stor nydelse - uden en nærværende eller forestående domsafsigelse. Det er ren hedonisme.
Det er vel det som også kendetegner livets storhed. Netop at tage livet på sig, at lade sig overmande og opsluge uden forbehold. At kunne se handlingerne, erfaringerne, ordene og oplevelserne som et udtryk for en grundlæggende væsensdynamik hos mennesket og menneskeheden.
Vi er jo ikke statiske detaljer, der af omverdenen eller af os selv, kan kategoriseres eller rubriceres i forholdet til, hvilken kasse vi placeres i.
Dog syntes denne trang som et nærmest vedtaget dogme gennem hele menneskelivet. Hvor ofte skal der ikke redegøres for, hvem vi er, hvad vi laver, hvordan vi ser ud, hvad vi vil være, hvilken politisk orientering vi er rettet mod, hvad vi tænker, hvorfor vi ikke udfører en handling på bedste rationelle vis for den anden - Eller den moralske fordømmelse, der ofte fældes over etniciteter, køn, religioner, opdragelse og kulturer. Dog uden vi i bund og grund har noget at have vores fordømmelse og dernæst vores dom i. Hvad gør dommen gyldig?
Som produkter af givne samfundsstrømninger, syntes det uomtvisteligt, at vi til enhver tid kan påberåbe os retten til at dømme og fordømme hinanden. Grundlaget for disse domme må stå hen i det uvisse, da de fældes lige så let som en fjer kan dale.
Nogle berettiger deres dom ud fra et videnstungt grundlag, men ikke desto mindre er dé ligesom jeg, blot et udtryk for samtidens strømninger af mere eller mindre populær karakter.
Nej, helheden og afstanden er nødvendig, før klarheden og objektiviteten kan melde et svar eller skabe et rent billede. Vi kan ikke se, hverken verden, det enkelte menneskeliv, samfund eller nationer, medmindre vi forlader trangen til at afsige dommen.
Nirvana skrev sangen, Come as you are, og netop i det felt opererer Munch. Kom som du er - Fanget af den eksistentielle undergrund, der til enhver tid ligger skjult i mødet med en fremmed. For er vi ikke alle fremmede, både for hinanden og måske endda for os selv.
Munch formår at afsløre det fremmede aspekt ganske usentimentalt, men ganske klart gennem utallige penselstrøg, hvor helheden indkapsles og må betragtes på afstand, så dommen derved udebliver.
Spørgsmålet er da også, hvorfor vi så ofte føler trang til at fælde mere eller mindre uskyldige domme?
Tænk, hvis vi trådte nogle tanker, ord og handlinger tilbage, når trangen til at dømme opstår.
Livet syntes muligvis behageligere og mere forståeligt, når dommen er fældet.
Problemet med dommen er, at den trænger mennesket op i et hjørne. Særligt Den, der afgiver dommen. For er dommen afsagt og delt med andre, er den svær at vende tilbage fra. Vejen tilbage fører mod et ingenmandsland, der tvinger modet frem i enhver, der tør vove sig ud på den færd.
Det kræver tålmod, såfremt helhedens klarhed skal åbenbare sig. Dog er den muligvis ventetiden værd, og mere givende, end at hægte sig på dommens forfængelige kald, der aldrig har sat noget menneske fri.
Vi kender alle til at dømme, men spørgsmålet er med hvilken berettigelse?
I dag er det Skærtorsdag. Dommen er afsagt, og der er ingen vej tilbage. Et liv skal snart ende, for atter at genopstå i mindet.
I aften samles vi om et fælles måltid, der statuerer samhørigheden mellem mennesker. Vi kender måltidet som nadveren, der giver os muligheden for at opnå Guds tilgivelse. I den kristne lære, stadfæster vi hver søndag dette fællesmåltid, der i sin tid indledte den begivenhed, der satte mennesket fri af synden. Det er den ultimative kærlighedserklæring i et kristent humant perspektiv.
Gud er stor!
Han hævede sig over sin egen dom og satte mennesket fri. Alligevel lader det til, at domsafsigelserne lever i bedste velgående på trods af, at synden blev båret på menneskeskuldre, der var særligt udvalgte hertil.
Hvis der er en Gud. Så er Gud stor, men jeg ved det ikke!
Det er blot noget jeg tror, når ikke jeg tvivler. I troen føler jeg mig såre sikker. Der har jeg fældet min dom.
I tvivlen føler jeg modet, men også angsten. For den kræver en tålmod jeg ikke har, selvom jeg er overbevist om, at magten ligger i tvivlen snarere end i dommen. For Tvivlen har for vane at møde omgivelserne mere åbent. Det er den tvivlende nødt til i sin søgen efter mulige svar.
I døden mindes vi ofte de døde med så klart et blik, fordi dommen har mistet sin magt. Bagom skyggerne skal lyset opløse mørket og måske vil freden også blive din, ligesom den for en kort stund var min, da Solen skinnede. Som Munch fik Solen til at skinne, og Skriget til at skrige for eftertidens interesserede. Således må Tvivlens mange muligheder så sin styrke og være vidne til den fred, der netop kræves, for ikke, at vi skal fælde Dom.