At være eller ikke at være, det er spørgsmålet. Denne sætning er gået verden over, og Hamlet er efterhånden kendt blandt de fleste. Men hvornår kan man sige, at man er perfekt, og hvornår må man erkende, at man ikke er?
Vi lever i et samfund, der konstant fortæller os, at vi skal passe ind. Men hvordan kan det så være, at forældre har fortalt os fra barns ben, at vi er perfekte som vi er, og på hver vores måde?
Disse to meninger er modpoler, og derfor har vi som mennesker rigtig svært ved at forholde os til hvad vi skal tro på, og hvordan vi skal skabe vores egen personlighed.
Ofte kalder vi dem der tænker på en anden måde end flertallet for "anderledes", mens dem med fællestræk bliver kaldt dem der "følger strømmen."
Ingen har lyst til at få mærkatet "anderledes" stemplet på sig, men hvad så med ordet speciel? Vi elsker jo at få at vide vi er specielle og at høre vi har et særpræg.
Alle vil være specielle, men hvorfor er det så, at vi ikke ønsker at skille os ud?
Jo. Mennesker stammer fra aberne. Aber er flokdyr og trives bedst i grupper og ved godt, at hvis man skiller sig ud fra mængden, så kan det gå begge veje. Ved at skille sig ud, kommer man enten højere eller lavere op eller ned i hierarkiet. Derfor vælger de fleste at gå stille med dørene og ikke sige deres egen mening.
Men hvad er det perfekte, for det virker lige jo pludselig som om der findes en opskrift?
Flot udseende, god uddannelse, vellykket familie og så drysset med lidt overskud?
De sidste par år har især lagt fokus på stressfaktoren i at se godt ud på både karakterbladet, men også i den grad sociale medier som Facebook.
Vi er gået væk fra at have vores egen holdninger og identiteter, der skulle skabe os som mennesker, til i stedet desperat at lade som om vi er ligesom alle de andre.
Men er det perfekt at ligne hinanden?
For hvordan ville en verden se ud hvor alle var perfekte? Hvor alle så godt ud, hvor alle scorede de højeste jobs, hvor alle havde kæmpe familier og styr på det hele? Ensformigt.
For hvordan skal man definere det perfekte menneske, når alle ligner hinanden?
Alle skiller sig vel ud på den ene eller anden måde, og alle har deres egne egenskaber og kompetencer. Kort sagt, en verden med kun perfekte mennesker ville aldrig blive perfekt alligevel.

Lige meget hvor meget vi prøver, lige meget hvor mange gange vi har tænkt; "Nu vil jeg skille mig ud og kun gøre hvad jeg selv har lyst til", så bliver vi alligevel påvirket af det samfund vi lever i. Hvis vi får at vide, at Rasmus Seebach er en dårlig sanger til et foredrag af Per Vers i skolen, og senere hører, hvordan Linda P og andre komikere sviner hans musik til, har vi så lyst til at opdatere vores Facebook status med, at vi glæder os helt vildt til koncerten på fredag?
Nej. Vores omgangskreds påvirker os til at mene det andre mener. Selvfølgelig er der nogle, der har det fint med at skille sig ud, men desværre er det langt fra flertallet.

For vi prøver jo alle sammen at passe ind alle steder, og vi vil jo så gerne alle sammen have alle de positive egenskaber. Vi vil alle sammen at være udadvendte, virke overskudsagtige, have Volvo, villa og vovse og da helst også mere til. Vi bruger timer på Facebook for at kunne følge med i hvad vores venner laver, vi redigerer billeder så det "perfekte" glansbillede træder frem. Vi er begyndt at leve i en illusion om hvad vi tror er det rigtige, og ikke mindst hvad det perfekte er.
Unge tror at de bliver lykkelige af at have mange følgere på Facebook, Twitter og Instagram, men er det ikke bare en søgen efter noget helt andet? Er det ikke bare fordi de unge mennesker i dag, ikke kan få nok opmærksomhed? For vi kender vel alle sammen til glæden ved at få enten succes, anerkendelse og accept, og er det ikke det, vi søger i jagten på det perfekte liv? Vi burde værdsætte hinandens forskelligheder lidt mere, og sætte pris på at vi ikke lever i en verden, hvor alle tænker ens. Modstand giver udvikling, så det er vel okay ikke at være enige hver gang?

Vi må efterhånden indse at lige meget hvad, så er naboens græs altid grønnere, og det kan vi ikke gøre noget ved. Vi er født i én krop og vi er født med det sind og de interesser, der er blevet bestemt for os. Hvorfor så prøve at ændre på det? For vi kan da alle sammen prøve at passe ind i den "gyldne" kasse, som vores samfund prøver at fortælle os er det eneste rigtige.
Men så må vi også huske at spørge os selv; "Er det egentlig det jeg selv har lyst til, og hvem har jeg egentlig selv lyst til at være?"
Når alt kommer til alt, så stræber vi alle efter at blive det perfekte menneske, men lige meget hvad vi gør eller siger, så vil det være som at stræbe efter det umulige.
For at være perfekt er udefinerbart, og idéen om det perfekte menneske er forskelligt alt efter hvis øjne der ser.