Vi er reduceret til varme hænder.
Det er det dummeste udtryk, der nogensinde er kommet over nogens læber. Og det værste er at det hænger ved. Der er åbenbart konsensus om at det er det helt korrekte udtryk. Det er velmenende, men vi er ikke blot varme hænder. Vi har et job, ligesom alle andre, og vi udfører en kerneopgave i samfundet. Vi hjælper jeres forældre; bedsteforældre; onkler; tanter; når de har haft et uheld i sengen. Når de er faldet, når de ikke længere selv kan gå. Når de har svært ved at spise og når de føler de intet er værd længere. Når de er syge og bange, når de er så dårlige at vi ringer 1-1-2. Og vi gør det imens vi fortæller dem, at det ikke gør spor. Vi har set værre. De er ikke til besvær. Og vi gør imens vi udfordres på tid og har nødkald der ringer, men vi prøver ikke at lade os distrahere, imens vi igen forsikrer dem om, at det er helt okay. Om ikke andet, så at det hele bliver okay. Lige om lidt. Alt skal nok blive godt, for vi har jo varme hænder - så kan alle opgaver løses, som ren magi.
Vi går på arbejde og bliver råbt ad, bliver kaldt grimme og nedladende ord, bliver spyttet efter, slået på, forsøgt berørt intime steder og vi forventes stadigvæk at smile og have varme hænder - for intet kan vel påvirke os, så længe der er varme hænder?
Der er mange flere opgaver, kompleks sårpleje, medicin der skal dispenseres, opdateres, indberettes, dokumenteres. Mange flere opgaver end det er menneskeligt muligt at kunne nå, samtidig med at man gerne vil bruge sine varme hænder og medmenneskelighed - men det er stadigvæk kun de varme hænder, der er i fokus. Ikke tid. Ikke mængden af hænder.
Vi er dem, der trøster og holder i hånd, når sorg og ensomhed lukkes ind i sjælen. Når der grædes tårer over tabt tid, eller tabt hukommelse. Når I ikke kommer på besøg, eller det er glemt, at i lige har været forbi. Når minderne smuldrer imellem fingrene, ens mor er blevet væk og nogen har stjålet ens hjem og ens ejendele. Vi griner med, vi græder med, vi er til stede og vi forsøger at skabe meningsfuldhed, livsglæde og livsindhold. Vi forsøger at gøre dagene kortere, smerterne udholdelige og tårerne mindre. Vi holder de ensomme i hånden, når de venter på døden, når i andre ikke har tid og mulighed for at møde op, og vi forsøger at give dem styrke og forvisning om, at de ikke er alene med vores varme hænder - som bliver kolde, mens vi mærker livets ophør.
Vores ben er udmattede, vores hjerner er trætte, vores hjerter er tunge og vores hænder - de bliver koldere og koldere. For der er færre og færre af dem. Så i rende mig med jeres varme hænder. Vi vil hellere have respekt, flere kollegaer, og tid til det, der burde være kerneopgaven. Livskvaliteten. Livsoplevelsen. Vi vil have faglighed, vi vil have tid og vi vil ikke reduceres til varme hænder - for varme hænder kan ikke stå alene. Varme hænder er ikke vigtige. Mængden af hænder og tid, det er det essentielle.
Man kan ikke skynde sig langsomt. Men vi gør det hver eneste dag. Vi udfordres negativt, hver evigt eneste dag. Så råb i bare op om de åndssvage varme hænder, som I mener sundhedssektoren mangler - imens vores varme hænder hjælper os med at se på jobannoncer og vi planlægger vores flugt fra faget.
For ingen burde finde sig i at være de varme hænder - når man skal være så meget mere end det.
Og de varme hænder bliver hele tiden koldere.