Er zoologiske haver dyrplageri eller bevarelsescentershowrooms?
Spørger man direktøren i Randers regnskov, Henrik Herold, er hans svar helt klart. Han synes zoologiske haver er bevarelsescentershowrooms, som vi skal bevare og støtte op om.
I den modsatte boldgade finder vi f.eks. dyrevelfærdsaktivister, som mener de zoologiske haver er slavefarme, som kan sammenlignes med de amerikanske slavers forhold inden den amerikanske borgerkrig.
Spørgsmålet er: har nogle af dem ret? Eller er spørgsmålet om dyrplageri kontra kulturarv meget mere gråt end det er sort/hvid?
Jeg sad forleden dag på facebook, da jeg kom forbi en video om cirkus elefanter. Videoen er utroligt følelsesladet med sort baggrund og dystre miner hele vejen igennem. Den fortæller de fem enkelte trin til at lave en cirkus elefant. Det videoen mangler er spørgsmål til dem der arbejder med elefanterne til daglig. Hvordan er deres forhold til elefanterne? Hvordan bruger de elefanterne i forhold til avlsprogrammer og genpuljer? Osv. Spørgsmålet om vilde dyr i fangenskab bliver ofte diskuteret på denne ensidige måde, måske man skulle starte med at spørge: Er det overhovedet stadig vilde dyr? Er tredje generation af Simba et vilddyr eller en tam løve med hang til råt kød?
Men hvad så med lille Øffe, det kan godt værre at det er generation nr. 10000 af kotelet i stald, men hvornår er man et vilddyr og hvornår er man ikke?
For de fleste mennesker er billedet af Simba som den der bliver mishandlet nemmere at forholde sig til, også rent følelsesmæssigt, f.eks. på grund af Disneys Løvernes konge. Og måske fordi naboen ikke havde en løvefarm, men i vores kultur har det været helt normalt at naboen havde en grisefarm. Og måske fordi Simba stadig ligner Simba, men Øffe ikke ligner Pumba. Og så fordi vi måske er nogle stykker der har det ligesom mig: JEG ELKSER BACON!!!
Så kan man jo gå tilbage til start. Skal det være vores følelser og vores smagsløg der afgør om Simba er dyrplageri og Øffe er kulturarv?
Alt forskning peger på at Øffe har mindst lige så mange følelser og lige så høj intelligens som Simba. personligt føler jeg mig også ret godt underholdt når jeg spiser bacon, men til gengæld synes jeg cirkus og zoologiske haver er små kedelige.
Skulle jeg vælge mellem at være Simba i zoo eller Øffe i stald, så ville jeg da langt hellere blive overbegloet, passet og plejet og få zebrakøle til middag end jeg ville have liggesår i røven, stå på spalter og blive proppet med penicillin. Det samme gør sig nok gældende vis jeg skulle vælge mellem at være en spansk tyrefægter tyr og en tyr på en dansk tyrestation. Den spanske tyr går i de flestes forestillinger under betegnelsen dyremishandling. Der er da heller ingen tvivl om at den sidste dag i tyrens liv er rædselsfuld. Men tiden op til da er som at være i tyrehimmelen - de behandles som konger. Tyren på den danske tyrestation snakker vi aldrig om som mishandlet, ikke desto mindre er dens sidste dag også skæmmende, med transport, slagteri og slutteligt døden. Og tiden indtil den dag er mindre flatterende end den spanskes. Desuden ville jeg som spansk tyrefægter tyr have mulighed for at blive en helt, som dansk tyrekalv risikere jeg at blive aflivet få dage efter min fødsel fordi jeg ikke kunne bruges i avl og jeg heller ikke kunne bruges på de danske middagsborde. I de dage der går inden jeg mister livet står jeg alene uden min mor, men jeg kan hører hun brøler efter mig. Jeg får heller ikke lov at smage hendes gode råmælk, hvilket jeg helt sikkert havde fået lov til, hvis jeg var en spansk champion.
Jeg kunne derfor ønske mig at hele diktionen om dyrevelfærd og dyr i fangeskab blev mere nuanceret og mindre følelsesladet. Lad os bredde viften ud og turde stille de svære spørgsmål til os selv og hinanden. Skal fremtidige generationer kunne se Simba, så er det måske slet ikke et spørgsmål om dyr for underholdningens skyld at vi har truede dyr i zoologisk have? Og vil jeg give afkald på min bacon for at Øffe kan få et bedre liv? Eller kan det gøres ved at jeg vil betale mere for min bacon? Skal det være enten eller?