Tabte pusten i dag til morgen.
Ikke pga. af løbetræning, mere sådan en sindstilstand.
Det var en mail der ramte plet i Solar Plexus.
Mærkede skuffelsen og den efterfølgende sorg tage bo og sindet blev sårbart.
I dag er det Sankthansaften. Egentlig skulle der holdes et lille arrangement, men det har jeg aflyst.
Vil bare være alene.
Alene, det sted hvor jeg går hen, når noget skal bearbejdes, og beslutninger træffes. Har tænkt og bearbejdet og beslutningen er foruroligende.
Hvor meget kan man byde sig og lade sig byde?
Hvordan elsker man, det man giver og får igen?
Mærker min hjerne og krop i oprør... det vil fortage sig over tid. Ligesom alt det andet. Det forstener og bliver til endnu en sten til den hule, som snart vil lukke sig.
Af alle steder, så bliver alene det sted der er mest trygt, når tiltroen til andre fejler.