Svævende imellem to verdener finder jeg mig selv. Svævende i feltet imellem det billedløse og drømmenes surrealistiske forestilling om bedre dage på jorden. Indfanget af midsommernattens lyse nat fornemmer jeg verden, som den er netop nu, urørlig i sin rotation om systemets flammende kugle.

I aftenens tørkeramte landskabers bål sættes kyster i brand. Lysende pletter af brande rejser sig fra kysternes linjer, der udviskes af havets bølger. Verdens skovbrande på grund af klimakrise og tørke.

Bålene i aften aflyst; men vi står her igen med taler og musik. Vi står rundt om de ikke eksisterende Sankt Hans bål og tankerne glider mod det større. Mod lyset og sommeren; men også mod mørket, som truer os på mange måder.

Flammerne varmer ikke, for vi har varme nok i disse dage, hvor lyset i sig selv spreder sig til alle hjørner i de lyse sommernætter. Men når sommeren slutter, opsluges lyset i natten af mørket. Vi synger vi vil fred her til lands. Vi synger at hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde; men er vi ikke for længst ført bort fra lyset når alt drejer sig om en selv, forbrug og selvrealisering på bekostning af tredje verden, på bekostning af klima, biodiversitet og miljø.

Vi skal præstere, presses ud i stress, udbrændthed, tristhed og depressioner. Vil vi virkelig det gode men magter det ikke. Måske er det en af vores største illusioner, at vi skal magte det gode liv, gøre de rigtige valg i livet. Vi skal selv være lysende, have kontrol, have energi og vilje.

Skal vi det gode for vores klode, skal vi ligge alt om i vores livsstil og verdens økononomier - men vil vi det?

Der holdes taler gennem blændværk og periferi, hvor ordene opløses som vand i luft. Ordets magt er skønhed eller intet. I nattens lyse forvirring tænker en tanke sig selv til ende. Netop her hvor det blå begynder, ligegyldigheden, uendeligheden og rummet.