Klimadebatten fejer som en orkan gennem verden, Co2 er på alles læber. Frygt og desperation. Der må gøres noget. Rædslen tvinger os til at tænke (hurtigt). Nye ideer og forslag. Frelsthed. Og så er der penge i skidtet. Forståeligt nok med den orkan, som er ved at blæse os omkuld. Hvis vores eksistensgrundlag bare skrider under os og fører os udi intet, ja, så er lyset slukket hurtigt og effektivt. Men klima er ikke bare klima. Psykisk klima. Hvordan vi behandler hinanden, I det offentlige rum. På arbejdet. Andre steder. Det klima bliver aldrig nævnt, Måske er der ingen problemer der, vil nogle måske sige. Jeg tror det næppe. Klimaet i et fortravlet og ligegyldigt Danmark er blevet koldere. Medfølelsen med dem der har det svært er snart ikke eksisterende. Vi gemmer os bag travlhed og optagethed af vores egen forfængelighed og focusering af alt det der foregår i vores indre. Uden at tænke på at rette tankerne udaf , glemme os selv. Bruge de ressourcer vi har i forhold til andre. Og derved måske opdage at vore indre konflikter skal bekæmpes ved at vi glemmer os selv lidt.