Skal - skal ikke. Det kan være umådeligt svært at træffe vigtige beslutninger. Beslutninger, som kommer til at have stor indflydelse på sit eget og måske andres liv. Tvivlen kommer kravlende lige så stille, den nærmer sig, og pludselig kan det hele virke så fjernt. Pludselig ved man ikke en gang, hvad der er op og ned. Hvad gør man så? Man kan vel kalde det for en blokade. Ligesom når man skriver. De fornuftige og brugelige tanker flygter, og tilbage er kun tvivlens tomhed. Det undrer mig, at livet skal være så forvirrende indviklet. Hvorfor skal vi stå til ansvar for så meget, når man kan bruge tiden på så meget andet, som glæder sig selv. Man kunne vel også bare lade være med at træffe beslutninger? Men så kommer man jo heller ingen vegne. Hensyn. Det bliver man nødt til at tage. Én ting er at lytte til sine egne meninger, men hvad med andres? Så er alt lige pludselig ikke ligegyldigt mere. For menneskerne omkring sig betyder meget, og hvis den endelige beslutning påvirker dem, føler man med ét vægten på sine skuldre.

Valg og beslutninger af betydning kan omhandle mange ting. Jeg husker den gang, jeg skulle konfirmeres. Det er ikke mere end et år siden, og alligevel er jeg nået så langt siden da. Ifølge mit indtryk blev mange af mine klassekammerater kun konfirmeret af den grund, at de fik en kæmpe fest og foræret en masse gaver. Andre blev det på grund af traditionen i familien, og fordi det var det, der forventedes af dem. Så var der selvfølgelig dem, som turde af gå imod strømmen og blive nonfirmeret. Godt nok var der nogle, som stadig holdt en fest, men det, at de holdt ved det, de troede og ikke troede på, fik mig til at se helt anderledes på mit valg. For det er jo en stor beslutning, som får afgørende betydning fremover, og man burde vide, hvad det i virkeligheden indebærer. Det gjorde jeg, da præsten nævnte mit navn i kirken. En krystalklar erindring. Jeg husker, at det store rum var helt tyst. Eller næsten. Der er jo altid et lille uroligt barn eller to, som har svært ved at forblive stille, men det er næsten mere livsbekræftende, end det er forstyrrende. Jeg erindrer synet af de store lysekroner med de lange arme, som næsten rakte ud efter én. Sikke et varmt lys, de kastede udover menneskemængden. I den modsatte ende af kirkerummet stod det mægtige orgel, så smukt og dog så arrogant. Min familie sad på anden række til ventre. Jeg observerede blanke øjne hos mange på rækken, men min fars øjne var helt klart dem, som var mest fugtige. Det passede mig helt fint, og faktisk gjorde det mig mindre nervøs og mere tryg og rolig. Dog kunne jeg stadig fornemme sveden pible frem på håndfladerne. Skal - skal ikke. Så blev mit navn nævnt. Med mit "ja" bekræftede jeg min tro, som mine forældre døbte mig ind i ved dåben, og ligeledes bekræftede Gud det løfte, han gav mig ved dåben. Løftet om at han vil følge mig med sin kærlighed gennem hele livet. Bekræftelsen var ikke for nogle, nogen eller noget andet end mig selv. Den var for mig, og kun mig.

Vi mennesker har mange forventninger til os selv. Selvom man måske ikke altid lægger mærke til det, er de der altid. Men hvorfor? Gør man ting for andre eller for sig selv? Tit kan man ikke en gang se det selv eller kende forskel. Man gør nogle gange ting for at gøre andre glade. Og det er jo godt, men man må også huske sig selv. Ellers ender man ud i noget helt galt, som man muligvis derefter vil fortryde. Skal - skal ikke. Det nytter intet af tage forhastede beslutninger, før man har overvejet alle tænkelige følger.

Tvivlen er stor hos mange. Til tider kan man føle sig helt hjælpeløs, og det er svært at komme ovenpå igen. Hvis man ikke har ro i sindet, og ikke finder sig selv troværdig, kan det være særdeles besværligt at træffe valg for sig selv. Man bliver helt usikker, og pludselig kan man af forvirring komme til at blande to helt forskellige ting sammen. Det er ganske vist ikke godt, hvis man ikke kan stole på sig selv. Man skal kunne finde ro i sig selv og føle sig sikker i sin sag. Men det er også en personlig værdi, at man altid kommer ovenpå, når man har taget fejl. For det gøre alle. Det er en del af det at være menneske. Det er for galt at forvente perfektion. For det findes ikke. Men tvivl derimod findes i os alle.

Man må leve med de valg, man træffer i løbet af sit liv. Lige meget om de er vellykket eller ej. Muligvis bliver man dømt af sig selv og andre på grund af udfaldet af disse, men sådan er det jo. Man bliver nødt til at se fremad, og ikke tilbage. Fortiden venter ikke, men det gør nutiden til gengæld. Faktisk venter den på én hvert evig eneste sekund. Og der er intet andet at gøre end at gribe nu'et lige nu, med det samme og for altid. På den måde hænger man aldrig fast, og man kan fremover fortsætte med at træffe enten dumme eller kloge valg og beslutninger.

Skal - skal ikke ...