Jeg leder i skyggerne, jeg ser i mørket for at finde lys, jeg søger mening hvor der ingen er. Blandt tåber og godtroende går jeg på gyngende grund og satser det hele, for sandheden har ingen pris, den er uerstattelig. Jeg ved at min mening er ilde hørt, jeg har hørt det før, men jeg siger den alligevel, jeg taler men ingen lytter. Det er mit liv, det er mit håb. De kigger skævt til mig og tror jeg er et fjols, de har altid ret, de ved bedst hvad der er godt for mig, hvem er jeg at vide hvad jeg ved, mig uden dannelse, uden baggrund, et spøgelse i de etableredes øjne, en poet blandt slummens børn. Erfaringer igennem livet har gjort mig livsklog, vis på en måde som ikke kan købes for penge, eller studeres i bøger, jeg har følt livet på kroppen, mærket det i sindet, det har sat spor som gjort mig til den jeg er i dag, noget som jeg aldrig vil være foruden. Meningen leder jeg efter hver dag, jeg finder den i hvert et minde, hver en stund med dem jeg elsker, et åndedrag taget i fordragelighedens kokon som bringer mig nærmere det endegyldige formål, blot at eksistere.