Ofte går jeg rundt med en følelse af, at jeg ikke helt slår til - at jeg burde gøre noget mere, og gøre det bedre. Derfor sker det, at jeg bruger et par minutter ekstra under bruseren - frirummet over dem alle - for her jeg kan få en pause fra hverdagens opgaver, indkøbslister. Og ikke mindst finder jeg her en pause fra de sociale medier, som beder mig om at have en holdning til alt fra kvinderettigheder i Colombia til hvordan mine licenspenge bliver forvaltet i DR-byen.
Facebook er nemlig blevet stedet hvor mange af os, får vores daglige nyhedsdosis, og her liker vi opslag til den store guldmedalje og kaster os ofte med stor kampgejst ind i turbulente diskussioner, hvorefter vi hurtigt er videre til den næste store overskrift-vel at mærke uden at der er sket en andet end, at binære tal har flyttet sig i processoren og runde tal er blevet tilføjet Mark Zuckerbergs pengetank.
Med alle de ting, vi efterhånden skal forholde os til, virker det dog også indlysende, at vi ikke altid lægger så megen handling bag vores ellers velmenende ytringer. Og det er måske ikke så overraskende, at overskuddet blot rækker til en forarget smiley eller måske en enkelt statusopdatering i ny og næ. For når alt kommer til alt, kan intet menneske rumme alle verdens problemer - for slet ikke at tale om derefter at gøre noget ved dem.
Derfor kan jeg sommetider tage mig i at drømme mig væk til de gyldne tider, før Facebook blev en del af hverdagen og debatten. Ikke fordi jeg bilder mig ind, at vi gjorde mere for at redde verden for 50 år siden. Vi var dog sparet for dagligt at blive konfronteret med vores manglende engagement, og man kunne i stedet koncentrere sig om det nære og så vælge de kampe, man virkelig ville kæmpe for - og faktisk forsøge at gøre noget ved det. I dag har vi i stedet et tag-selv-bord af sager, som vi kan gå op i, og det kan altså føre til, at man zapper rundt uden at sætte sig ordentlig ind i mere end overskrifter og let fordøjelige budskaber. Dette tag-selv-bord er jeg ofte selv blevet fristet af, og jævnligt har jeg sagt, at nu skulle det være - nu ville jeg melde mig som frivillig, nu ville jeg ud at demonstrere eller nu ville jeg sænke mit kødforbrug. Mange af mine gode fortsæt er dog blevet ved det, for pludselig havde jeg ikke tiden, vejret var lidt for dårligt til at gå på barrikaderne den dag eller jeg var virkelig sulten efter en rød bøf. "Man kan jo ikke redde hele verden vel?", siger jeg trøstende til mig selv. For der er virkelig mange ting, som man kunne engagere sig i, og håbet er nemt at miste, når man kigger sin Facebook-nyhedsfeed igennem, fyldt som den er med nedslående nyheder og vrede mennesker, der har brug for at lukke deres galde ud.

Facebook har selvfølgelig også positive sider, men måske har sidens overflod af information bare den bagside, at vi sommetider glemmer det hårde benarbejde, der ofte ligger til grund for at gøre en forskel i de sager, som man virkelig brænder for, og som man ønsker for at forbedre. For når alverdens nyheder vælter ind over os, så snart vi åbner vores pc, kan det klart nok være svært at vælge én sag, som er den, man vil ofre både tid og kræfter på.
Jeg tror dog på, at vi kan gøre en forskel, hvis vi ikke lader os slå ud, af det overvældende projekt det er at redde verden, men i stedet vælger at ændre små ting i vores hverdag. Ikke ændringer, som generer dagliglivets dejlige magelighed - men små justeringer, som ikke rigtig mærkes - ud over i form af en lidt renere samvittighed.

Alle disse tanker rumsterer lidt i mit hoved, og derfor står jeg også og funderer over det en mandag morgen under bruseren - min lille tænketank. For hvor dejligt er det ikke lige, at vi altså ikke er ligeglade, men faktisk bekymrer os om den verden vi lever i - måske mere end nogensinde før, og måske også mere end hvad sundt er. Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere over uoverensstemmelsen mellem, hvad folk deler, og hvordan vi lever vore liv, når vi altså ikke lever det igennem de sociale medier. For selv om vi på Facebook for eksempel kan følge med i lufthavspersonalets kamp for bedre arbejdsvilkår, og også kan ytre vores forargelse herover, skal vi selvfølgelig stadig af sted på ferie - også gerne to gange om året. Det kan dog være svært at få til at hænge sammen med afbetalinger, faste månedlige udgifter og de små ting i hverdagen, som også gør den sjov at leve. Derfor ender vore valg i mange tilfælde på flybilletter fra et lavprisselskab, som vi jo kan få til den halve pris af en billet fra SAS. Og så glemmer vi lige pludselig vores forargelse over personalets manglende muligheder for at få en overenskomst i lykken over at få chancen for at stikke af fra hverdagens ræs og nyde solen under sydligere himmelstrøg. I mens jeg funderer over dette fosser det varme vand ud af brusehovedet og billederne af udsultede isbjørne og store isblokke, der styrter sammen i det kolde Arktis, fordamper stille fra mit sind, mens jeg lader tankerne strømme over mig og nyder de fem minutters pause fra hverdagen, som man så ofte kan finde her under bruseren. Men efter de fem minutters hverdagspause (eller var det nærmere ti), kalder den igen; den kære hverdag, med alle dens gøremål og ikke mindst informationer, som kræver, at vi forholder os til dem og handler på dem, hvis de skal have nogen værdi.