Denne sommer oplevede vi indtil for få dage siden en let lykke. Coronaen var ikke væk, men parkeret et sted, hvor den ikke kunne nå os med samme styrke som i det tidlige forår.
Vi har nydt sommeren og været indstillet på at holde ferie i vores eget land. Optimismen har boblet forsigtigt. Vi har turdet håbe på at coronaens hæslige ansigt og ødelæggende kraft kunne undgås. Der var en begyndende tro på at vi kunne vende tilbage til en verden som før coronaen satte ind. Okay, vi vidste godt,eller mange af os gjorde, at der ville være negative økonomiske og menneskelige konsekvenser af den pandemi, som havde slået mange mennesker ihjel overalt i verden.

Nu stiger smittetallet, langsomt men sikkert, i flere lande. Også her i Århus. Det er trist at denne skønne by måske forvandles til et spøgelsesagtigt sted, hvis coronaen udvikler sig Det er for mig som om en mareridtsdrøm vender tilbage, mens jeg ser fremad mod et efterår domineret af corona, og hvor skrigene forstummer bag millioner af mundbind.
Vi kan vælge at blive grebet af modløshed og rædsel over coronaens genkomst og udsigten til at mange liv igen vil gå tabt i en verden, hvor håbet var begyndt at spire.
Håbet har vi endnu. Det kan ingen tage fra os, men et håb rummer også en vis form for erkendelse. En erkendelse af at livet ikke kan blive som før. Vi vil så gerne vende tilbage til en verden, hvor der ikke var grænser for vækst. En materialistisk verden, en verden hvor identitetspolitikken (mig, mig, mig) kom til at fylde at fylde mere og mere. Den var en brændende sol over vores forvirrede hoveder.
Tiden før coronaen var også præget af krig, mistænksomhed og selviskhed. Nationalismen vendte tilbage i flere stater, hvor man var meget optaget af at overleve - her og nu.

Perspektiverne for en bedre verden med flere muligheder for at overleve og leve forsvandt. Kærlighed, sammenhold forenet med klogskab, som kunne lede os til et liv, hvor trivsel og mening er i centrum. Det er vel menneskets egentlige bestemmelse. Dette havde ingen eller lav prioritet hos f.eks medier og politikere, eller andre som havde indflydelse.

Nogle vil sikkert kalde sådanne tanker drømmende og naive. Det er de sikkert også på nogle punkter. Historien har vist at forskellige samfund næsten altid har været præget af ufred og selviskhed, krige og magtbegær og...

Og nu er vi altså midt i en opblussende pandemi, et magtsygt væsen, som måske er skabt af mennesket selv i dets bestræbelser på at inddæmme naturen, så vi kan beherske den fuldstændigt.

Vi vil gerne bevare livet, det er det dyrebareste vi har. Verden er i en ekstraordinær situation, hvor coronaen hænger som en giftsky over kontinenterne. Skal der ske forandringer til noget bedre, kræver det nye og modige tanker for at vi kan handle os ud af alle de vanskeligheder, som lige nu truer vores klode. Ingen ved om det er muligt, men vi er tvunget til at forsøge, ellers sker der intet.

Den svenske forfatter, August Strindberg, skrev engang følgende :"Kun ved at gøre det umulige kan vi nå det muliges yderste grænse"

Det har verden brug for lige nu.